Et halvt år efter branden på Svinkløv Badehotel: ”Vi kommer aldrig nogensinde til at glemme den forfærdelige nat”

Idyl. Den friske Vesterhavsvind får marehalmen i klitterne til at bølge og bukke sig i meditativt tempo. Solen skinner fra en klar, blå himmel, og hvide toppe danser på vandet, som bruser og skvulper og blander sig med lyden af ro. Det nordjyske landskab ved Jammerbugten ligner næsten et maleri.

Men midt i idyllen tårner en stor bunke af sort sig op. Forkullede senge, borde og stole ligger hulter til bulter ved siden af knuste tallerkener af fint porcelæn. Et nøgent strygebræt og et par madrasfjedre har givet efter for rusten, og resterne af en trappe truer med at falde samme oven i dyngen af sod, kul og uigenkendelige genstande, der alt sammen vidner om den brand, der i efteråret 2016 fik en kollektiv sørgetilstand til at brede sig over Danmark. Branden på Svinkløv Badehotel.

34-årige Louise Toft-Hansen kan se det hele fra sin stue. Gennem et panoramavindue har hun og hendes mand Kenneth Toft-Hansen udsigt over klitterne, havet og brandtomten.

– Jeg glæder mig virkelig til at få det fjernet, siger hun og stirrer ned på resterne af Svinkløv Badehotel.

– Hver gang jeg ser det, minder det mig om smerte og ødelæggelse, og når jeg går rundt dernede, får jeg nærmest klaustrofobi.

Branden på badehotellet har påvirket Louise og Kenneth mere end de fleste andre. For dem var Svinkløv Badehotel nemlig andet og mere end blot et historisk feriested. Det var deres arbejde, deres drøm og deres livsstil.

To år inden branden havde Louise opgivet sit liv i København for at flytte til Nordjylland – op til den mand, hun havde forelsket sig i. Sammen med Kenneth overtog hun Svinkløv Badehotel, og den 16. april 2016 fejrede de deres bryllup og skød samtidig gang i deres første sæson som værtspar på hotellet.

– Jeg havde sommerfugle i maven, og det var fantastisk endelig at kunne åbne dørene. Sæsonen gik bare derudaf, og da vinteren nærmede sig, glædede jeg mig til at lukke ned, så jeg kunne begynde at sy gardiner og gøre klar til næste sæson. Og så jeg kunne få lidt mere tid med Kenneth, for vi havde arbejdet rigtig hårdt hele sommeren, fortæller Louise.

LÆS OGSÅ: Louise fandt den store kærlighed på et badehotel

Røg i kælderen og råb i natten

Men Louise og Kenneth fik ingen fredelig tid, for natten til den 26. september blev der vendt op og ned på deres liv. Der var to uger til, at Svinkløv Badehotel skulle lukke ned for vinteren, og sent om aftenen sad de i sofaen og talte om deres første sæson som værtspar. Om hvor godt det var gået, og om hvor eventyrligt det havde været.

Når man kender den videre historie, er det næsten tragikomisk, at det lige netop var den dag, Louise og Kenneth gjorde status. For blot et par timer senere var Svinkløv Badehotel forvandlet til et flammehav.

Klokken var lidt over 24, da Kenneths telefon ringede med et alarmopkald – der var noget galt med en pumpe tæt ved hotellet. Svinkløv Badehotel havde fået nyt kloaksystem tidligere på året, og siden da var alarmen gået en del gange, så da de satte sig ind i bilen for at køre ned til pumpen, var de helt afslappede.

Men da de kom frem, var tingene ikke, som de plejede. Strømmen var gået. Og pludselig hørte Louise og Kenneth råb fra hotellet.

– Det lød, som om der var nogen, der råbte om hjælp, og jeg tænkte, at der måtte være en, der blev overfaldet. Det hele gik så stærkt, fortæller Louise, der straks løb over til hotellet sammen med Kenneth.

Selvom det i dag er knap et halvt år siden, husker Louise hele natten klart og tydeligt. Det første, hun lagde mærke til, da hun kom over til hotellet, var røgen. En stor tyk røgstribe væltede ud af et kældervindue. Samtidig var nogle gæster i morgenkåber på vej ned ad brandtrappen, mens de råbte for at vække resten af hotellet.

Det unge værtspar tænkte hurtigt. Kenneth løb ind på hotellet for at få gæsterne ud, mens Louise ringede 112 og fik tilkaldt brandvæsenet. Derefter fik de samlet alle gæsterne og ved hjælp af en gæsteliste kontrollerede de, at alle var kommet sikkert ud. Det hele foregik ganske fattet, husker Louise, der var imponeret over gæsternes evne til at bevare roen og hjælpe til.

– Det var ingen panik. Det er egentlig ret syret, men jeg var bare indstillet på, at det her skulle vi nok klare. Selvfølgelig skulle vi nok få slukket ilden – det var jeg slet ikke i tvivl om.

Et nådesløst flammehav

Kenneth og en af gæsterne forsøgte at slukke ilden med en skumslukker, men overlod arbejdet til de professionelle, så snart de nåede frem. Brandvæsnet bevægede sig ned til branden i kælderen, og imens beroligede Louise og de chokerede gæster hinanden.

Men så fik Louise øje på noget foruroligende.

– Pludselig kom der flammer ud af hoveddøren! Og dér gik alvoren op for mig. Det var jo et træhus. Det hele var træ! Jeg råbte til brandmændene, at de skulle skynde sig at komme, for det var jo her, ilden var, fortæller Louise, og panikken fra dengang sidder stadig i hendes stemme.

Noget af det eneste, der overlevede branden på Svinkløv Badehotel, var en bronzeskulptur af en dame, der slænger sig. Hun skal ligge i receptionen, når det nye hotel åbner.

Den aften var hun frustreret, fortæller hun. Frustreret over, at brandmændene ikke kom hurtigere op af kælderen for at slukke flammerne ved hoveddøren, men i dag ved hun, at kampen allerede var tabt på det tidspunkt. Ilden havde fået fat i væggene og spredte sig med hast fra det ene rum til det næste.

– Det var ”lost battle”, siger Louise.

Hun stirrer tomt frem for sig, og hendes øjne bliver blanke, mens hun lader ordene hænge i luften et øjeblik.

– I den situation føltes hvert sekund uendeligt, siger hun så.

Louise og Kenneth blev stående til langt ud på natten. Mens gæsterne blev genhuset eller kørte hjem, tog flammerne fuldstændigt over.

– Hotellet var bare ét stort bål. Det var så uvirkeligt, og ilden var så nådesløs. Brandmændene kunne lige så godt have stået med en vandpistol og sprøjtet på det – det var håbløst. Og jeg kunne ikke gøre andet end at stå og se på alt det, jeg langsomt mistede. Det var en frygtelig følelse, og det var uden sammenligning den værste nat i mit liv.

LÆS OGSÅ: Valnøddelagkage fra Svinkløv Badehotel

Kærlighedshær og varme tanker

Dagene efter branden husker Louise som en tåget tid. De første mange morgener vågnede hun og nåede at overveje, hvilket tøj hun skulle tage på til arbejdsdagen – inden hun kom i tanke om virkelighedens realiteter.

– Jeg var i en underlig trancetilstand. Mit hoved ville bare ikke indse det. Når vi ikke havde travlt med alle de praktiske ting, brugte Kenneth og jeg rigtig lang tid på bare at sidde i haven og kigge ned på resterne af Svinkløv. For at prøve at forstå, hvad der var sket, siger Louise, der allerede dagen efter branden inviterede hendes og Kenneths ansatte hjem i haven, så de sammen kunne få talt om tragedien.

Mens Louise, Kenneth og de ansatte kæmpede for at forstå, gjorde en stor del af Danmarks befolkning det samme. Svinkløv Badehotel har siden 1925 dannet rammen for tusindevis af ferier, og efter branden svømmede de sociale medier over med statusopdateringer fra chokerede og triste danskere, der alle havde et særligt forhold til badehotellet. Louise og Kenneth modtog også både personlige breve, mails, telefonopkald og blomster fra tidligere gæster.

– Det var helt vildt at mærke den omsorg. Det var som at have en hel kærlighedshær bag sig, og den støtte betød så meget for os. Vi var ikke alene, siger hun og tilføjer, at der også kom mange for at se brandtomten.

– For at være helt ærlig blev jeg først lidt irriteret og tænkte: Hvad kommer I dog her for? Men de gjorde det jo af kærlighed til Svinkløv, og det var dejligt at mærke, at vi havde nogen at dele sorgen med.

Svinkløv skal rejse sig på ny

Efter branden var der især to store spørgsmål, som Louise og Kenneth måtte have svar på: Hvorfor gik det så galt, som det gjorde? Og hvad skulle der ske nu?

Det første spørgsmål fik de svar på, da en skadesekspert kom på besøg. Branden skyldtes en defekt tørretumbler, konkluderede han, og for Louise var det en stor lettelse.

– Det ville ikke have været til at bære, hvis det havde været nogens skyld, og jeg trøstede mig ved, at ingen kunne have gjort noget anderledes. På samme måde mindede jeg mig selv om, at det vigtigste var, at ingen var kommet til skade, siger hun.

Det andet spørgsmål – spørgsmålet om Svinkløvs fremtid – kunne Louise og Kenneth ikke svare på alene. Siden 2015 har Svinkløv Badehotel nemlig været ejet af en fond, og kun fonden kunne afgøre, om det historiske badehotel skulle genopbygges.

Den afgørelse krævede dog ikke lang tids overvejelse fra fondens side, og allerede et par dage efter branden var formanden klar med en udmelding: Svinkløv skulle rejse sig på ny. Og da han i den forbindelse spurgte Louise og Kenneth, om de var med på at fortsætte som værtspar, var de ikke i tvivl.

– Det eneste, vi havde lyst til på det tidspunkt, var at få et nyt hotel. Jeg følte mig mere knyttet til stedet, end jeg på noget tidspunkt havde gjort før, og det var slet ikke en mulighed for os, at vi ikke skulle fortsætte. Vi ville bare i gang med det samme, for på den måde følte vi, at vi holdt liv i Svinkløv, fortæller Louise.

Ægteskabet sat på prøve

I begyndelsen af oktober 2016 meddelte fonden, at Svinkløv ville åbne igen i foråret 2018, men inden de kunne begynde at bygge et nyt hotel, var der tusindevis af praktiske ting, der skulle ordnes. De skulle have styr på forsikringen, lave en løsøreliste over alt inventar og ikke mindst planlægge det nye byggeri ned til mindste detalje, hvilket de endnu ikke er færdige med i dag.  

Det har været hårdt indtil videre, indrømmer Louise. Rigtig hårdt, og hun lægger ikke skjul på, at de første måneder var en stor udfordring for hendes og Kenneths forhold.

– Vi var jo helt ødelagte begge to, og vi var i en utrolig skrøbelig sindstilstand. Jeg følte, at jeg havde mistet alting, der var kaos inden i os, og vi var i krise. Kenneth var virkelig sendt til tælling, og vi havde vildt svært ved at tale om det, fordi vi var så kede af det, fortæller hun.

Da hun og Kenneth i november skulle på deres længe planlagte bryllupsrejse til Vietnam, var de derfor lige ved at aflyse. Ingen af dem havde lyst eller overskud til at tage af sted, men da billetterne ikke kunne refunderes, endte de alligevel med at gøre det. Og det var et rigtig godt valg – det er Louise slet ikke i tvivl om i dag.

– Vi blev mennesker igen på den tur. Vi fandt os igen. Selvfølgelig tjekkede vi vores mail hver dag for at holde styr på alt det derhjemme, men vi brugte også rigtig meget tid på at tale det hele igennem, og det blev nærmest en bearbejdningsproces. Vi kommer aldrig nogensinde til at glemme den forfærdelige nat, men vi fandt ligesom en plads til oplevelsen indeni og forenede os med, at det nu er en del af vores og Svinkløvs historie, siger hun og tilføjer:

– Og så gik det op for os, at hey – vi har stadig hinanden, og det er trods alt det vigtigste. Så skal vi nok klare alt det andet.

LÆS OGSÅ: Claudia Rex: "Min brors død lærte mig, at jeg skal gøre, hvad jeg vil og nyde hvert sekund"

Ånden lever stadig

Louise og Kenneth har nu været i gang med genopbygningsarbejdet i cirka fem måneder, og trods de oprindelige og optimistiske planer om kun at springe en enkelt sæson over, måtte de i starten af 2017 indse, at de ikke ville blive klar til at åbne før år 2019. 

– Vi havde håbet, at vi ville blive klar før, men det er simpelthen ikke muligt. Desværre, siger Louise og uddyber:

– Svinkløv er jo ikke et sted, man bare lige bygger. Det kræver virkelig mange overvejelser, for hvordan genskaber man lige et stykke danmarkshistorie? Vi er nødt til at gennemtænke hver eneste mulighed, og vi vil ikke gå på kompromis med noget.

Præcis hvordan det nye Svinkløv kommer til at se ud, er ikke afgjort endnu. Sammen med et byggeudvalg nedsat af fonden er Louise og Kenneth i fuld gang med at planlægge, tegne og udvikle. Det er en svær opgave, for ”Svinkløv Badehotel bliver aldrig det samme”, som Louise siger. Der vil altid være en tid før og efter branden, og det handler om at finde den rette balance mellem nyt og gammelt.

– Det må for Guds skyld ikke blive en dårlig kopi. Og det gør det heller ikke. For der er jo stor forskel på at bygge i 1925 og i 2017, og vi skal selvfølgelig udnytte den mulighed, vi har, og forsøge at bygge et hotel, der er endnu bedre for vores gæster og vores personale, siger hun og tilføjer:

– Men det skal stadig være Svinkløv. Det skal helt sikkert stadig være et træhus, og vi skal nok også have farvede stuer igen. For det er jo noget af det, der definerer Svinkløv. Vi er meget enige om, at vi skal holde fast i de grundlæggende værdier, og vi skal for eksempel ikke have wifi, minibar og fjernsyn på værelserne. Svinkløv er et fristed uden fine fornemmelser… siger hun og stopper midt i sætningen. Hun ryster på hovedet af sig selv.

– Jeg bliver ved med at sige ’er’, når jeg taler om hotellet. Men det er virkelig sådan, jeg har det. For ja, det kan godt være, at Svinkløv er brændt – men vi står stadig. Og ånden lever endnu.