Blog: Du, min lille store dreng
Snart skal chefredaktør Mette Hovmand-Stillings søn starte i skole. Selvom der følger meget ængstelse med som mor, når man ser sit barn flyve langsomt fra reden, så er Mette samtidig fyldt med glæde og stolthed over, hvor meget han allerede er vokset som menneske.
Du stikker hele hovedet ind under vandhanen, fanger dit eget blik i spejlet, og begynder sirligt at rede håret. Fra den ene side af hovedet til den anden, uden at tørre det først. Om og om igen.
Du fanger de hår, der stritter, og lægger dem ned i en stram skilning uden at ænse, at vanddråberne løber ned ad dine kinder. Du er både lille og stor, som du står der foran vasken i strømpesokker på den hvide skammel i din fine skjorte. Den skjorte, du nøje selv har valgt ud til netop i aften.
Jeg betragter dig med hele min krop fyldt med kærlighed. Min dreng. På vej til din første fine fest alene, uden din far og mig. Børnehavens gallafest med bordkort, forret, diskotek og isbar.
LÆS OGSÅ: Thank you, Dora
Et træk på smilebåndet for os andre, men det allerstørste i din lille verden lige nu. I dag er du stor. Om en uge er du lille, når et helt nyt liv begynder for dig i skolegården. Og et helt nyt liv begynder for mig som mor til først et fritidshjemsbarn og så – efter sommerferien – et skolebarn.
Jeg er spændt på dine vegne og på mine egne. Begejstret for alle de nye ting, du skal lære og alle de nye venner, du vil få. Og ængstelig for, om du nu også kommer til at trives og blive glad.
Vi her været her før. Du og jeg. Og set alt det nye og ukendte i øjnene. Sammen. Fra jeg første gang mærkede dine spark i min mave og en form for kærlighed, jeg ikke vidste fandtes. Da vi sammen kæmpede for at få dig til verden i en fødsel, jeg aldrig troede, ville ende, og med usikkerheden, ængsteligheden, instinkterne og kærligheden som tætte følgesvende. De har været hos mig siden.
Da du var spæd og jeg i tvivl, om du fik mælk nok, sov nok, var for kold eller for varm. Da jeg langsomt lærte at lytte til dine behov og kende dine signaler og forskellige typer af gråd fra hinanden.
Da jeg begyndte at stole mere og mere på mig selv, og sortere I andres velmenende råd. Da du begyndte at kravle usikkert og siden gå. Da jeg for første gang skulle aflevere dig i andres hænder og stole på, at de ville give dig en god hverdag.
LÆS OGSÅ: Sådan får dit barn en god skolestart
Først i vuggestuen og siden i børnehaven. Da du fik de første venner, blev uvenner og gode venner igen. Da din lillebror kom til, og jeg følte et stik af dårlig samvittighed over, at du skulle dele min kærlighed med ham, og da han blev din bedste ven, allierede og ham, du savner allermest, når I er fra hinanden.
Da jeg kunne have dig på en arm til du nu må trække begge ben godt op under dig, for at passe i min favn. Da du begyndte at klatre så højt op i træerne, at mit hjerte i et øjeblik holder op med at slå.
Næsten seks år er der gået. Og se dig nu. Se, hvor modig du er. Hvor videbegærlig, du er. Hvor god en ven, du er. Jeg elsker dig. Altid. Også når du er vred, urimelig og gør dumme ting.
Sådan er det at være din mor. Kærlighed. Instinkter. Usikkerhed. Ængstelighed. Jeg slipper dem aldrig, men heldigvis har de flyttet fokus. Usikkerheden og ængsteligheden er skubbet i baggrunden. Ud på et sidespor. Ikke væk, men holdt i skak.
Sådan skal det være. Du skal nok klare den. Vi skal nok klare den. Min store dreng. På vej til sin første store fest alene. Og den sidste som børnehavedreng.
LÆS OGSÅ: Hvordan giver jeg mit barn selvværd?
LÆS OGSÅ: Leder: Kys hinanden!
LÆS OGSÅ: Blog: Hvornår bør man skifte skole eller institution?