Adoption: ”Børn skal vide, hvor de kommer fra”

”Hvordan så huset, jeg boede i, egentlig ud?”, og ”Kan vi snart tage tilbage til Vietnam”.

I efteråret 2016 begyndte den slags spørgsmål om Annas biologiske rødder at dukke op til overfladen igen. For hvor er det nu, hun kommer fra, og kan hun vende tilbage?

Ligesom flere andre adoptivbørn fik Anna pludselig behov for at genopsøge sine biologiske rødder. Det stiller mange adoptivforældre over for nogle svære overvejelser. I Annas tilfælde valgte forældrene at have kontakt med den biologiske familie fra begyndelsen og har besøgt dem flere gange.

LÆS OGSÅ: Når man vælger at få sine børn alene

Den nu 11-årige pige er født under trange kår i Nordvietnam som én ud af en søskendeflok på fire. De tre af dem endte på et børnehjem i Hóa Binh, og Anna var godt 5½ år gammel, før hun blev adopteret af Dorthe Olsen og hendes mand Rasmus fra Vestjylland. På grund af datterens høje alder besluttede parret at bevare kontakten til den biologiske familie og har besøgt dem flere gange.

LÆS OGSÅ: Overvejer du at få et donorbarn?

– Vi kunne ikke fjerne Annas fortid. Derfor har hun altid vidst, at hun var adopteret, så det har været en del af vores hverdag fra begyndelsen. Vi har billeder hængende, hvor hun er sammen med sin familie, og har på den måde gjort hendes vietnamesiske familie til en del af vores, fortæller Dorthe Olsen.

Hun kender sine rødder

Familiens vietnamesiske venner har ofte hjulpet dem med at ringe ud til Annas søskende, ligesom Dorthe og hendes mand har gjort en del ud af at lave vietnamesisk mad og at vise Anna, der stadig taler sproget, vietnamesiske film på Youtube.– Vi er bare meget large, tror jeg, fordi hun havde den alder, hun havde. I starten var jeg meget usikker på min egen rolle som mor, og på hvordan Anna så mig, men i dag er jeg utrolig stolt og rørt over, hvor tæt en relation vi har, siger Dorthe Olsen.LÆS OGSÅ: På besøg på Rigshospitalets børnehjerteafdelingI en periode kunne Anna ikke rumme at skulle forholde sig til både sin vietnamesiske og danske familier. Derfor valgte Dorthe og hendes mand at holde en pause med kontakten i et par år, indtil Anna dette efterår var klar og stillede spørgsmål til sine rødder igen.– Det har faktisk taget os fem år at nå hertil, hvor vi alle hviler i os selv. Jeg er meget mere afslappet, og Anna er faldet til. Hun hviler i sig selv og ved, hvor hun hører hjemme. Ingen adoptioner er ens, og folk skal gøre, hvad det er rigtigst for dem. På grund af Annas alder var det her det rigtige for os. Og jeg frygter ikke, at hun pludselig får en identitetskrise, for hun ved, hvor hun kommer fra, siger Dorthe.

Tal sammen om tingene

Generelt oplever Dorthe Olsen igennem de fællesskaber, hun har sammen med andre adoptivforældre, at adoptivfamilier i dag er mindre bange for at tale åbent om adoptivbarnets biologiske rødder og svare på de mange spørgsmål, der pludselig melder sig i takt med, at barnet bliver større.

Den opfattelse deler Ulla Dyrløv, der er familierådgiver og psykolog i DR-programmet Sporløs. Hun mener, at et program som Sporløs er med til at aftabuisere emnet, idet det giver mulighed for at tale mere åbent om de udfordringer, adoptivbørn og deres familier kan møde senere i livet.

Hun oplever blandt andet, at flere og flere har videoer og fotoalbum med billeder af barnets biologiske forældre, som de kan vise barnet. Og for hende at se er det vigtigt at man tager snakken om barnets biologiske rødder i en tidlig alder.

– Ved at tale om tingene finder børn og forældre ud af, at deres følelser ikke er unormale. Allerede i vuggestuealderen kan børnene begynde at stille spørgsmål – de kan godt se, at de ser anderledes ud. Forældrene skal vise vejen og skabe et miljø, hvor man gerne må tale om tingene, selvom det kan være svært, siger hun.

Typiske spørgsmål kunne være ”Ville mine forældre ikke have mig?” eller ”Hvorfor vil I ikke have jeres egne børn?”

Ifølge Ulla Dyrløv kan man dog ikke vide på forhånd, hvilke spørgsmål børnene vil stille, for alle børn og familier er forskellige.

– Adoptivbørn er lige så forskellige som alle andre børn, og de har ikke alle sammen de samme følelser. Som forældre kan man godt tro, de føler noget, de ikke gør. Men det er bedre at klokke i det end bare at afvente, siger hun.

LÆS OGSÅ: Må man gøre forskel på sine børnebørn?

LÆS OGSÅ: Børns syn: "Se mor! Et blåt æble"

LÆS OGSÅ: Giv dit barn zoneterapi