Imponer dine gæster med disse fantastiske halloweenpopcakes
SPONSORERET indhold

Popcakes til Halloween: Fine små græskarkager på pind

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Bag en saftig chokoladekage, og tryl den om til små græskarhoveder. De sjove popcakes vil helt sikkert vække lykke hos ungerne.

Af: Sandra Leigh Draznin Foto: Martin Dyrløv
21. okt. 2015 | Opskrift | Hjemmet
Ca. 24 kager

Ingredienser

Arbejdstid: 1½ time
Bagetid: 30 min.
Køletid: 1 time
Fryseegnet

Kage:
15 g smør (til formen)
150 g hvedemel
50 g kakao
1 tsk. bagepulver
¼ tsk. salt
125 g smør
175 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 æg
2 dl mælk (eller kærnemælk)

Smørcreme:
50 g smør
150-200 g flormelis
50 g kakao
1 tsk. vaniljesukker
2-3 spsk. mælk (eller kærnemælk)

Overtræk:
250 g hvid chokolade
1 tsk. smør (eller kakaosmør)
gul + rød frugtfarve

Endvidere:
50 g mørk chokolade
24 træpinde
evt. 50 g marcipan + grøn farve

  1. Tænd ovnen på 180 grader, og smør en springform (24-26 cm) eller lille bradepande (18 x 26 cm) med smør. Sigt de tørre ingredienser sammen. Pisk smør, sukker og vaniljesukker cremet, og pisk ægget i. Rør melblandingen i dejen skiftevis med mælk. Hæld dejen i formen, og bag kagen midt i ovnen i ca. 30 min. Tjek med et træspyd, om kagen er gennembagt, og vend den ud på en rist til afkøling.
  2. Smørcreme: Pisk smørret cremet. Sigt flormelis, kakao og vaniljesukker sammen, og pisk det i smørret skiftevis med mælk. Pisk cremen luftig.
  3. Smuldr den afkølede kage til krummer i en stor skål, og rør smørcremen i lidt ad gangen, til kagemassen bliver til at forme.
  4. Form ca. 24 kugler på størrelse med en golfbold, og læg dem på et fad med bagepapir.
  5. Smelt den mørke chokolade i en skål over vandbad. Dyp den ene ende af pindene – én ad gangen – i chokoladen, og stik dem i kagekuglerne. Sæt fadet med kagerne i fryseren i mindst 30 min.
  6. Smelt den hvide chokolade sammen med smør i en skål over vandbad, og tilsæt farve, så den bliver orange.
  7. Dyp de frosne kager i den orange chokolade, og ryst/sno pindene forsigtigt, så overskydende chokolade glider af. Læg dem på bagepapir (eller stik pindene i en flamingoblok), og lad chokoladen stivne.
  8. Hæld resten af den smeltede, mørke chokolade i et lille kræmmerhus af madpapir, og pynt kagerne som græskar. Sæt evt. en stilk af grøn marcipan i toppen. Opbevar i en boks i køleskabet.