Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

6 lækre retter: Mad med krummer i
Foto: Line Thit Klein

6 lækre retter: Mad med krummer i

6 lækre retter: Mad med krummer i

Mira Arkin laver mad med krummer i, og giver dig her 6 lækre retter, hvor der er brød i, på og under.


Bagt fisk med sennep og krydderrasp med estragon

Til 4 personer


1 hel torskefilet
2 spsk. dijonsennep
1 hvidløgsfed
1 skalotteløg
75 g hvedebrød – gerne med kerner og skorpe
1 håndfuld frisk estragon
25 g smeltet smør
Salt
Hvid peber

Gå fisken efter for ben, og læg den på en bageplade med bagepapir på. Smør fiskens overside med sennep. Pil hvidløgsfeddet og skalotteløget, hak begge fint i en foodprocessor. Tilsæt brød og estragon, og hak det sammen til en grov krydderrasp. Bland den grove krydderrasp med det smeltede smør. Krydr med salt og peber. Pres krydderraspen fast på senneppen på fiskens overside, og bag fisken ved 225 grader i 12-15 minutter.
__________

Fortsætter på næste side...Spaghetti med ansjoser, peperoncini, kapers og sprøde brødkrummer
Til 4 personer


Olivenolie
10 ansjosfileter
2 hvidløgsfed
5 tørrede peperoncini
100 g kapers
1 håndfuld persille
½ øko-citron
Sort peber
500 g spaghetti

Pil hvidløgsfeddet, og hak det fint. Knus de tørre peperoncini. Rens persillen, og hak den groft. Varm 1 god sjat olie i en stor pande – medium varme. Kom ansjoserne i, og lad dem smelte ud i olien. Tilsæt hvidløg, peperoncini og kapers, og vend det sammen. Sæt en stor gryde vand over til pasta. Salt vandet godt. Kom pastaen i vandet, når det spilkoger. Hæld vandet fra pastaen, når den er al dente, og kom pastaen i panden. Vend det hele sammen med persille, revet citronskal og sprøde brødkrummer. Krydr med friskkværnet peber.

Sprøde brødkrummer

100 g hvedebrød
3 spsk. olivenolie
1 hvidløgsfed
Salt

Kør brødet til grove krummer i en foodprocessor. Fordel brødkrummerne ud over en bageplade på bagepapir og vend med olie og presset hvidløg. Drys med lidt salt og bag sprødt i ovnen ved 200 grader i 10 minutter.

Tip: Ansjosfileterne købes gerne i olie på dåse eller i glas, men kan være af meget forskellig kvalitet afhængig af pris, så se dig for. Peperoncini kan evt. erstattes med hele cayennepebre.Pariserbøf med hele molevitten og snydepickles
Til 4 personer


600 g tatarkød
4 skiver hvedebrød
Salt
Sort peber
1 stk. peberrod
1 stort rødløg
Smør & olie til stegning
4 spsk. kapers
4 æggeblommer

Del kødet i 4 portioner, form til 4 bøffer, og klem dem fast på brødskiverne. Krydr kødsiden godt med salt og peber. Skræl peberroden. Pil rødløget, og hak det. Varm smør og olie i en pande, og steg pariserbøfferne med brødsiden nedad et par minutter, til brødet er sprødt. Vend og steg videre på kødsiden ved middelvarme, til bøfferne er røde eller rosa – i 3-4 minutter. Anret pariserbøfferne med hakkede syltede rødbeder, løg, høvlet peberrod, kapers, snydepickles og æggeblomme på toppen.

Snydepickles

100 g blomkål
75 g skrællede gulerødder
50 g grønne bønner
Salt
4 spsk. cremefraiche 18 %
1 spsk. dansk sennep
1 tsk. karry

Del blomkål i små buketter, og skær gulerødder og bønner i små stykker. Kog alt mørt i godt saltet vand, sigt vandet fra, og lad grøntsagerne køle ned. Rør cremefraiche sammen med sennep og karry, og vend grøntsagerne i.
__________

Syltede rødbeder

2 kg rødbeder
Salt
1 l lagereddike
½ l vand
150 g rørsukker
6 nelliker
1 stang kanel
4 laurbærblade
1 tsk. hvide peberkorn

Vask rødbederne, og kog dem i saltet vand, til de akkurat er møre – i ca. 40 minutter, mere hvis de er meget store. Lad dem køle af, og gnub skindet af. Skær dem i skiver, og kom dem i sylteglas, der er pinligt rene. Kog en lage af de øvrige ingredienser. Lad den køle af, og hæld den på glassene med rødbede. Opbevar rødbederne på køl. De kan spises efter en uge.Landkylling med fyld af brød, bladselleri, æble og salvie
Til 4 personer


1 stor kylling
2 bladselleristængler
1 løg Olivenolie
6-8 salvieblade
Salt
Sort peber
1 æble
2 tykke skiver hvedebrød
½ dl mælk

Tag kyllingen ud af køleskabet, 1 time før den skal i ovnen. Skyl bladselleristænglerne, og skær dem i skiver. Pil løget, og skær det i tern. Varm et par skefulde olie i en pande, og steg bladselleri og løg ved mediumvarme. Hak salvien groft og kom i. Krydr godt med salt og peber og steg, til løgene bliver klare, men uden de bruner. Kom alt over i en skål. Skyl æblet, og skær det i tern med skal. Skær brødet i grove tern. Rør æble- og brødtern med mælk og de svitsede grøntsager, og kom fyldet i kyllingen. Pres det godt sammen, så den er helt stoppet. Luk kyllingen med kødsnor og snør dens lår sammen. Gnid til slut kyllingen i olie og salt, og steg den i ovnen i 1 time ved 200 grader.Rugbødsmysli med muscovadosukker og kerner
Til 4 personer


500 g rugbrød
100 g mandler
150 g mørk farin
50 g græskarkerner
50 g sesamfrø
100 g tørrede tranebær

Smuldr rugbrødet groft enten med fingrene eller i en foodprocessor. Hak mandlerne groft og bland sammen med rugbrød, farin, græskarkerner og sesamfrø. Bred blandingen ud i en stor bradepande med bagepapir på, og rist det i ovnen i ca. 20 minutter ved 190 grader. Vend det rundt halvvejs. Lad det køle af og kom så tørrede tranebær i. Kom myslien i en lufttæt beholder, når den er helt afkølet. Holder sig op til 14 dage.French toast med æble, timian-mascarpone og butterscotchsauce
Til 4 personer


2 æg
4 dl mælk
1-2 æbler
8 skiver hvedebrød u. kerner
Smør til stegning

Pisk æg og mælk sammen. Skær æblerne i meget tynde skiver uden kernehus, og klem 1 skive æble fast på brødene og dyp i æggeblandingen. Varm smør i en pande, og steg brødet med æblesiden nedad i 1-2 minutter ved middelvarme. Vend og steg færdig i 1-2 minutter. Servér med lun butterscotchsauce og timianmascarpone.

Timianmascarpone

½ vaniljestang
250 g mascarpone
1 spsk. flormelis
2 timiankviste

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og rør dem sammen med mascarpone og flormelis. Pluk blade af timiankvistene og rør i cremen.

Butterscotchsauce

75 g smør
125 g lys muscovadosukker
1 dl piskefløde
1 knsp. salt

Kog alle ingredienser undtagen salt sammen i 5 minutter. Smag til med salt. Lad saucen køle lidt ned inden brug – så bliver den tykkere.

Tip: Brødet til denne opskrift kunne med fordel være brioche.
__________

Rasp

Gem altid brødrester, og brug dem til hjemmelavet rasp. Blend brødresterne i en foodprocessor, og bred krummerne ud på en stor bradepande. Rist dem tørre og sprøde i ovnen ved 120 grader i 15-20 minutter.
__________

SE OGSÅ: 4 opskrifter med smag af dansk sommer
SE OGSÅ: 5 pizzaer: Klassisk og nynordisk