Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Adventskys

Adventskys

Mette Blomsterbergs adventskys

Hjemmelavet Adventskys

ca. 20 stk.
Print

Mandeldej
150 g blødt smør
50 g mandler
250 g mel
100 g flormelis
1 æg

Vaniljemarengs
½ vaniljestang
4 æggehvider (120 g)
150 g sukker

Forvarm ovnen til 100 grader.

Sådan gør du:

Mandeldej
Tag smørret ud af køleskabet i god tid, så det har stuetemperatur, når du går i gang.

Blend mandlerne til ”mel” i en blender og ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet dej. Stil dejen koldt ½ time.

Rul dejen relativt tyndt ud (3 mm) i lidt mel. Udstik dejen i små, krusede, runde kager, der er ca. 4 cm i diameter.

Bag kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir i 5 minutter og lad dem køle af.

Vaniljemarengs
Flæk vaniljestangen på langs og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas vaniljekorn og lidt af sukkeret sammen med kniven, så kornene skilles ad.

Pisk æggehvider og resten af sukkeret til sej marengs med en håndmikser. Kom det hjemmelavede vaniljesukker i og pisk det med.

Kom vaniljemarengsen op i en sprøjtepose med en stor stjernetylle i og sprøjt marengsen ud i fine ”kys” direkte oven på de afkølede mandelkager.

Bag adventskyssene i ovnen i 35-40 minutter. Lad dem køle af på en bagerist. Opbevar dem i ét lag i en tætsluttende beholder.

Tip: Tril den resterende mandeldej til en pølse med en diameter som en 5-krone. Stil pølsen i køleskab i ½ time og skær den ud i 1½ cm tykke skiver. Bag skiverne på bagepapir ved 190 grader, til de er let gyldne, og vupti … så er der mandel-småkager!

Se, hvad vi ellers skriver om: Sunde desserter og Dessert