Hjemmelavet hjemis
Foto: Columbus Leth

Hjemmelavet hjemis

Hjemmelavet hjemis

Ganske få ingredienser, sommerbær og plads i fryseren! Mere skal der ikke til, før du kan forkæle familie og venner med hjemmelavet is.

HINDBÆRSORBET MED VANILJEFLØDEIS
Smuk og afsindigt velsmagende marmoreret blanding af sorbet og vaniljeflødeis.

Tid: ca. 30 min. plus frysetid
(6 pers.)

Hindbærsorbet
300 g hindbær
75 g sukker
25 g glukose
1½ dl vand
1½ pasteuriseret æggehvide (svarer til 1 bæger)

Vaniljeflødeis
1 stang vanilje

3 pasteuriserede æggeblommer 

50 g sukker

2½ dl piskefløde

evt. sommerbær til servering


1. Hindbærsorbet: Skyl hindbærrene, og tør dem godt.

2. Kom sukker, glukose og vand i en gryde, og kog i ca. 5 min. Afkøl sukkerlagen.

3. Pisk æggehviderne stive, og tilsæt dernæst sukkerlage og hindbær. Rør, til cremen er ensartet.

4. Vaniljeflødeis: Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk æggeblommer, vaniljekorn og sukker luftigt. Pisk ca. 5 min. med en håndmikser.

5. Pisk fløden til blødt flødeskum i en anden skål, og vend det forsigtigt med æggemassen til en iscreme.

6. Fordel sorbetmassen og iscremen i en beholder med låg. Kør en ske gennem isen, så den bliver marmoreret. Frys cremen i ca. 4 timer.

7. Ved servering: Tag isen ud ca. 30 min. før servering. Kugl isen op, og server med sommerbær. 


JORDBÆR-FLØDEIS
Barndommens flødeis med sæsonens danske jordbær. Bedre bliver det ikke – det skulle da lige være med en klat flødeskum på toppen…


Tid: ca. 20 min. plus frysetid
(4 pers.)


1 pasteuriseret æg
150 g sukker
400 g modne jordbær
1 dl sødmælk
1½ dl piskefløde

evt. isvafler til servering


1. Pisk æg og sukker i ca. 5 min. med en håndmikser.
 
2. Nip jordbærrene, og skær dem i små stykker. Kom halvdelen i en blender sammen med mælken. Blend et kort øjeblik.

3. Pisk fløden til let skum, og vend forsigtigt i æggemassen sammen med jordbærmælken og resten af jordbærrene.

4. Hæld iscremen i en beholder med låg, og frys i ca. 4 timer. Rør gerne i isen under frysningen.


5. Ved servering: Tag isen ud ca. 20 min. før servering. Kugl isen op, og server – gerne i isvafler.


YOUGHURTIS MED RABARBER

Brug sommerens sidste rabarber i en forfriskende yoghurtis, som smager fuldstændig fantastisk. 


Tid: ca. 20 min. plus frysetid
(4 pers.)


Rabarberkompot
250 g rensede rabarber skåret i små stykker
75 g sukker
korn af 1 stang vanilje

5 dl yoghurt naturel 3,5 %
120 g sukker
1 dl piskefløde

evt. lidt piskefløde og sommerbær til servering 

1. Kom rabarber, sukker, vaniljekorn og stang i en gryde, og kog ved svag varme i ca. 10 min. Tag vaniljestangen op, og afkøl kompotten.

2. Kom yoghurt og sukker i en blender sammen med halvdelen af rabarberkompotten. Blend et øjeblik, til sukkeret er opløst.

3. Pisk fløden til skum.

4. Vend resten af rabarberkompotten i yoghurtcremen sammen med flødeskum, og hæld den i en beholder med låg. Frys isen i ca. 3 timer. Rør gerne i den under frysningen.

5. Ved servering: Tag isen ud ca. 30 min., før den skal serveres. Kugl isen op, og server f.eks. med lidt fløde og bær.



KAFFEPARTAIT MED HÅRD NOUGAT

Isen er cremet med en raffineret smag af kaffe, og sammen med den knasende søde-salte nougat sender den en direkte i himlen.
 
Tid: ca. 20 min. plus frysetid
(4 pers.)


Kaffeparfait
4 pasteuriserede æggeblommer
100 g sukker
2½ dl piskefløde
1 dl cremefraiche 38 %
1 dl afkølet espresso

Hård nougat
50 g mandler
80 g sukker
1 tsk. flagesalt


1. Pisk æggeblommer og sukker hvidt og luftigt. Pisk ca. 5 min. med en håndmikser.

2. Pisk fløden til let skum. Tilsæt cremefraiche, og pisk cremen ensartet.

3. Vend cremen med æggemassen, og tilsæt espresso.

4. Hæld iscremen i en form med låg, og frys ca. 4 timer. 

5. Hak mandlerne groft.

6. Smelt sukkeret på en tør pande, til det bliver lysebrunt. Tilsæt mandler, og rør i massen, til det er sammenhængende. Drys saltet over, og hæld karamelmassen over på et stykke bagepapir, og lad den afkøle.

7. Ved servering: Tag parfaiten ud ca. 15 min. før servering. Hak nougaten, og drys over parfaiten.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Hjemmelavet is