Bruschetta opskrift med rugbrød
SPONSORERET indhold

Bruschetta med groft rugbrød

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Af: Sandra Pugliese Foto: Line Thit Klein
14. okt. 2011 | Opskrift | ALT for damerne
12

Ingredienser

Med ovnbagte tomater, kapers og oliven:
16 små tomater, skåret i halve
1 tsk olivenolie
salt
8 store kapersbær
16 små sorte italienske eller franske oliven ( uden sten, alternativt skæres kødet fra stenen)
8 rugbrødscrostini

Med persille/basilikumpesto pyntet med løgspirer:
1 håndfuld mandler, ca. 50 gram (lav ekstra så du har til salaten også)
1 bundt bredbladet persille, ca. 150 gram
1 bundt basilikum, ca. 100 gram
80 gram pecorino eller parmesan
1 stort fed hvidløg
3-4 ansjosfileter i olie (kan udelades)
¾-1 dl olivenolie
salt og friskkværnet peber
1 pakke løgspirer eller rødbedespirer
8 rugbrødscrostini

Med parmaskinke og grillet peberfrugt:
½ peberfrugt
½ fed hvidløg, finthakket
1 spsk olivenolie
salt
2-3 skiver lufttørret skinke
8 rugbrødscrostini

Sådan laver du bruchetta

Skær 12 tykke skiver af et godt groft, mørkt kernerugbrød og udstik 2 crostini (betyder lille toast på italiensk) af hver skive med en rund form eller skær hver skive i fire trekanter . Rist crostinierne i en forvarmet ovn ved 225 grader i 3-6 minutter, til de er sprøde men stadig giver efter, når man trykker på dem.

Med ovnbagte tomater, kapers og oliven
1. Forvarm ovnen til 130 grader, vend tomaterne med olivenolien, og læg dem med snitfladen opad på et stykke bagepapir, drys med lidt salt, og bag dem en times tid i ovnen. På denne måde er de stadig saftige indeni, hvilket jeg foretrækker. Vil du have dem 'klassisk' ovnbagte, skal du give dem en times tid mere.

2. Anret de ristede rugbrødscrostini med tomater, kapersbær og oliven som vist på billedet.


Med persille/basilikumpesto pyntet med løgspirer
1. Tørrist mandlerne på en pande et par minutter.

2. Kør persille, basilikum, pecorino, hvidløg, ansjosfileter og olivenolie på en foodprocessor, til du har en cremet pesto. Smag til med salt og peber.

Tip:
Portionen giver mere pesto end du har brug for, men den holder sig fint 4-6 dage i køleskabet og smager fantastisk på madpakken eller til resterne af lammekøllen. Det er synd at lave en mindre portion – og du skal jo købe hele bundter persille og basilikum alligevel.


Med parmaskinke og grillet peberfrugt

1. Opvarm ovnen på højeste antal grader med grillen tændt. Peberfrugten lægges med skindsiden opad på bagepapir på en rist så tæt på grillen som muligt og grilles til, oversiden er helt sort.

2. Derefter pakkes den ind i stanniol og hviler et kvarters tid. Sørg for at gøre dette som det sidste, inden gæsterne kommer, så du kan bruge ovnen umiddelbart derefter til lammekøllen.

3. Fjern skindet, og skær peberfrugten i 8 tynde skiver. Vendt dem med det finthakkede hvidløg, olivenolie og lidt salt. Anret crostinierne med en strimmel skinke og en skive peberfrugt.