Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Mad til 2 dage: Chili con carne & Quesadilla med grov guacamole
Foto: Line Thit Klein Mad til 2 dage: Chili con carne & Quesadilla med grov guacamole

Mad til 2 dage: Chili con carne & Quesadilla med grov guacamole

Mad til 2 dage: Chili con carne & Quesadilla med grov guacamole

Min version af den mexicanske yndling – chilimængden kan du justere efter smag og behag. Det mexicanske svar på en dansk klapsammenmad – her med kød, masser af ost og guacamole.

plate 3-4
printer Print

DAG 1
300 g udblødte hvide bønner eller 3 dåser kidneybønner
1 spsk olivenolie + ekstra til stegning
2 løg
2 fed hvidløg
2 peberfrugter
3 stilke bladselleri
1 frisk, rød chili, finthakket (fjern evt. kernerne, hvis du vil have en mildere version)
2 tsk spidskommen
2 tsk knuste korianderfrø
2 tsk cayennepeber
2 tsk paprika
4-5 hele nelliker
800 g hakket oksekød
50 g chorizo
2 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatpure
2 stykker mørk chokolade, 85 procent (20 g)
1 lille glas rødvin eller 2 spsk balsamicoeddike
1 ½ tsk salt friskkværnet peber evt. cremefraiche eller fromage frais til servering.

DAG 2
Grov guacamole
2 modne avocadoer
1 lime, saften heraf
1 lille fed hvidløg
1 tsk spidskommen
1 nip sukker
1 tsk havsalt
et par vrid friskkværnet peber
250 g cherrytomater
 
8 fuldkornstortillaer
chili con carne fra dagen før
200 g revet ost
½ bundt koriander

DAG1
Udblød bønnerne natten over, og kog dem i friskt vand i cirka 40 min. Dåsebønnerne skylles blot under koldt vand. Pil og hak løg og hvidløg fint. Opvarm olien i en stor stegegryde, og svits løgene ved middelvarme, til de er bløde og blanke. Tilsæt hvidløg og steg videre.

Skær peberfrugterne i små tern. Rens bladselleriene, og skær dem i tynde skiver. Kom grøntsagerne og chilien i gryden og svits, til de er bløde. Tag dem op. Bland alle krydderierne sammen, og kom dem i gryden. Skru lidt op for varmen, så de ristes godt af. Tilsæt evt. mere olivenolie. Kom det hakkede oksekød i gryden, og steg, til kødet er gennemstegt. Skær chorizopølsen i mindre stykker, og kom dem i gryden. Kom grøntsagerne tilbage i gryden, og tilsæt hakkede tomater og tomatpure. Spæd op med vand, så det dækker. Lad det småsimre, så længe du har tålmodighed. Gerne et par timer.

Tilsæt chokolade, rødvin og bønner, og smag til med salt og peber. Gem ca. halvdelen til næste dag og servér med cremefraiche eller fromage frais og evt. brød

DAG 2
Skær avocadoerne i mindre stykker, og kom dem i en skål. Pres limesaft udover. Pil hvidløget, og hak det fint. Stød spidskommen i en morter. Bland hvidløg, stødt spidskommen, sukker, havsalt og peber med avocadoen. Skær tomaterne i halve eller kvarter alt efter størrelse – stykkerne skal ikke være for store – og vend dem sammen med avocadoblandingen.

Opvarm chili con carnen i en gryde. Læg en tortilla på et bræt. Fordel en passende mængde chili con carne, og drys med revet ost. Læg en ny tortilla ovenpå, så kød og ost ligger imellem de to tortillaer (så har du en quesadilla). Gentag med de øvrige tortillaer.

Opvarm en slip let-pande og kom quesadillaen på panden. Vend undervejs og steg, til osten indeni smelter. Skær quesadillaerne ud i trekanter og drys dem med frisk koriander. Servér med grov guacamole.

TIP
Du kan også komme dine quesadillaer i ovnen (200 grader) i stedet for at bruge en pande. Så er det heller ikke nødvendigt at varme con carnen op.

SE OGSÅ: Chili con carne med masser af grønt

Se, hvad vi ellers skriver om: Chili con carne