Erotikken pirrer igen: 12 erotiske klassikere
SPONSORERET indhold

Erotikken pirrer igen: 12 erotiske klassikere

23. aug. 2012 | Livsstil | Eurowoman

God erotisk litteratur på dansk har længe været fraværende på sengebordene rundt omkring, men nu har de danske forfattere atter kastet sig over genren.

Her er 12 skønne erotiske klassikere som du ikke må gå glip af..

Fortsætter på næste side...

KRISTINA STOLTZ

Et kød (2012)

Debuterede på Gyldendal i 2000 med digtsamlingen Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse og har siden udgivet flere roste digtsamlinger og romaner. Den erotiske novellesamling Et kød udkom i maj.

"Erotik er ikke kun lyserødt og hyggeligt, men har også en mørk skyggeside. Det er også dødsdrift, magtspil og underkastelse." - Kristina Stoltz

CATHERINE MILLET


Catherine M’s seksuelle liv (2002)


Romanen er blevet beskrevet som den mest skamløse erotiske roman, der nogensinde er skrevet af en kvinde, i dette tilfælde en fransk kunstkritiker. Særligt fordi den siges at være baseret på virkelige hændelser og forfatterens egne oplevelser.

Fortællingens Catherine M deltager lystigt og altid beredt i orgier og gruppesex og beretter vidt og bredt om det fra alle kropsåbninger.

ANAÏS NIN


Venusdeltaet og De små fugle (1977 og 1979)


Nin skriver den moderne kvinde frem, hvor seksualiteten og begæret sætter både kærligheden, kroppen og kønnet fri.

Novellesamlingerne er rige på kødelige fantasier, pornografiske passager og temaer som misbrug, incest, prostitution, utroskab, dyresex og pædofili.

 

ELFRIEDE JELINEK


Spillelærerinden og Lyst (1983 og 1998)


Den østrigske forfatter, dramatiker og nobelpristagers forfatterskab er et opgør med et mandsdomineret og seksuelt perverteret samfund, der især ødelægger kvinderne.

Det skildres fint og barskt i Spillelærerinden, som blev filmatiseret i 2001 af Michael Haneke. Hendes fokus på den kvindelige seksualitet i Lyst fremprovokerede heftige reaktioner fra feministiske kredse.

 

MELISSA PANARELLO


100 tag med hårbørsten før sengetid (2003)


Dagbogsromanen om en purung piges sensationelle, grænsesøgende og eksperimenterende erotiske liv blev en international bestseller.

Ikke mindst fordi forfatteren bærer sit eget navn i dagbogsfortællingen og blot var 14 år ved romanens begyndelse og 17, da den udkom.

 

PAULINE RÉAGE


O’s historie (1954)


Den sadomasochistiske roman blev udgivet under pseudonymet Pauline Réage, men blev siden sporet til Anne Desclos. Den handler om fotografen O, der domineres af og agerer sexslave for sin sadistiske elsker.

Den detaljerede skildring af lyst, smerte og ritualerne for en ung kvindes seksuelle underkastelse ligger i forlængelse af traditionen fra Marquis de Sade og Georges Bataille.

 

MARGUERITE DURAS


Elskeren (1984)


Den franske forfatter og filmskabers selvbiografiske roman er et hovedværk i hendes forfatterskab – og i det hele taget.

En elskovshistorie, der udspiller sig i kolonitidens Fransk Indokina og handler om en 15-årig fransk piges skandaløse forhold til en 12 år ældre og velhavende kineser. Se også filmen.

NEDJMA


Mandelen (2006)


Forfatteren gemmer sig bag et pseudonym, fordi hun som kvindelig muslim frygter repressalier og ikke kan vise sit ansigt.

Bestselleren er en historie om en ung kvinde, der bryder ud af sit ægteskab og tager sig en elsker med alt, hvad dertil hører af begær, serielle orgasmer og saftig sex. Den er et foregangsværk for en del af verden, der ikke har tradition for at fortælle åbent om den slags.

 

LOTTE GARBERS

Prøverummet (2009)


Startskuddet til nyere erotisk litteratur på dansk, forfattet af den tidligere formand for Dansk Forfatterforening.

Hun lovede ved udgivelsen, at de erotiske fantasier for kvinder er “10 historier, der ikke står af i Roskilde,” fordi hun var træt af litteratur, der slukkede lyset, når der rigtig blev varmet op under erotikken.

 

SUZANNE BRØGGER


Creme fraiche (1978)


Første del af en selvbiografisk romantrilogi, efterfulgt af Ja (1984) og Transparence (1993), hvor forfatteren optræder som præstinde for erotik. Førstnævnte er historien om æstetikerens lystfokuserede liv og inspireret af Henry Miller.

På bagsiden står skrevet: “Denne bog skal ikke læses. Den er beregnet til at spise eller sluge eller få galt i halsen – eller til at brække sig over.”

 

E.L. JAMES

Fifty Shades. Fanget (2011)

Trilogien skildrer det romantiske, erotiske og smertefulde forhold mellem en ung kvindelig litteraturstuderende og den karismatiske entreprenør Mr. Grey. Han har udsædvanlige seksuelle lyster, tænder på dominans og er plaget af dæmoner, mens hun opdager umættelige og mørke sider af sit eget begær.

Den betegnes som husmorporno og er en bestseller uden lige. Filmrettighederne er selvfølgelig for længst solgt.

ERICA JONG


Luft under vingerne og Fanny (1973 og 1980)


Normbrydende roman på selvbiografisk baggrund, som skildrer den kvindelige hovedperson som erotisk opdagelsesrejsende. Hun er bange for at miste fodfæstet, men drømmer om et knald fri for engagement og magtkamp.

Da hun forelsker sig i en anden end ægtemanden, begiver hun sig ud på en seksuel rejse. Projektet videreføres i Fanny, bygget over John Clelands Fanny Hill.

Se også: Er det fy at sige fed?  »