"Inden jeg blev gift, sagde min farmor: Sofie, ægteskab er et valg"

Camilla Ottesen
De to bryllupsfotos hænger på familiens opslagstavle, så Camilla Ottesen dagligt bliver mindet om en af de mest fantastiske dage i sit liv. Hun og manden, Anders, har ikke nogen vielsesringe, for så ville de bare smide dem væk. I stedet fik de deres ægteskab forseglet med blæk.

– Anders og jeg blev gift i et sommerhus i det område, der hedder Rusland i Nordsjælland. Et utroligt smukt naturområde, som leder tankerne hen på den afrikanske savanne. Lige der midt i naturen til tonerne af jazz og med et glas champagne i hånden blev vi viet under åben himmel af den lokale borgmester, mens alle vores venner og familie sluttede ring om os.

– Min mand og jeg har ikke nogen klassiske vielsesringe. Det er lidt en joke, men de ringe ville blive væk inden for den første uge, så de skulle tatoveres på. Det var også bare mere os! Lige efter vielsen sad vores gode ven og tatovør, Danny, klar med nål og blæk på terrassen. Vi fik tatoveret hinandens navne på indersiden af håndleddet. Det var så rigtigt at gøre, og så fedt, at alle vores gæster bare hang ud, mens vi blev tatoveret. Der blev snakket, grinet, nogen kiggede med, andre kiggede væk, og det sparkede bare festen i gang på den helt rigtige måde.

– Min mand har en del tatoveringer, så det her var jo bare en lille tatovering for ham, men selvfølgelig den vigtigste, haha. Det var ikke alle i vores familie, der syntes, at det var en god ide med de tatoveringer, og lige som jeg sidder der og får tatoveret min mands navn bliver der sagt: "Men hvad nu, hvis I skal skilles en dag." Det har min mand og jeg grint meget af. Lige den dag der er det nok det sidste, du tænker på.

– De her to fotos betyder rigtig meget for mig, og jeg ser på dem hver dag, for de hænger på vores opslagstavle. De minder mig om den mest vidunderlige dag, hvor jeg blev gift med verdens dejligste mand. Hvad jeg hvisker ham i øret, kan jeg ikke huske, men sikkert noget med, at han er røvlækker!

Anne-Grethe Bjarup Riis
Alt gik galt på Anne-Grethe Bjarup Riis' bryllupsdag. Deres båd blev taget af et andet brudepar, og hendes søster blev så stiv, at hun måtte give toastmastertjansen fra sig. Heldigvis kunne et godt grin og en smøg rode bod alle ulykkerne.

– Bo og jeg er spritnygifte og er lige kommet ud af kirken. Dengang røg vi som skorstene og ­skulle selvfølgelig lige have en smøg ovenpå så vild en oplevelse. Det er min bror Poul-Erik, der står bagved til højre, og min mor Grethe og hendes mand Svenning til venstre. Vi venter på, at fotografen skal fotografere Bo og mig og alle gæsterne, så der er god tid til en smøg, mens de 86 gæster samles på trappen foran kirken. Efter fællesfotoet skal hele forsamlingen ned i en kanalrundfartsbåd og sejles ud til Frederiks Bastion på Holmen, hvor vi holdt bryllupsfesten. Men da vi kommer ned til Christianshavns Kanal er der et andet brudepar, der har taget vores båd, som var fyldt med champagne. Vi må bestille en ny båd og nye flasker champagne, og så var der tid til at ryge flere smøger. Vi tog det med et smil. Og da vi endelig sejlede, var der kun kaffekopper med ombord, så vi skålede og drak champagne af kaffekopper.

– Jeg har valgt lige præcis dette foto, ­fordi det er kendetegnende for hele bryllupsdagen. At vi griner af det hele og falder ned med en smøg. For alt gik vitterligt galt. Min søster skulle være toastmaster, og jeg ­havde løbende op til brylluppet tegnet og fortalt om gæsterne, hvad de hed, og hvilke relationer de havde til Bo og mig. Ikke mindst hvilken rækkefølge vi ønskede talerne og de forskellige indslag i. Min søster var tilfældigvis meget tørstig på vores bryllupsdag, så hun skålede og skålede allerede i båden og skulle igen og igen have genfyldt sin kaffekop med champagne. Da vi ankom til Frederiks Bastion var der velkomstdrinks, som hun også kastede sig over. Det var ­meningen, at Bo og jeg ­skulle ­mingle og nyde ­gæsternes selskab inden ­middagen, men så er det, min søster prikker mig på skulderen og fortæller, at hun har glemt hele toastmasterplanen hjemme i Aarhus! Jeg må gå afsides med hende og hjælpe med at genskabe en ny plan, så hun kan styre aftenen. Men da vi går til bords, er hun allerede så sejlende stiv, at hun ikke kan udtale gæsternes navne, og min bror må tage over.

– Min søster sidder over for mig og begynder i sin brandert at kaste bestik på mig, og senere er hun ved at rive Bos smoking i stykker, for hun lige når at få fat i ham, inden hun ryger ned ad en trappe. Heldigvis er vi af sådan en støbning, at vi kan grine af det hele bagefter, men jeg skulle lige sluge et par kameler, må jeg indrømme.

– Billedet siger rigtig meget om mit og Bos ægteskab. Der er masser af glæde og spontanitet, og tingene behøver ikke gå lige efter bogen. I stedet for at fokusere på at tingene ikke er lige, som vi gik og forventede, så glædes vi over overraskelser og ser det positive i uforudsigeligheden. Vi er gode til at samarbejde, vi har en fantastisk humor sammen, og så er vi begge optimister. Og vi går aldrig fra hinanden.

Tina Lund

Én veninde tog billeder, en anden hjalp med at vælge kjole, og en tredje har en helt speciel plads i Tina Lunds hjerte. Når hun ser på fællesbilledet fra sin store dag, bliver hun mindet om, hvor mange betydningsfulde veninder hun har i sit liv.

– Allan og jeg holdt vores bryllup på Næsbyholm Slot, og billederne her er taget i slotsparken. Som I nok kan se, var vi alle sammen i godt humør og opsatte på at lave et fantastisk billede. Det var faktisk ret spontant, at vi fik det taget. Jeg peger på min ring, fordi jeg er nygift og jublende lykkelig.

– Min søster, Charlotte, står i den pink kjole lige ved siden af mig. På den anden side står min veninde Anja i en orange jakke. Hun er designer og var med til at vælge min brudekjole. Ved siden af Anja er det min gode veninde Johanne fra Norge, som var en af to fotografer til brylluppet. Den høje, mørkhårede kvinde i blomstret kjole, der står ved siden af min søster, er min allertætteste veninde, Tina-Maria. Vi har kendt hinanden, siden vi var 12 år. Vi lærte hinanden at kende, fordi vi begge rider. Hun var på juniorlandsholdet, ligesom jeg var, derfor rejste vi Europa rundt en årgang – Belgien, Sverige, Frankrig og Holland – og der kørte hun næsten altid med os rundt, så vi brugte enormt meget tid sammen.

– Tina-Maria og jeg var gravide på samme tid med tre uger imellem vores termin, så vi gik gennem mange ting sammen. Første gang man er gravid, er det jo helt specielt. Vi gik til babysvømning sammen, og vi gjorde alting sammen. Når jeg er hjemme fra Dubai, hvor jeg bor med min familie nu, er det næsten altid hende, jeg bor hos. Det er hende, der altid er der, hvis jeg er i nød. I gode tider og dårlige tider. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Tina-Maria igen viste, at hun er en veninde i verdensklasse. Samme dag, som jeg fødte min datter, Lily, fik min mor en blodprop i hjernen, og ­Allans far døde tre dage efter, så han var nødt til at tage hjem til Danmark. Det var virkelig hårdt at stå med sådan et lille barn alene og alle de der følelser, som går igennem ens krop. Men jeg følte mig aldrig helt alene, for Tina-Maria sendte både kort fyldt med hjerter og blomster. Så selvom hun var så langt væk, var hun der alligevel.

– Det var enormt betydningsfuldt for mig, at Tina-Maria var med til min bryllupsdag. Især også fordi jeg ikke havde mulighed for at være med til hendes bryllup – det har jeg været rigtig ked af. Det var en stor dag for mig, og jeg er så glad for, at hun var en del af den og stod ved min side hele dagen. Nøjagtigt, som hun gør her på billedet.

– Når jeg ser det her billede, bliver jeg så glad og varm indeni. Mange af de her ­kvinder er stadigvæk mine bedste veninder i dag. Og de betyder utroligt meget for mig. Det er dejligt, at vi har holdt fast i hinanden. Der sker jo mange ting på fem år. Det er ikke ­givet, at det er den samme gæsteliste, man kan hive frem, næste gang man holder stor fest. Men når jeg ser på billedet, er det stadig de mennesker, jeg har lyst til at se den dag i dag. Hvor heldig har man lov at være!

Sofie Lassen-Kahlke

Sofie Lassen-Kahlkes farmor har altid stået hende meget nær. Det var farmoren, der insisterede på, at hun skulle have ærmer på kjolen i kirken, og som har givet Sofie et vigtigt ægteskabeligt råd, som hun også vil give videre til sine børn og børnebørn.

– På billedet ser I min 90-­årige ­farmor, Birgit, og mig. Vi er ­netop ankommet til ­Trekroner Søfort, hvor vi skulle holde bryllups­festen. Det lille, flettede bånd, som jeg har i håret, og som man kun lige kan ane, ­havde min farmor også i håret på sin ­bryllupsdag. Jeg havde fået syet min kjole af designeren David Andersen, og det skulle egentlig have været en corsage uden ærmer. Min farmor er en meget bestemt dame, der har sine meninger, og hun havde sagt nogle gange: "Du kan da ikke have bare arme i kirken!" Og jeg havde svaret lidt trodsigt: "Selvfølgelig kan jeg det, hvis det er det, jeg vil." Men hendes ord lå alligevel og rumsterede i mit baghoved, og nogle dage inden brylluppet ringede jeg helt febrilsk til den søde David Andersen og sagde: "Du må lave nogle ærmer til mig." Og det gjorde han så. De kunne så tages af, så jeg bagefter kunne få min kjole med corsage, som jeg ville have det, men det fik jeg selvfølgelig aldrig gjort.

– Mine bedsteforældre har altid betydet sindssygt meget for mig. Hver og en og på fire vidt forskellige måder. Mit bryllup var der desværre kun en af dem, der skulle få lov til at opleve. Da jeg var lille, blev jeg passet af begge hold bedsteforældre i stedet for at gå i vuggestue, og de har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Det, jeg godt kan lide ved billedet, er, at det ikke handler om mig, men min farmor. Det er ligesom hende, der er hovedpersonen, og mig, der står og kigger ned på hende. Den lille pige er blevet stor. Det er så fint, synes jeg. Allerede da det blev taget, kan jeg huske, at jeg tænkte: "Det her billede bliver jeg glad for."

– Min farmor er den ældste i min familie. Hun er 90 år og mega sej, videbegærlig, snakkende og nysgerrig. Og det er jo det, der gør, at det er sjovt at tale med hende. Hun vil vide alt om mit liv. Hvad jeg foretager mig, og hvor jeg arbejder og med hvem og hvorfor, og jeg kan aldrig bare spise hende af med en kort forklaring. Og hun elsker at være sammen mine og min søsters venner. Samtidig har hun en meget ung og moderne tankegang, og hvis jeg siger: "Farmor, jeg er træt, jeg bliver nødt til at smutte nu", så bliver hun ikke det fjerneste fornærmet. Hun er også på iPad, og det er jo ret skønt, så vi kan maile og sende billeder.

– Inden jeg blev gift, sagde min farmor: "Sofie, ægteskab er et valg." Jeg kan huske, jeg tænkte: "Ja, ja, det er godt med dig." Men hun havde jo ret. For når man har små børn og karriere osv., så er jeg af den overbevisning, at ægteskabet til tider ER et valg, for der vil være tidspunkter, hvor det er hårdt. Alle, der er gift og har små børn, ved, at man i ny og næ bliver bragt i situationer, hvor det handler om, at man beslutter sig for, at det er det her, jeg vil, selvom det er hårdt. Det samme vil jeg fortælle videre til mine egne børn og børnebørn.