Benedikte Kiær: Jeg bebrejdede mig selv for de spontante aborter

Benedikte og Lars mødte hinanden gennem fælles venner, da hun var 37, og han var 32. På et tidspunkt hvor ønsket om at få børn ikke var et, Benedikte Kiær ‘havde rendt rundt og puttet med’, som hun selv udtrykker det. Lars har sønnen Simon, der i dag er 15 år, fra et tidligere forhold, og han og Benedikte blev hurtigt enige om, at de gerne ville være endnu flere i familien.

– Når man er ung, kan man jo det hele, og i min generation var der ikke nogen, der talte om, at det rent faktisk kunne være bøvlet at få børn. Jeg troede aldrig, det ville blive et problem. Jeg var i et forhold i starten af mine 30’ere, hvor jeg blev gravid og tabte barnet. Men realiteterne – hvor stor en udfordring det rent faktisk kan være – gik først op for mig, da Lars og jeg mødte hinanden og blev meget målrettede i forhold til at få børn, fortæller Benedikte Kiær en formiddag i familiens hjem i Helsingør, imens Lauge pludrer løs på hendes arm.

Hvorfor lige mig?

Hvis Benedikte Kiær havde været 20 år yngre og haft nemt ved at blive gravid, havde hun været sådan én, der fik mange børn. Det kan den 46-årige helsingørborgmester sige uden at blinke.– Jeg har selv seks søskende – en hel og fem halve – og der er børn og børnebørn over det hele, og jeg elsker, at jeg har en stor familie. Men det at mine søskende havde fået børn, var også med til at gøre spørgsmålene ‘hvorfor kan jeg ikke?’ og ‘hvorfor lige mig?’ endnu større.Benedikte husker, at hun og Lars havde forsøgt at blive gravide i et års tid, da en af hendes gode veninder skubbede venligt på.LÆS OGSÅ: De 5 mest hyppige tegn på abort– Hun sagde ligeud, at hvis vi endnu ikke var blevet gravide, skulle vi se at komme i gang med at få noget hjælp. Og det gjorde vi. Først med insemination hos min gynækolog, så med reagensglasbehandling på Rigshospitalet og siden hos en privat fertilitetsklinik.Vi blev gravide flere gange – men mistede barnet hver gang, fortæller hun og stopper op et øjeblik for at komme i tanke om det nøjagtige antal spontane aborter. Fem, når hun frem til – hvis hun tæller dem, de opdagede og kender til. De nåede at være spændte mange gange. Og når det ikke lykkedes, blev de begge enormt kede af det. Indimellem på en måde, der for Benedikte føltes som små kulsorte øjeblikke.– Sommetider bebrejdede jeg mig selv, at vi ikke var blevet gravide, og tænkte, at det var fordi, jeg havde løbet en tur, drukket et enkelt glas vin eller glemt at spise folinsyre. Så var Lars heldigvis god til at sige ‘stop, stop, stop. Du skal ikke gå ud af den vej. Du kan ikke gøre mere end du gør, og du gør alt det rigtige’, uddyber hun.LÆS OGSÅ: Spis dig til en bedre fertilitetOmtrent 15 hormonbehandlingsomgange nåede Benedikte igennem i løbet af syv år, og undervejs blev hun lidt af en ørn til at manøvrere i perioder med sommetider to-tre hormonsprøjter om dagen. Hun vænnede sig endda til, at hendes maveskind indimellem lignede en gammeldags nålepude.– Behandlingerne var ikke noget, jeg involverede mine kolleger i, så det gjaldt om at finde steder, hvor jeg kunne stikke mig, uden at det blev bemærket. Sommetider måtte jeg også finde på undskyldninger, så jeg kunne nå at køre hjem forbi. De nemme sprøjter, der var klar til brug, kunne jeg tage på toilettet, men jeg kan huske, da jeg var minister, hvordan jeg på et regeringsseminar sneg mig op på værelset efter middagen og blandede hormonvæsker i mit eget lille transportable ‘medicinskab’, fortæller Benedikte, der også har taget bagsædet af ministerbilen i brug flere gange.– Min chauffør vidste godt, hvad der foregik, siger hun med et smil.

Nej tak til sommerrosé

Benedikte Kiær foretrækker at have godt styr på tingene. Ikke mindst når det gælder arbejdslivet, hvor hun har været chefkonsulent i det private erhvervsliv, bestridt posten som socialminister fra 2010-2011. Siden januar 2014 har hun siddet i borgmesterstolen i Helsingør kommune.Hun er typen, der er tilhænger af de gode forklaringer – og netop derfor var noget af det mest frustrerende ved barnløsheden også det faktum, at lægerne ikke kunne give hende og Lars et bud på en årsag. Alt så ud til at være i den skønneste orden med dem begge, og i stedet for de målrettede råd, de havde håbet på, måtte parret famle sig frem i junglen af generelle fertilitetstips. Fra alkoholafholdenhed og ‘spis dig gravid’-kure til zoneterapi, akupunktur og massage.LÆS OGSÅ: Når man vælger at få sine børn alene– I de perioder, vi var under behandling, tænkte vi over at leve sundt og indrettede vores liv efter det. Det betød for eksempel nej tak til sommerrosé på terrassen, og hvis Lars blev ramt af en forkølelse, måtte vi springe over en behandling og vente nogle måneder, før vi kunne komme i gang igen. Det var enormt praktisk og meget lidt romantisk, siger Benedikte Kiær, der ikke er i tvivl om, at hendes og Lars’ fælles stædighed og kampgejst har været afgørende de mange gange, hvor livsomlægningerne ikke gav pote, og de endnu en gang skulle forny babyhåbet.– Ønsket om at få et barn er aldrig blevet et projekt, der har overtaget hele vores liv. Vi har haft vores normale liv ved siden af og været rigtig gode til ikke at hidse hinanden op og sige ‘nu er den der!’. Der er ingen tvivl om, at vi kæmpede og var villige til at gå langt. Men vi har altid set på det meget nøgternt og prøvet os frem, stille og roligt, og det, tror jeg, er vigtigt, forklarer hun og beskriver, hvordan de sommetider har tacklet de svære situationer:– For os har det handlet om at flytte fokus, væk fra det triste og hen mod noget rart, for eksempel en god middag og tid til at hygge os. Ligesom vi i dag gør med Lauge, når han bliver sur. Så skynder vi os at flytte fokus, siger hun og smiler.– Vi har ikke dvælet ved skuffelsen og dyrket den. Samtidig har vi heller ikke gemt vores følelser og frustrationer væk, men været opmærksomme på at give udtryk for dem, snakke om dem – og så kigge videre: ‘Hvad er det næste trin? Hvad gør vi nu?’.

Gravid efter spontan abort?

Benedikte Kiærs historie om den insisterende kamp for et barn er speciel, men ikke enestående. Det blev hun selv klar over, da hun efter noget tid med behandlinger besluttede sig for at tale åbent ud om situationen og de forhindringer, hun og Lars sloges med.– Imens jeg var minister, havde jeg en oplevelse, som fik mig til at tage en beslutning om at være åben om det hele. Vi havde allerede havde været igennem nogle behandlinger, og jeg var ude at sige noget i medierne omkring daginstitutioner. En toneangivende politiker mente, at jeg ikke kunne udtale mig om den slags, når jeg ikke havde børn i en daginstitution, hvilket jeg blev ret knotten over. Jeg gav udtryk for, at jeg synes, man skal tænke sig om, når man prøver at ramme en anden politiker, fordi man risikerer at berøre noget, der er en sorg hos nogen. Og jeg fortalte, at vi hjertens gerne ville aflevere børn i en daginstitution – og havde haft det sådan i mange år på det tidspunkt, fortæller Benedikte Kiær.LÆS OGSÅ: Må børn være på kur?Hendes ærlige udtalelser førte til, at hun blev inviteret ind i Aftenshowet til en åbenhjertig snak om aborterne og hendes ulige vej mod forhåbentlig at blive mor en dag.– Jeg blev virkelig overrasket over, hvad det satte gang i. Dagen efter var min mailboks fyldt med henvendelser fra kvinder, der havde været igennem noget lignende og var så glade for, at der var nogen, der stillede sig frem og talte om det. Der gik det op for mig, hvor tabuiseret et emne barnløshed stadig er, og hvor mange der gemmer på følelser af skyld og sorg i forbindelse med for eksempel aborter, siger Benedikte Kiær.– Jeg tror, det er vigtigt, at vi som samfund bliver bedre til at tale om, at det ikke altid er nemt at få børn. Og at det er okay at få sine børn tidligt. Vi skal lade være med at tro, at det rette øjeblik opstår – for det kan ende med, at man ikke bliver gravid.

4.510 gram guldklump

Benedikte og Lars’ eget rette øjeblik indfandt sig endelig på en martsdag i 2015. Imens Benedikte Kiær stadig var i sit 46. år og endnu havde lov til at modtage fertilitetshjælp på dansk jord. Nogle år forinden havde parret taget en beslutning om at blive skrevet op på en adoptionsliste og havde så småt indstillet sig på, at de skulle gå adoptionens vej. Men da deres fertilitetslæge ringede dem op og tilbød dem det sidste skud i bøssen – en behandlingsmulighed, de ikke før havde prøvet – slog de til.– Vi blev enige om, at vi skulle prøve. For ellers ville vi fortryde. Men da jeg havde fået behandlingen, gik vi ikke i gang med at indrette børneværelse, og jeg tog heller ingen graviditetstest – selvom de efterhånden lå stablet i stakkevis på badeværelset. Vi havde ganske enkelt været for mange skuffelser igennem på det tidspunkt til at kunne tro helt på det, fortæller Benedikte.– Selv da lægen ringede mig op og sagde, at blodprøven slog positivt ud, så det baskede, var jeg forbeholden. Glad, men forbeholden, siger hun og mindes, hvordan hun var på strøgtur med en veninde, der blev rørt til tårer, da hun hørte nyheden.– Selv kunne jeg ikke lade være med at tænke ‘lad os nu se …’.Forbehold eller ej. Behandlingen virkede, og barnet blev i Benediktes mave, lige så længe det skulle.– Min graviditet med Lauge føltes fra begyndelsen meget anderledes end de andre gange, jeg er blevet gravid. Min lugtesans bliver enormt skærpet meget tidligt, og hvor jeg førhen har oplevet at reagere negativt på lugten af for eksempel blomstervand, føltes det pludselig skønt at kunne dufte alle de fantastiske forårsblomster, der sprang ud, husker Benedikte, der heller ikke har glemt, hvordan hun de første uger kunne ‘sove, sove, sove’ og knap nok var stået op om morgenen, før der måtte mad i maven.At der var noget på færde, var der ingen tvivl om.– I starten var vi helt vildt nervøse, og selvom en af mine veninder sagde ‘begynd nu at glæde jer’, havde vi først skuldrene nede, da jeg var i uge 16. Plus lidt mere, siger hun.Imens nervøsiteten aftog, voksede maven – så hurtigt, at de vordende forældre nærmest ikke kunne nå at berette den gode nyhed til de allertætteste, før lokalpressen havde fanget den. Og da tiden oprandt, hvor Lauge skulle gøre sin entré, var han så godt i stand, at han endte med at blive taget ved kejsersnit.– Han vejede 4.510 gram, og jeg havde en hård fødsel. Vi var i gang fra onsdag til lørdag. Men følelsen ved at få ham, den var fuldstændig fantastisk og helt ubeskrivelig. At stå der med det lille liv mellem hænderne var ‘hold da op, sikke et ansvar!’. Og jeg kunne mærke, hvordan der med det samme blev vakt et enormt omsorgsgen i mig, fortæller Benedikte, imens hun holder den selvsamme guldklump på armen og vrister et par sidste store smil ud af ham, inden det er puttetid.Benedikte nåede at fylde 46, mens hun var gravid, og diverse bemærkninger om, hvorvidt man kan have hendes alder og samtidig være en god mor, er kommet dumpende. I det små, heldigvis.– Da jeg havde født, var der en ­sygeplejerske, der kom med en tåbelig kommentar om, at nu var det jo ikke til at vide, om jeg kunne amme, fordi jeg havde gamle bryster – men gamle eller ej, de fungerede meget godt alligevel. Og jeg føler mig ikke som en gammel mor. Hvis nogen snakker om konfirmationer, kan det godt strejfe mig, at jeg er 60 år til den tid. Men der er ingen garantier for noget i livet, og generelt har hele denne proces lært mig, at man er nødt til at være der, hvor man er, og nyde det.Fordi Lars har prøvet at få barn før, og jeg har de joberfaringer, jeg har, tror jeg vi er ret groundede i vores måde at tackle tingene på. Hvad andre siger og gør, betyder ikke så meget, og vi er rigtig gode til at sige fra, reflekterer hun og bliver et øjeblik ved aldersemnet og et af de steder, hvor det betyder ­noget.– Min far er 88 og still going strong, men han vil nok ikke opleve, at Lauge bliver 18. Det kan jeg godt gøre mig tanker om indimellem. Og hverken Lars eller jeg har vores mødre. Min egen mor døde af kræft i 2007, og jeg har tænkt meget over, at hun ikke er her, efter jeg har fået Lauge. Hun vidste, hvor stort et ønske, det var for mig at få børn og ville så gerne opleve, at jeg blev mor, og det havde været skønt, hvis hun havde kunnet opleve Lauge, siger Benedikte og kigger kærligt på den lille fyr:– Ja, hun skulle have oplevet dig.

Borgmester med brystpumpe

Det er ikke kun Benediktes alder, der har givet anledning til et par løftede øjenbryn i hendes nye rolle som mor. Indimellem støder hun også på andres
– efter hendes mening unødige – tvivl om, hvorvidt hun kan kombinere sin karriere og et liv med børn.

– Nogen har stillet spørgsmålstegn ved, om mine 14 ugers barsel var ‘nok’. Men jeg har et job, der gør det svært for mig at være væk i et helt år, og vi er så heldige at bo tæt på min arbejdsplads, hvilket gør det nemt for Lars at komme forbi med Lauge – og nemt for mig at lægge vejen omkring hjem og amme på vej til et møde. Og så har brystpumpen også været i fuld sving, griner Benedikte.

Da hun og Lars mødte hinanden og fandt ud af, at de gerne ville have børn sammen, var Lars hurtig til at sige, at han gerne ville have en større del at forældreorloven end de 14 dage, som fædrene typisk tager.

– Grundlæggende har det, at vi er blevet flere, kun gjort mig stærkere som menneske, men min korte barsel betyder selvfølgelig nogle afsavn for mit
vedkommende, og det er til tider enormt bøvlet og hårdt – fordi jeg savner Lauge, og fordi baby og bryster skal være i nærheden af hinanden, fortæller Benedikte og mindes sin job-debut, da Lauge var 14 uger:

– Første dag jeg skulle på arbejde, var det særligt hårdt. Der peb jeg. At traske af sted imens Lars stod i døren med bettemanden på armen – det var hårdt. Det kan det stadig være, indrømmer hun.

I bund og grund er Benedikte et familiemenneske og har altid været det. Med alle de knubs, livet kan byde på, holder hun af at vide, at hun kan kigge tilbage og mærke, at der er nogen, der griber hende, hvis hun har brug for det. En tryg base og den sikre havn, som Lauge i dag er en vigtig del af.

– Der er ikke plads til ret meget andet end ham lige nu. Faktisk er der ikke plads til noget andet, smiler hun.

– Sådan er det, og det er helt vildt fedt. Jeg sagde for eksempel nej til ­Folkemødet på Bornholm i år. Fordi jeg ganske enkelt hellere ville være sammen med min dreng og min familie.

LÆS OGSÅ: Overvejer du at få et donorbarn?

LÆS OGSÅ: Blog: Kommer kæledyr i himlen?

LÆS OGSÅ: To fædre, to mødre, to børn – én familie