Halloumihapsere med nektariner
Nektariner har et højt indhold af C-vitamin samt calcium og jern. Brug gerne meget modne nektariner til denne salat, da sødmen passer godt til halloumi, som er en meget salt ost.
(4 pers.)
150 g halloumi, kan købes i større supermarkeder og hos tyrkiske grønthandlere
3 nektariner
1 lille rødløg
200 g cherrytomater
2 spsk. valnødder
Dressing:
1 spsk. olie
saft fra ½ citron
2 tsk. honning
4-6 stængler citronmelisse
salt og peber
1. Skær halloumi i små tern, og steg dem på en varm pande i en smule olie, indtil de bliver gyldne – de skal have 1-2 minutter på hver side. Stil dem til side, og lad dem køle en smule af.
2. Skær nektarinerne i kvarter, fjern kernerne, og skær dem i tynde både. Hak rødløg fint, halver cherrytomaterne, og hak valnødderne groft.
3. Hak citronmelissen fint, og rør den sammen med de øvrige ingredienser til dressingen – smag dressingen til. Vend nektariner, rødløg, cherrytomater og dressing sammen. Inden servering tilsættes valnødder og halloumihapsere. Perfekt til svinekød!
LÆS OGSÅ: Rabarber med yoghurtkage og is
LÆS OGSÅ: Grillet brød med gedeost og ribs