Farseret porre opskrift
SPONSORERET indhold

Farserede porrer: Sådan laver du den klassiske ret i fire nemme trin

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Farserede porrer er en kendt og elsket ret fra mormors køkken, og her får du en god opskrift på den de lækre porrer svøbt i fars sammen med en ’trin for trin guide’, så du selv kan lave farserede porrer fra bunden. I denne opskrift er farsen til porrerne rørt med citron, hvidløg og persille, det gør retten ekstra frisk og smagfuld. Server de farserede porrer med gulerødder, der er ristet langsomt møre på en pande med olivenolie sammen med en lys opbagt sovs. Få flere tip til tilbehør til de farserede porrer længere ned. Her får du opskriften:

Af: Sandra Leigh Draznin Foto: Martin Dyrløv
06. okt. 2021 | Opskrift | Hjemmet
Farserede porrer til 4 personer | Total: en time, 20 min | Arbejdstid: en time

Ingredienser

Fars:

  • 400 g hakket kalve- og svinekød
  • 1 tsk. groft salt
  • 1 æg
  • 1 citron (økologisk)
  • 2-3 spsk. persille
  • 1 fed hvidløg
  • friskkværnet sort peber
  • 3 spsk. hvedemel
  • ca. 1 dl mælk

Øvrigt:

  • 3-4 slanke porrer
  • 100 g gourmetrasp (storflaget, eller alm. rasp)
  • 25 g smør
  • 2-3 spsk. olivenolie

Tilbehør:

  • dampede grøntsager, kartofler og evt. sovs

Sådan laver du farserede porrer:

1. Fars: Rør kødet sejt med salt, og tilsæt æg, fintrevet citronskal, hakket persille, finthakket hvidløg og peber. Rør melet i farsen, og tilsæt derefter mælken lidt ad gangen. Stil farsen i køleskabet.

Farserede-porrer-01.jpg

2. Rens porrerne grundigt, og skær dem i ca. 6 cm lange stykker. Kog dem halvmøre i letsaltet vand - ca. 5 min. Tag porrerne op, og dryp dem af på køkkenrulle.

Farserede-porrer-02.jpg

3. Bred en pæn skefuld fars ud til en firkant (ca. 8x8 cm) på et stykke plastfilm. Læg et stykke porre på, og pak den ind i farsen. Form til en rulle ved hjælp af plastfilmen. Lad rullen trille ned i en skål med rasp, og vend den rundt. Fortsæt med resten af porrer og fars.

Farserede-porrer-03.jpg

4. Steg de farserede porrer på en varm pande med smør og olie – i alt 12-15 min. (efter tykkelse).

Farserede-porrer-04.jpg

5. Servér med grøntsager, kartofler og evt. sovs.

Lækkert tilbehør til farserede porrer:

  • Servér f.eks. de farserede porrer med en lys opbagt sovs, kogt på porrevand, rundet af med cremefraiche og smagt til med lidt sennep.
  • Nye gulerødder er også skønt tilbehør til de farserede porrer. Rist dem langsomt møre på en pande med olivenolie.

Sådan skyller du en porre korrekt

Når du skal bruge porrer til fx. en lækker porretærte eller farserede porrer, er det vigtigt at porrerne er skyllet ordentligt. Det gør du sådan her:

Farserede-porrer-faktabox.jpg

  • Skær et par snit på langs ned gennem den grønne del af porren.
  • Skyl al jorden væk i en balje med koldt vand.

Anbefalet til dig