Drømmekage med chokolademousse
SPONSORERET indhold

Drømmekage med hvid chokomousse

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Skøn, sommerlig version af den klassiske drømmekage. Her har vi puttet drømmekagen i glas og serverer den med en lækker hvid chokolademousse, jordbær og selvfølgelig den helt rigtige drømmekage-topping på toppen. Mums!

Af: Bente Nissen Lundsgaard Foto: Tia Borgsmidt
24. jun. 2020 | Opskrift | Hendes Verden
6-8 portioner/glas | Total: 50 min

Ingredienser

2 æg
175 g sukker
40 g smør
1¼ dl mælk
1 tsk. fintreven usprøjtet citronskal
2 spsk. citronsaft
175 g hvedemel
¾ tsk. bagepulver

Topping:
75 g smør
½ dl mælk
125 g brun farin
75 g kokosmel, gerne Urtekrams

Hvid chokomousse:
100 g hvid chokolade
2 past. æggeblommer, svarer til 1 af de små bægre
4 spsk. sukker
1½ past. æggehvider, svarer til 1 af de små bægre (kan udelades)
3½ dl piskefløde

Desuden: 200 g jordbær samt ekstra hele jordbær, som nydes til

Sådan laver du drømmekage med hvid chokolademousse

1. Pisk æg og sukker skummende. Smelt smørret, og rør mælken i. Kom det i æggemassen. Rør citronskal og citronsaft i. Bland hvedemel og bagepulver, og sigt det i. Rør dejen sammen. Fordel dejen i en bradepande foret med bagepapir, 22 x 22 cm. Bag kagen ved 175 gr. på midterste ovnribbe ca. 30 min.

2. Smelt smør, mælk og farin sammen i en lille gryde. Kom kokosmelet i. Fordel blandingen på bagepapir i et ½ cm tykt lag. Bag toppingen til kagen på midterste ovnribbe 15-20 min. ved 175 gr. Afkøl det, det skal blive sprødt. Kom toppingen i en plastpose, og knus den med hænderne eller med en kagerulle.

3. Hak chokoladen fint, og smelt den i en skål over vandbad eller i mikroovn. Pisk æggeblommer og sukker cremet. Rør chokoladen i.

4. Pisk æggehviden stiv, og vend den i. Pisk fløden til let skum, og vend det i.

5. Til 8 patentglas med en diam. på ca. 7 cm udstikker du et stykke drømmekagebund, og lægger det ned i glassets bund. Skær jordbær i skiver, og lav en ring af dem i glasset langs kanten, så de kan ses igennem glasset. Fordel hvid chokolademousse over. Drys kokostopping over, og luk glassene. Lad kagerne trække 3-4 timer i køleskab. Opbevar kagerne i køleskab, til de serveres. Server ekstra jordbær til.

Tip Du kan også vælge at lave kagen som en stor kage. For en form, 22 x 22 cm, med plastfilm. Læg den bagte kagebund heri. Fordel chokolademoussen over. Stil kagen tildækket i køleskabet i 3-4 timer. Drys kokostopping over kagen, og server den med jordbær i skiver eller kvarter til.

Anbefalet til dig