Boller med krydderurter: Perfekt tilbehør til suppen
Durum/hvedeboller med friskhakkede krydderurter i dejen er delikat og mættende tilbehør til salater, supper og gryderetter. Brug dine yndlingskrydderurter eller bare dem, du har, men vær varsom med løvstikke og rosmarin, da de nemt kan overdøve de andre krydderurter.
Ingredienser
12 boller
Arbejdstid: 45 min.
Hævetid: 1½ time
Bagetid: 20 min.
Fryseegnede
Dej:
2¾ dl vand
15 g gær
150 g groft durummel
1½ tsk. sukker
2 spsk. olivenolie
3-4 spsk. hakkede krydderurter, f.eks. oregano, løvstikke, rosmarin, timian, persille, purløg
ca. 250 g hvedemel
1½ tsk. groft salt
2 spsk. olivenolie til pensling
Pynt: evt. friske krydderurter og spiselige blomster
Sådan bager du boller med krydderurter
1. Rør gæren ud i lunkent vand (maks. 37 grader), og tilsæt durummel, sukker og olivenolie.
2. Skyl, tør og hak krydderurterne; der skal være 3-4 spiseskefulde. Rør dem i dejen.
3. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, og rør dejen på maskine i 5 min. Tilsæt salt, og rør videre i 3 min. Dejen skal være blød, men ikke flydende. Lad dejen hæve tildækket i 1 time.
PRØV OGSÅ: Græskarsuppe med karry og kokosmælk
4. Vend/rør dejen sammen i skålen. Smør en muffinpande med olie, og læg en dejklat i hvert hul. Lad dem hæve tildækket i ca. 30 min.
5. Varm ovnen op til 225 grader.
6. Pensl bollerne med olivenolie, og tryk evt. krydderurteblade og blomster på bollernes overflade. Sæt bollerne midt i ovnen, og bag i 15-20 min., til de er gennembagte. Tjek evt. med et stegetermometer, der skal vise 98 grader.
7. Tag bollerne ud af formen, og lad dem afkøle på en rist. Nyd dem lune eller afkølede.