Dating
SPONSORERET indhold

"Ingen sex på første date" – og 13 andre datingråd fra min farmor

Jeg er 27 år og single. Hvad kan min 86-årige farmor lære mig om dating?

Af:: Sara Wilkins Foto: Privat
10. feb. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Der er mange grunde til at beundre min farmor:

Hun stryger sit sengetøj og skriver julekort i hånden.

Fjerner rødvinspletter og holder planter i live usandsynligt længe.

Hun ved, hvordan man bedst bekæmper en forkølelse og får sprøde sværd på flæskestegen.

Hvordan man bager den perfekte vaniljekrans og undgår, at sovsen skiller.

Men vigtigst af alt har hun styr på det med kærligheden.

For Oda Knudsen er 86 år gammel og kunne for et par år siden fejre diamantbryllup med min farfar, som hun giftede sig med som 22-årig. Jeg husker, at vi skålede i champagne, da de kyssede hinanden og udvekslede et forelsket blik efter at have tilbragt 60 år sammen, side om side, hver eneste dag.

Privatfoto: Oda og Gunnar Knudsen, forelskede på en regnvejrsdag.

60 år. En imponerende bedrift for de fleste, men særligt for en 27-årig single som mig og resten af min flygtigt swipende Tinder-generation, der typisk kun dater hinanden i et par uger eller måneder, fordi vi hurtigt mister interessen, eller har lidt for travlt med vores eget selvrealiseringsprojekt til at investere noget, sådan rigtigt, i et fremmed menneske.

Derfor besøgte jeg min farmor en tirsdag aften i januar for at blive klogere på hemmeligheden bag et solidt parforhold, der varer længere end en tube tandpasta.

For selvom "date", "matches" og "swiping" er fremmedord for hende, og moderne dating-apps virker som et "fuldkommen vanvittigt" koncept i hendes ører, er jeg overbevist om, at hun kan lære mig og alle andre en ting eller 14 om kærligheden.

Efter et lynkursus i Tinder kom der i hvert fald nogle klare holdninger og datingråd på bordet.

Her er et uddrag fra vores samtale:

1. Et profilbillede siger ingenting

Når du sidder der og kigger, tænker du måske: "Ah, han ser ikke så godt ud", men han kan jo være ualmindeligt sød, selvom han måske ikke lige har sit udseende med sig. Han kunne jo være en dejlig mand, ikke? Som du så kasserer. I er så fikserede på, hvordan folk ser ud i dag, men giv dem dog en chance. Sådan et fotografi kan jo alligevel ikke sige noget.

2. Vær kritisk

Du kan meget nemt blive skuffet, Sara. For der er jo ikke nogen af dem, der skriver: "Jeg er en idiot", vel? De skriver bare: "Jeg er så dygtig, og jeg kan det og det, og jeg spiller fodbold" – eller hvad de nu laver. De sælger sig selv. Det er jo ligesom kødkvæg på et marked.

Privatfoto: Barnebarn giver farmor et lynkursus i Tinder.

3. Rent hår, rene negle og rene trusser

Hvis du skal møde en date, så ville jeg da sørge for at have nyvasket hår. Det sagde min mor altid: Rent hår, rene negle, rene trusser. Altid. Og så lidt læbestift. Så var man pæn.

4. Drik ét glas hvidvin

Jeg ved godt, at alkohol er moderne i dag, og at det giver lidt mere afslapning, men jeg ville aldrig gøre det, hvis jeg skulle ud og møde en fremmed mand. Jeg ville allerhøjst drikke et glas hvidvin, for det er mere elegant, og så ville jeg være klar i hovedet. Hvis du har fået to eller tre øl, er du så sikker på, hvad du har sagt i løbet af aftenen? Man kommer til at sige ting, man ikke ville have sagt. Du bliver også, hvis du er ædru, bedre til at se: Hvordan er personen, der sidder overfor? Man behøver jo ikke sidde og bælle i sig hele tiden.

5. Gå en tur i stedet for at hænge på en bar

Jeg ville tage kontakt til én af dem, som virker sød og har nogle friske interesser og skrive: "Jeg synes, det er hyggeligt, at vi har en samtale. Skulle vi gå en tur i Dyrehaven? Jeg elsker at komme ud i naturen. Vi kunne mødes ved Klampenborg St. og så kunne vi følges ad." Så går du en tur med ham, og så opdager du, om det er én, der er interesseret i sådan noget, eller det bare er én, der vil hænge på en bar.

Er det fordi, du mener, at det sender et forkert signal at mødes til øl på en bar, farmor?

Ja, det synes jeg. Det bliver en helt anden samtale med ham, hvis I går en tur. Alene det at komme ud i den friske luft giver jo en anden ro. Man kan snakke om alverdens ting, når man går. Der behøver man jo ikke snakke om sig selv, vel? Så kan man se på naturen og måske gå i biografen og se en film eller sådan noget. Jeg kan altså ikke lide det der på baren. Jeg synes, det er så fladt, Sara, undskyld jeg siger det.

Nej nej, det er en god pointe.

Det er jo en falsk måde at lære hinanden at kende på, fordi I tvinger hinanden til at vende vrangen ud på Jer selv. Og det kan man jo ikke nå på tre timer?

Du har ret, farmor.

Jeg synes, det er fuldkommen vanvittigt.

Det er lidt vanvittigt...

Man må jo føle sig mærkelig og tænke: "Det her gjorde jeg også i sidste uge, og der sagde jeg nøjagtig det samme, og det fører ikke til noget alligevel." Man sidder jo dér og snakker om noget, der måske slet ikke rager den anden, og hold da op! Det er da at spilde tiden.

6. Bliv medlem af en forening

Jeg ville melde mig ind i en sportsklub, hvis jeg var dig. Gå til noget andet i stedet for at stille dig op hver fredag på de samme barer. Da jeg var ung, gik jeg til gymnastik, håndbold, badminton, engelsk og folkedans. Jeg kan huske, at min mor og far sagde: "Du er aldrig hjemme undtagen om lørdagen, og der skal du til bal." Så jeg havde noget hver aften fem dage om ugen.

Og det var for at finde en mand?

Ja, sådan set. For at møde andre! Og i dag har I det for snævert, synes jeg. Fordi I kun går på de der dates. I skulle tage at blive medlem af en forening, gå til noget sport eller et sted, hvor I mødte nogle andre unge. Men det gør I jo ikke.

Privatfoto: Oda Knudsen blev gift som 22-årig.

7. Drop kram - giv hånd

I dag er det jo meget normalt, at man giver kram med det samme, men jeg ville være lidt tilbageholden. Jeg ville starte med at give ham hånden og sige hej, indtil du opdager, om det er noget. Også fordi jeg tror, at manden ville føle, at du var lidt mere stilig (stilfuld, red.), passede lidt på dig selv og ikke bare er sådan én, der overgiver dig med det samme.

8. Vær tålmodig

Når man sidder til sådan et idrætsbal, som vi gjorde dengang, så sad vi fra kl. otte til kl. to om natten, før det lukkede, og der nåede man at tale meget med folk. De kom over til ens bord, og så sad man og sludrede, men dengang var det jo også et lokalsamfund. Man kendte dem, der kom. Man vidste, hvem de var, hvem deres forældre var, og det er noget helt andet med dig, ikke?

Det er noget helt andet i dag, farmor. Vi kender ikke hinanden på den måde.

Du skal have tålmodighed, tror jeg, for der er jo også nogle mænd, der er lidt generte og ikke siger alt muligt lige med det samme. Og det er måske netop ham, der er den rigtige. Nu kender jeg jo din farfar, og han var meget tilbageholden. Her var det nok mig, der var den frembrusende, men det er jo også modsætninger, der mødes.

Tror du ikke, at farfar ville have svært ved at sidde på en date og sige "her er jeg" og lægge billeder ud af sig selv?

Det ville han aldrig gøre. Men hvis det nu var i dag, og jeg skrev og spurgte, om han ville med ud og gå en tur, så ville han fange den. Han elskede naturen.

Privatfoto: Oda og Gunnar Knudsen blev gift i 1953 og fejrede diamantbryllup 60 år senere.

9. Spørg aldrig om børn på første date

Jeg læste, at mange piger som det første spørger mændene, om de er interesseret i at få børn. Dét er da noget mærkeligt noget at spørge om på første date! Det er fordi, de kommer op i panikalderen og bliver skruk og gerne vil have børn, inden de bliver for gamle. Men det spørgsmål kunne jo få enhver mand til at flygte. Det er da noget, der skal komme med kærligheden.

10. Lad aldrig din date betale regningen

Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at lade en fremmed mand betale regningen. Jeg ville få følelsen af, at han forventede noget af mig. At han vil med hjem i kanen, som man sagde i gamle dage. Men jeg ved ikke, om det er sådan i dag, eller det bare er bekendtskab, man udveksler.

11. Gå ikke hjem i seng på første date

Han er ikke ordentlig, hvis han vil hjem i seng den første aften. Da jeg var ung pige, gjorde man ikke sådan noget. Der skulle man jo være forlovet først. Jeg ved godt, at tiderne har ændret sig, men for mig virker det altså forkert. Det er ikke fordi, jeg forlanger, at man er sammen i to et halvt år, før man bliver ringforlovet. Men det kan også gå lidt for hurtigt.

12. Skriv aldrig som den første

Det er ham, der skal ringe til dig og sige: "Ej, hvor havde vi en hyggelig aften. Gider du møde mig igen?" Så tror jeg, at der er noget ved det.

Mange kvinder i dag ville jo sige: "Jeg kan da ligeså godt skrive til ham, hvis jeg synes, at han er sød? Hvorfor skal jeg vente?"

Ja, men jeg tror alligevel, at man bliver mere interessant, hvis man holder sig lidt tilbage. Så tænker din date: "Hold da op, hun er i grunden sød. Sikke interessant hun er. Hun ringer ikke op til mig. Hende vil jeg da gerne møde igen." Det går aldrig af mode at være lidt tilbageholden.

13. "Hav et fortsat godt liv"

Hvordan skal man formulere en afvisning på en pæn måde, farmor?

Der kan du jo bare skrive til ham: "Det var vældig hyggeligt at være sammen den anden aften, men jeg kan mærke på mig selv, at det ikke skal være os to. Du må have et fortsat godt liv." For så
svarer du ham pænt, og så er der ikke mere dér. Man skal også passe på ikke at såre den anden.

14. Smil noget mere

Unge mennesker i dag smiler altså for lidt. Hvis du gik rundt i København og smilede lidt mere, kom der måske en ung mand forbi og tænkte: "Hold da op, hvor har hun et sødt smil". Dét er blikfang. For ved du hvad? Enten går I med næsen nede i det der mobiltelefon, eller også har I så forbandet travlt. En gammel kone som mig er jo ikke så interessant, men hvis jeg derimod møder nogle fra samme årgang, så smiler vi til hinanden. Så smil lidt mere. Det kunne jo være, at ham prinsen var lige dér i S-toget.

Sådan gik det til, da jeg lærte min farmor, hvordan Tinder fungerer:

Barnebarn: Hvis der er én, der ser sød ud, så kan jeg trykke på det her hjerte.
Farmor: Og hvad så?
Barnebarn: Hvis han så også trykker på det hjerte, når han ser mig, så kommer der et "match".
Farmor: Hvad betyder det så?
Barnebarn: Et "match" betyder..
Farmor: At I kan mødes? At I "matcher" godt?
Barnebarn: At vi "matcher" godt, præcis. Når det sker, så kan man skrive sammen. F.eks. ham her Emil, som er ét af mine matches. Han ser meget sød ud.
Farmor: Hvad laver han så?
Barnebarn: Det står der så ikke lige ved ham...

Privatfoto: Farmor er skeptisk

Barnebarn: Man kan også "swipe", hedder det. Det betyder at jeg kan køre til højre og se flere billeder af personen. Så kan jeg enten sige "ja" eller "nej" til vedkommende. Ham her Ulf siger jeg for eksempel lige "nej tak" til.
Farmor: Jeg synes da, han ser meget sød ud.
Barnebarn: Synes du? Jamen, jeg kan også godt sige "ja tak". Og så kommer der en ny op. Han hedder Kasper og er 28 år og læser på DTU.
Farmor: Ham kan man da ikke se!
Barnebarn: Ham ville jeg også straks sige nej til, fordi man ikke kan se ham. Og så er der ham her Anders på 26 år. I den grønne jakke. Det ligner, at han går til fodbold, og så er han ude at rejse, kan jeg se. Men man kan ikke rigtig se hans ansigt, fordi han har solbriller på, så det bliver et nej.
(Farmor griner): Så kan man bare fortsætte?
Barnebarn: Simpelthen. Ham her hedder Flabio, så han kommer nok fra et andet land. Han står på ski.
Farmor: Han har da en flot krop.
(Barnebarn griner): Dét har han.

Privatfoto: Farmor synes, at Tinder er "fuldkommen vanvittigt".

Farmor: Hvad laver han?
Barnebarn: Der står, at han bor i København, men at han er fra Tyskland.
Farmor: Han ser meget sød ud.
Barnebarn: Der står han i Nyhavn med en eller anden ven. Og så er der ham her Peter, som er kok, som jeg har skrevet lidt sammen med, men som jeg ikke har mødtes med endnu. Han er 33 år og fra England.
Farmor: Ej, du skal ikke have en kok. Det er dårlige arbejdstider. Musikere og kokke, sortér dem fra.