Sådan har Sex and the City ændret dit liv

Carrie Bradshaw sidder på en fortovsrestaurant på en stol med hjerteformet ryglæn. Alene. Hun har lagt et pashminatørklæde over skuldrene, krøllerne er slået ud, og et par sorte solbriller hviler på hendes næse.

Tjeneren kommer med en bakke under armen.

- Venter du på nogen?
- Nej, det er kun mig,» svarer Carrie.

Tjeneren fjerner den anden opdækning på bordet og forsvinder.

Forud for scenen er gået et afsnit, hvor Carrie og de tre veninder, Samantha, Charlotte og Miranda, på hver sin måde er gået på kompromis med sig selv for et liv i tosomhed.

Carrie tager solbrillerne af og misser op mod solen, mens hendes ”writer-voice” glider hen over billederne: «Jeg besluttede, at i stedet for at flygte fra frygten om et liv alene ville jeg udfordre frygten. Så dér sad jeg og drak et glas vin alene. Ingen bøger, ingen mand, ingen venner. Intet skjold, ingen simulering. Rulletekster.

Den frygtindgydende frokost
– Den scene og det afsnit viser så fint hovedessensen i ”Sex and the City”. Den viser, at Carrie er alene, ja. Men har man lyst til at være hende? Ja! siger kulturanalytiker og filmanmelder Iben Albinus, der også er forfatter til bogen ”Da Sex and the City ændrede verden”.

– Carrie tager sin egen frygt for at være alene med til frokost. Hun mister tit troen på sig selv, men insisterer på at se sig selv i øjnene og leve med den, hun er. At være alene og hvile i det kan jo være svært, men serien viser, at man sagtens kan have et godt liv, selvom man er alene i perioder.

I år er det 15 år siden, at serien trippede ud i offentligheden iført Jimmy Choo-stiletter og en latte-to-go. Den kom i 1998, en periode hvor singler og homoseksuelle i New York følte sig stigmatiseret, og kernefamilien fremstod som den eneste rigtige måde at leve sit liv på. Det blev serien et oprør mod, og modsat serien ”Ally McBeal”, ”Bridget Jones”- filmene og andre film fra den kulturelle singlebølge i 90’erne fremstillede ”Sex and the City” singlekvinderne som vindertyper.


Carrie overvinder sin frygt og tager på café - alene.

"Seriens grundkerne er pointen, at det gode kvindeliv er uafhængigt af, om man har en mand"

– Seriens grundkerne er pointen, at det gode kvindeliv er uafhængigt af, om man har en mand. På det punkt har serien været ret epokegørende, selv nu 15 år efter seriens start. Om vi er succeser eller ej, afhænger af, hvordan vi fortæller vores egen historie, og om vi insisterer på at være det. Det kan godt ligne feminisme på høje hæle og med læbestift. Det betyder ikke, at kvinderne i serien ikke gerne vil have en mand eller en partner, men det er ikke det, der afgør, om fortællingen om deres liv er en succeshistorie eller ej. Den store kærlighedshistorie i ”Sex and the City” er jo venskaberne, forklarer Iben Albinus.

Smider lige en dildo i indkøbskurven

Med serien trådte klodens singlekvinder ud af offerrollen – inspireret af de fire veninder: journalisten Carrie, advokaten Miranda, galleristen Charlotte og pragenten Samantha. Seerne følger kvindernes op- og nedture med mænd, karrieren og alt det derimellem. Blandt andet har ”Sex and the City” et stort fokus på… ja, sex. Mænds ædlere dele bliver omtalt som ”dickalicious”, og orgasmer bliver uden tøven diskuteret over en brunch.

– Serien har været positiv i vores opfattelse af seksualitet og vist, at det er helt i orden, at kvinder har en stor, sund appetit på sex og mange partnere. De har sex for egen vindings skyld, og mænd blev som noget nyt fremstillet som sexobjekter. Serien har gjort det mere legitimt og normalt at smide en dildo i indkøbskurven på nettet.

– I det hele taget kan man pege på mange områder i kvindelivet og sige, at ”Sex and the City” har haft en indvirkning: Blandt andet er det blevet mere accepteret at gå alene i byen som kvinde, ligesom det er helt naturligt at gå på gaden med en kaffekop i hånden eller sidde med sin computer på en café. Ting, vi i dag opfatter som helt almindelige, var det altså ikke før ”Sex and the City”, siger Iben Albinus.

LÆS OGSÅ: Se, hvilke danske film du ikke må gå glip af i 2014

"Der findes kun dovne kvinder"

I dag, hvor det sidste afsnit er rullet over skærmen, og to film er fulgt efter, kan hun alligevel også se, at der måske har været en bagside ved serien.

– Jagten på Mister Right er blevet erstattet af en higen efter at være den perfekte kvinde. I den første film er der en passage, hvor Samantha har taget syv kilo på, og det slår veninderne hårdt ned på. Det, synes jeg, er problematisk, for så svarer seriens kropssyn til Helena Rubinsteins ”Der findes ikke grimme kvinder, kun dovne kvinder”. Og sundheds- og skønhedstyranniet blandt kvinder har jo taget overhånd i dag.

"Serien var med til at prædike, at man skal være den bedste version af sig selv, og det kan også være en stor stressfaktor."

På nogle måder var serien med til at prædike, at man skal være den bedste version af sig selv, og det kan også være en stor stressfaktor at skulle leve op til det. Selvom serien er pakket ind i svinedyre tasker, VIP-arrangementer og stramt maveskind, spærrer det ikke ben for identifikationen. New York Times lavede en undersøgelse med interviews med kvinder fra byens fattigste kvarterer som Harlem og Queens.

– Og alle elskede “Sex and the City”. Kvinderne brugte det til at reflektere over deres liv, deres valg af mænd, venskaber og livsvalg generelt. Selvom serien er pakket ind i flotte sko og dyre kjoler, kan stort set alle kvinder identificere sig med Carrie, Charlotte, Samantha og Miranda. Serien har formået at tale til kvinder på alle breddegrader og i alle samfundslag, og man misforstår det, hvis man kun tror, man kan få noget ud af ”Sex and the City”, hvis man går i Louboutin-sko.

"Meget mere end sko"

De fire veninder bliver nemlig udsat for prøvelser og dilemmaer, der kræver refleksion, så de vokser som mennesker. Det giver modspil til den lækre indpakning og giver serien dybde, mener Iben Albinus.

– Jeg er så træt af, at ”Sex and the City”- seere er blevet beskrevet som dumme gæs eller hysteriske, rabiate kvinder. Den handler om så meget mere end sko. Det helt store tema er selvrespekt, og at der som udgangspunkt ikke findes noget rigtigt og forkert kvindeliv. Og så er det en kærlig opfordring til at nyde det skide liv. Og have det fabulous.

LÆS OGSÅ: Her er de bedste tv-serier