Opdragelse: En god mor tør sige NEJ
Vi gider ikke skændes med vores børn. Vi vil hellere hygge os, end at opdrage. Derfor kommer vi til at sige ja til ekstra is før maden, og pludselig ryger der 100 principper i hyggens navn. Mediernes dom er klar: Vi er en generation af konfliktsky forældre.
Hyggeligt er det også – lige indtil Hector, fire år, nægter at sætte gaflen i det omhyggeligt udførte børnevenlige måltid og erklærer: ‘Jeg vil ikke have lasagne. Jeg vil have en rugbrødsmad’. Der bliver stille, mens jeg kæmper med mig selv. Fra den anden side af bordet mimer min papmor med et udglattende udtryk, at det er okay. Min udvej! For hvor har jeg lyst til at stikke ham en flad med leverpostej, blæse på principper, glemme alt om gode manerer. Jeg ved jo, hvad der venter, hvis jeg holder på, at han skal spise sin mad: farvel hygge, goddag meltdown.
Men jeg mander mig op. ‘Du skal spise den mad, der er på bordet.’ Det koster femten minutters skrig, skrål og surmulen, og jeg er nødt til at forlade bordet med lillemanden under armen og de øvrige gæsters øjne i nakken. Til sidst siger han: ‘Okay. Jeg vil gerne spise min mad nu.’ Bagefter er jeg ret stolt. For det har været en proces at nå hertil, hvor jeg med (nogenlunde) sindsro holder fast i det, jeg siger – uden at forhandle eller gå på kompromis.
Faktaboks
En Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske har vist, at kun hver fjerde forældre aldrig forhandler med sit barn. Fire ud af ti forhandler en eller flere gange om ugen om blandt andet internetforbrug, sengetider og måltider, og hver tiende gør det dagligt.
Kilde: B.dk
LÆS OGSÅ: Opdragelse: Lær dit barn at være optimist
Det er så meget nemmere at vælge hyggen frem for konflikten. Nu er vi endelig sammen, og (nogle andre) har investeret tid og kræfter i, at vi skal have det rart. Det er ovenikøbet ferie. Vi orker ikke ufred, uhygge, sure miner. Så bliver vi pleasende og udglattende. Eller, sagt mindre flatterende: Vi bliver konfliktsky.
Opdragelsen flyder
Hvis du ikke kender til ovenstående, hører du til en sjælden race blandt nutidens forældre. I en undersøgelse foretaget for Søndagsavisen af analyseinstituttet Interresearch svarer 51 procent af de adspurgte forældre, at de giver efter for deres børn. Ligesom en Gallup-undersøgelse for Berlingske har vist, at kun hver fjerde forælder aldrig forhandler med sit barn.Det er noget skidt, mener børnepsykologer, familievejledere og børneforskere, som ofte advarer om det, de oplever som en stigende tendens til, at vi i harmoniens hellige navn lader opdragelsen sejle. Når man tænker efter, er det egentlig mærkeligt – at et voksent menneske tillader et lille bitte barn at hundse rundt med sig. Ikke desto mindre lader vi det ske, er Lisa Federspiels erfaring. Hun har været pædagog i 12 år og har ved siden af sit job i Solrød Kommune bloggen Pædagogmor.dk. Små forældrekrumspring for at få dagligdagen til at køre gnidningsfrit er et ikke ualmindeligt syn på hendes arbejdsplads.“En klassiker er den med legetøjet om morgenen. Det sker jævnligt, at en mor kommer hen til mig og siger: ‘Han ville altså have den her bil med i dag …’ Så sender hun mig det dér blik – hun ved jo godt, at der er legetøjsdag om fredagen, men orkede ikke konflikten på vej ud af døren,” fortæller Lisa Federspiel.“Om eftermiddagen oplever jeg børn, der kører rundt med deres forældre, inden det lykkes at komme ud af døren. Vi kunne godt efterlyse lidt mere ‘hoved-og-røv-princip’, hvor man bare hanker op i sit barn og siger ‘ved du hvad, nu går vi!’.”LÆS OGSÅ: Opdragelse: Stå fast, kære mor!Én ting er dog, hvordan Lisa Federspiel som pædagog ønsker sig virkeligheden. I vuggestuen eller børnehaven, hvor få voksne skal have tingene til at køre med rigtig mange børn, er der faste rutiner og regler for det meste. Helt på samme måde kan hjemmet ikke være indrettet, indrømmer pædagogen, som selv er mor til to.“Jeg kender det godt fra mig selv. Man står på vej ud af døren med én hånd i madkassen og én hånd i makeup-skuffen, arbejdsgiveren venter, og så lyder det: ‘Moar, må jeg …?’ Så kommer usikkerheden snigende, for den havde man ikke lige set komme. Også er det nærliggende at give efter,” erkender hun.Dulmer dårlig samvittighed
Fair nok, at vi indimellem bliver overrumplede af vores børns mange forespørgsler. Mere problematisk er det, når vi vakler i de sager, vi faktisk har taget stilling til. For at tage mit eget eksempel: At man skal spise det, der er på bordet. For to år siden var jeg muligvis gået i køkkenet og havde smurt den f****** rugbrødsmad, da min søn gav mig mulighed for at forhandle mig frem til en fredelig løsning. Det havde været den letteste, mest behagelige vej uden om en potentielt eksplosiv situation.Og vi er mange, der vælger den vej lidt for ofte, mener familiecoach Pia Beck Rydahl, som holder kurser og foredrag for forældre gennem coachingvirksomheden Hverdagens Helte. Hun får utallige henvendelser fra forældre, som gang på gang hejser det hvide flag og giver efter i stedet for at tage konflikten. Ofte handler det om en nagende følelse af, at vi ikke gør det godt nok, mener hun.“Dårlig samvittighed, for eksempel over, at vi har for travlt i hverdagen, betyder, at mange forældre helst vil undgå konflikter. Hvis du har følt dig meget fraværende, har du en tendens til at ville lappe på det, når du endelig er sammen med dit barn. Indeni lyder det: Nu skal vi give den fuld gas med nærvær og indhente det tabte. I det billede passer konflikter ikke særlig godt,” eksemplificerer familiecoachen.LÆS OGSÅ: Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?Samtidig ligger det i tiden, at det at være mor eller far ikke er venstrehåndsarbejde. Vi vil ikke bare være normale forældre, vi vil være verdens bedste forældre, og vores børn skal have verdens bedste barndom. Det rimer dårligt på ‘nej’, ‘du må ikke’ og ‘stop’.“Vi har skruet forældreskabet op til, at vi skal være ekstraordinære. Det skaber et glansbillede af, at tiden med vores børn ikke blot kan være almindelig; den skal være helt særlig, speciel og hyggelig. Derfor søger vi harmoni og tillader groft sagt kun rare følelser, glade børn og god stemning. I den kontekst er der ikke plads til det leverpostejsagtige og menneskelige, som hører naturligt med til livet, og det er ærgerligt,” siger Pia Beck Rydahl.Ingen rammer = frustreret barn
Ja, det er. Ærgerligt for os voksne, fordi vi ikke viser, hvem vi egentlig er. Personligt bliver jeg irriteret på mig selv, når jeg forvandler mig til en slags gummimor, som bøjer i den retning, mine unger skubber. Hvad værre er: Har jeg givet dem lov til at træde over mine grænser tilstrækkelig mange gange, bliver jeg til sidst så indebrændt, at jeg eksploderer over en bagatel, som at de igen ikke har stillet deres sko på plads.Så står de der, betuttede og uforstående – for hvorfor skulle de stille skoene på plads, når nu de forsvandt ind i skabet helt af sig selv de seneste tre dage? Det kan være svært at forstå for en lille størrelse, forklarer Else Buhl, som er familievejleder og martemeo-terapeut.“Hvis du ikke er tydelig, kan det resultere i børn, som bruger rigtig meget energi på at finde ud af, hvor rammerne er. Det er frustrerende ikke at vide, hvad mor og far står for,” forklarer hun.LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!“Hverdagen skal ikke være uden rammer, for der er jo mange ting, vi synes, børn skal og ikke skal, og det giver dem ro og tryghed at vide, hvilket felt de kan agere inden for,” siger hun.Er vi ikke klare omkring, hvordan vi gerne vil have tingene til at køre hjemme hos os, kan det på længere sigt have den stik modsatte effekt af den harmoni, vi efterstræber ved at undgå konflikterne.Bliver for svært senere i livet
Faktaboks
FN’s Konvention om Barnets Rettigheder – eller Børnekonventionen, som den bliver kaldt – blev vedtaget på FN’s generalforsamling i 1989. Den er udtryk for en enighed om, at børn skal respekteres som individer og selvstændige personer med politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Ud over at sikre børns rettigheder til mad, sundhed, et sted at bo, skolegang og beskyttelse mod krige, vold og misbrug sikrer konventionen børns ret til medbestemmelse, indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed. Kilde: Boerneraadet.dk
“Længere fremme i livet – i skolegården, i venskaberne og engang i jobbet – vil dit barn møde interessekonflikter hele tiden. Derfor er det afgørende at lære at magte dem,” forklarer Else Buhl. “Hele familien vil heller ikke det samme hele tiden, og når du anerkender, at sådan er det, lærer dit barn, hvordan man mestrer at lide afsavn og indgå kompromiser, og hvad man gør, når man ikke kan få det, som man vil have det.”
Hvis dit barn ikke lærer det, fra han er lille, bliver det svært for ham at håndtere senere i livet. Else Buhl forstår dog udmærket, at det er svært for os forældre, som står midt i det. I en tid, hvor den autoritære pædagogik er dømt ude, mens den anerkendende pædagogik er hot stuff, bliver man hurtigt rundforvirret. Hvordan forstår, respekterer og anerkender vi vores børns behov, samtidig med at vi markerer tydelige grænser?
“Der hersker måske en misforståelse af, hvad det vil sige at have en anerkendende tilgang til sit barn,” siger Else Buhl.
Anerkendelse er nemlig ikke det samme som eftergivenhed. Dit barn har brug for, at du viser forståelse for hans behov og følelser; at du anerkender, hvordan han har det lige nu og her. Hvis du kan give ham den forståelse og samtidig holde fast i det, du mener er bedst i den pågældende situation, er det ideelt.
LÆS OGSÅ: Opdragelse: Slip dit barn fri
“Vil dit barn have en is inden spisetid, må du sige, at du godt kan forstå, at det kunne være dejligt. Men at han ikke får is nu, for I skal spise. Og så acceptere de vrede følelser, det eventuelt resulterer i. Dit barn har brug for din forståelse af, at det er ‘øv’, når man har så meget lyst til en is. Kunsten er, at det ikke blot er ord, du lirer af. Du skal mene det helt ned i maven – det er deri, anerkendelsen ligger, og det er forudsætningen for, at du kan hjælpe dit barn videre.”
Da børn fik medbestemmelse
På papiret er det til at forstå. Men når jeg står i situationen, og min syvårige udtrykker et brændende ønske om at komme senere i seng, bare i dag, fordi hun vil gerne vil lave sin (vildt flotte og kreative) tegning færdig, kan jeg vitterlig godt forstå hende. Men er hendes behov så stærkt, at hun skal hun have lov? Det dilemma gør mig snarere til et produkt af min tid end til en ubeslutsom forælder, mener professor i barndomsforskning på RUC Jan Kampmann.Forældreskabet vakler nemlig i en konstant balancegang mellem på den ene side at give vores børn medbestemmelse, på den anden side at sætte grænser. Det har det gjort siden 1970’erne, hvor en ny pædagogisk strømning, der gik ud på at tage hensyn til ‘barnets perspektiv’, overtog det gamle ‘de voksne ved bedst’. Vi gjorde børnene til eksperter i deres eget liv, og den tendens blev juridisk stadfæstet med FN’s børnekonvention fra 1989, som tildelte børn nogle rettigheder – blandt andet retten til medbestemmelse og medindflydelse på deres eget liv. Det har ifølge Jan Kampmann kompliceret forholdet mellem generationerne.“Vi er blevet nødt til at inddrage børnenes synspunkter og vurderinger, meget mere end vi skulle før, og det sætter os i et dagligt dilemma: Vi skal betragte vores børn som sårbare størrelser, der har brug for vores beskyttelse, men også som kompetente og demokratiske medborgere. Det betyder, at hver gang vi tager beskyttelseshatten på, så får vi dårlig samvittighed over, om vi giver plads til vores børns meninger. Når vi lader dem få indflydelse, tænker vi omvendt på, om vi nu tager nok ansvar for dem og beskytter dem ordentligt,” forklarer professoren.Holdningsskiftet gennemsyrer ikke bare familierne, men også institutionerne, mener Jan Kampmann. Helt ned i børnehavealderen er der en forventning om, at børn skal være kompetente. Jeg behøver ikke at lede længe for at finde eksempler fra min egen hverdag. I min søns børnehave bliver han for eksempel inddraget i demokratiske beslutninger, hvor han ved håndsoprækning markerer, om han synes, udflugten skal gå til naturlegepladsen eller skoven.LÆS OGSÅ: Motorik: Få en sund balanceOp til skole-hjem-samtalen i min datters klasse skal hun lave en ‘selvevaluering’, hvor hun vurderer sin indsats i klasselokalet. Ligesom hun, i en alder af syv år, forventes at have tanker om sit fremtidige uddannelsesvalg. Når vi forældre i medierne bliver beskyldt for at lade vores børn bestemme for meget, peger pilen altså ikke alene på os, men i lige så høj grad på institutionerne og samfundet.“Har vi sagt a, må vi også sige b. Når vi forventer, at vores børn tager ansvar og er villige til at træffe beslutninger, må vi også tage deres udsagn alvorligt og betragte dem som relevante og ligeværdige forhandlingspartnere. I den sammenhæng kommer man ikke langt med ‘fordi jeg siger det’-replikken,” konstaterer Jan Kampmann.Opdragelse er ikke et maskineri
Det er svært at være uenig i, at børn skal behandles som selvstændige individer og ikke bare en forlængelse af deres forældre. Men når det bliver uklart, hvem der egentlig har ret, er det måske ikke så mærkeligt, at vi styrer uden om konflikterne. Med det resultat, at der indimellem hersker total børneanarki i de små hjem. Den tilstand har fyret op under en hel industri af selvhjælpsbøger, tv-programmer, magasiner og coaches, som uddeler tips og tricks til at få styr på ungerne. Problemet er blot, at mens de tilsyneladende hurtige løsninger ser nemme ud på tv, er virkeligheden langt mere kompleks.
“Vi får et billede af, at opdragelse er et maskineri; teknikker, vi kan lære, som får maskinen til at fungere igen. Men du kan ikke se tre afsnit af Supernanny og læse en gør-det-selv-bog, og så har du svaret. Børn er ikke maskiner, og forældre er ikke mekanikere,” siger Jan Kampmann.
Han mener, at selvhjælpsbølgen og ekspertvældet efterlader os et endnu mere håbløst sted, end vi startede. Når vi oplever, at vi gør præcis, som Supernanny sagde, men ungen stadig hopper ud af sengen for tiende gang efter puttetid, må vi nemlig for alvor være mislykkedede. Så ligger det lige for at droppe projektet. Stikke reglerne skråt op, overgive sig til udmattelsen, trætheden og trangen til at genoprette harmonien. Og sige: ‘Okay, så bliv oppe og se en tegnefilm på Netflix!’ Du får ret, jeg får fred.
Freden er blot ikke meget værd, hvis resultatet er frustrerede børn, konstant søgende efter grænser for deres gøren og laden. Familievejleder og martemeo-terapeut Else Buhl forventer ikke, at vi bliver verdensmestre i at markere rammer og være tydelige med et snuptag, men for vores egen og børnenes skyld vil hun gerne have os til at starte et sted.
LÆS OGSÅ: Har du lyttet (sådan rigtigt) til dit barn i dag?
“Giv dig selv lov at være i en proces, hvor du måske ikke tager de store krisesituationer, og det hele koger over, men øv dig i det små. Ellers kan du hele tiden have dårlig samvittighed over ikke at gøre det godt nok. Gode forældre er dem, der gør sig erfaringer og prøver at skabe forandring hen ad vejen,” fastslår hun.
Det er faktisk befriende at høre. For ja, jeg har slækket på principper, droppet aftalte regler og sagt ja, når jeg mente nej. Fordi det har taget tid at finde mit ståsted i hver en lille afkrog af dagligdagen med to selvstændige og viljestærke børn. Helt i mål kommer jeg måske aldrig, men jeg øver mig. Og kommer tættere på hver dag.
Kilder: Eksperter til forældre: Tag magten over børnene tilbage, Berlingske, 2012, Undgå de
værste synder i børneopdragelsen, Søndagsavisen, 2011, Staten kræver evidensbaserede
forældre af Jan Kampmann, Information 2012, Opdragelse er blevet noget, man forhandler af
Per Schultz Jørgensen, Information 2012 samt Retsinformation.dk
Vidste du, at …
… 87% af alle forældre finder det vigtigt, at deres børn har medbestemmelse.
Kilde: Sondagsavisen.dk
Faktaboks
Sig ja til dit barns nej: Vi har spurgt forfatteren
Erik Sigsgaard er cand.pæd., forsker, foredragsholder og forfatter og har netop udgivet bogen Om børn og unges nej – farvel til lydighedskulturen. En bog til voksne, der vil leve i demokratisk samvær med børn. (Forlaget Tiderne Skifter, 184 s., 250 kr.)
Hvorfor siger børn nej?
Fordi børn er i de voksnes vold. Når man er i andres vold, søger man sin frihed. Hvis der er for mange ‘skal’ i dit barns liv, kan hans nej være udtryk for, at han føler sig kommanderet med. Allerede længe inden dit barn er i stand til at sige ordet nej, men første gang vender hovedet væk fra brystet, fordi han ikke er mere sulten, træder han i karakter og viser, at han har sin egen vilje. Det er vigtigt, at vi voksne fanger og fatter barnets nej – og forstår det i al sin positive betydning.
Hvordan lytter man til sit barns nej – uden at give efter?
Ved ikke straks at nedkæmpe nej’et uden at forholde dig til det. Lyt til det, dit barn siger – så han kan mærke, at du hører efter. ‘Jeg kan godt forstå, at du gerne vil lege videre, men det kan vi ikke nu. Vi kan gøre det i eftermiddag.’ Hvis din datter ikke vil have regnbukser på, så foreslå for eksempel, at I sammen går ud og mærker, om det regner. Så bliver det i højere grad ‘vi’, der bestemmer, i stedet for mor, der siger ‘du skal’. Jo mere du kan stille dig ved siden af i stedet for over for dit barn, jo fredeligere går det. Det er ikke det samme som blot at sige ‘så gør vi, som du vil’. Du er ikke slatten, fordi du lytter til dit barns nej, men en voksen, som tager ansvar for, om situationen skal udvikle sig til Ukraine-Rusland eller til en fælles, ligeværdig beslutning.
Skal børn ikke bare gøre, som voksne siger?
Børn er ikke hunde, der skal klappes, når de er lydige. Tværtimod er det vigtigt, at vi kan holde fast i nærheden og kærligheden, også når vores børn siger nej. Dit barn har ret til, at du prøver at forstå og respektere, at det synes noget andet. Ligesom du gerne vil have, at din datter tager dig alvorligt, når du siger noget til hende. Der skal være gensidighed.
Hvad giver det børn på længere sigt, at de har lært at sige nej?
De fleste ønsker for deres børn, at de bliver selvstændige mennesker, der kan handle aktivt, tage ansvar for sig selv og sige fra – for Sig ja til dit barns nej eksempel i forhold til mobning eller en urimelig kæreste. Som tør sige nej, selv om andre siger ja. Du styrker dit barns evne til at regulere sig selv og fornemme, hvad det har brug for, ved at lytte til det, allerede fra det er ganske lille. Opdragelse er ikke kun noget, vi skal gøre; det er lige så meget at være opmærksom på, hvor vi kan give slip og undlade at gøre noget.