Nem hverdagsmad med julesmag
Foto: Columbus Leth
BoligLiv

Nem hverdagsmad med julesmag

Nem hverdagsmad med julesmag

JUL: Lav nem hverdagsmad, når den travle juletid sætter ind. Alle retter er hurtige at tilberede, kan snildt laves til mange og er oplagte at tage med til nogle af julens mange sammenkomster.

Af Lone Kjær 07.dec.2015 Mad


Quiche med laks, bacon og ost
Til 4 personer

Udgangspunktet er en quiche lorraine tilsat ekstra smag i form af laks. Den er lynhurtig at tilberede og kan evt. serveres med en grøn salat.

Tid: ca. 15 min. plus bagetid

1 rulle bageklar butterdej
200 g laksefilet uden skind og ben
100 g bacon
1 håndfuld bredbladet persille
100 g revet mozzarellaost
2 æg
2 dl cremefraiche 18 %
salt og peber
__________

1. Tænd ovnen på 180 grader.

2. Rul butterdejen ud.

3. Smør en form – gerne med løs bund, og læg butterdejen i. Skær kanterne til.

4. Fordel laks, bacon og persille på butterdejen.

5. Pisk æg med cremefraiche, og hæld over tærten. Krydr med salt og peber, og drys med ost. Bag tærten i midten af ovnen i ca. 30 min.

TIP: Tærten er nem at have med og rækker fint til mange. Skær den evt. ud i forvejen.

► SE OGSÅ: Quiche med gedeost, bacon og rucola
► SE OGSÅ:
Quiche lorraine – en fransk klassiker


Asiatisk rissalat med and
Til 4 personer

De sorte fuldkornsris fås i velassorterede supermarkeder, men kan sagtens erstattes af andre rissorter.

Tid: ca. 40 min.

2 stk. andebryst
salt og peber
1 spsk. rapsolie til stegning
100 g sorte fuldkornsris
1 bakke blandede salater
1 bundt forårsløg
1 rød peberfrugt
1 potte thai basilikum (kan erstattes af frisk koriander)
lidt cashewnødder

Dressing:
1 spsk. frisk revet ingefær
2 tsk. sojasauce
saft af 1 lime
1 spsk. smagsneutral olie
1 tsk. rørsukker
__________

1. Tænd ovnen på 180 grader.

2. Rids skindet på andebrysterne, og krydr med salt og peber. Varm olien på en slip let-pande, og brun andebrysterne på skindsiden.

3. Læg andebrysterne i et ovnfast fad, og steg i ovnen i 15-20 min. afhængig af, hvor rødt du ønsker kødet.

4. Kog risene som angivet på emballagen, og afkøl.

5. Skyl, afdryp og slyng salaten tør. Snit forårsløg og peberfrugter, og vend sammen med ris og basilikum.

6. Rør ingredienserne til dressingen sammen, og vend i rissalaten. Drys cashewnødder over, og server med andebryst skåret i skiver.

►SE OGSÅ: Kyllinge-ris-salat med stegte løg og valnødder
►SE OGSÅ: Rissalat med kylling og karry


Søde kartofler med kål, okse og sennepscreme
Til 4 personer


Fyldig og velsmagende vintersalat til alle, der er blevet overbevist om den søde kartoffels fortræffeligheder. (Og alle, der ikke er, kan erstatte med valgfri rodfrugt!)

Tid: ca. 25 min. plus bagetid

4 søde kartofler
1 spsk. olivenolie
salt
200 g renset kål, f.eks. savojkål eller grønkål
50 g græskarkerner
4 oksebøffer/steaks
25 g rosiner
50 g soltørrede tranebær

Sennepscreme:
2 dl yoghurt naturel
1 spsk. sød sennep
2 tsk. grovkornet sennep
salt og peber
__________

1. Tænd ovnen på 200 grader.

2. Skræl kartoflerne, og skær dem i mundrette stykker. Vend kartoflerne med olien, og fordel dem på en bageplade med bagepapir, og krydr med salt. Bag kartoflerne i ovnen i ca. 25 min.

3. Fjern de yderste blade af kålen, og snit den fint. Rist græskarkernerne på en tør pande, til de giver lyd.

4. Steg bøfferne på en varm grillpande i ca. 3 min. på hver side afhængig af, hvor rødt du ønsker kødet.

5. Vend forsigtigt søde kartofler med kål, græskarkerner, rosiner, tranebær og kød skåret i skiver.

6. Rør yoghurt naturel med de to slags sennep, og smag til med salt og peber. Dryp sennepscremen over salaten før servering.

HUSK: Hvis du vil medbringe salaterne til en sammenkomst, så vent med at vende dressingen i salaten til lige før serveringen. Rør dressingen sammen hjemmefra, og medbring den i en beholder med låg.

► SE OGSÅ:
Falafel af søde kartofler med blomkålstabbouleh og hvidløgsyoghurt
► SE OGSÅ: Bagte søde kartofler med kikærter, persille, granatæbler og pinjekerner


Salat med korn, pærer, blå ost og salami
Til 4 personer

Selvom det er vinter, kan man godt spise andet end suppe og simremad – f.eks. en fyldig salat med masser af stærke smagsindtryk.

Tid: ca. 30 min.

100 g perlespelt, perlebyg eller lign.
2 hjertesalat
2 pærer
150 g blåskimmel ost
100 g lufttørret salami (kan erstattes af chorizopølse eller parmaskinke)
50 g valnødder

Sennepsvinaigrette:
1 spsk. sød sennep
2 spsk. eddike
2 spsk. ekstra jomfruolivenolie
1 spsk. fløde
2 tsk. flydende honning

Tilbehør:
groft brød
__________

1. Kog perlespelt som angivet på emballagen, og afkøl.

2. Skyl, afdryp, og slyng salaten tør. Skær pærerne i både og osten i mundrette stykker.

3. Vend salat med perlespelt, ost og valnødder, og anret på et fad. Fordel salamien i salaten.

4. Ryst ingredienserne til dressingen sammen, og dryp over salaten. Server med brød.


Rodfrugtsalat med gedeost og stegt flæsk

Til 4 personer

Der findes mange måder at servere stegt flæsk på, og det her er absolut vores favorit – hvis du altså kan undvære persillesovsen!

Tid: ca. 40 min.

1 kg rodfrugter, f.eks. rødbeder, selleri og pastinakker
1-2 spsk. ekstra jomfruolivenolie
salt og peber
600 g svinebryst/stegeflæsk i ½ cm tykke skiver
100 g gedeost
revet skal af 1 økologisk citron
1 håndfuld frisk basilikum
__________

1. Tænd ovnen på 200 grader.

2. Skræl rodfrugterne, og skær dem i mundrette stykker. Vend rodfrugterne med olie, og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Krydr med salt og peber. Steg rodfrugterne i ovnen i ca. 25 min., til de er møre.

3. Varm en pande op ved god varme. Brun flæsket i ca. 1 min. på hver side. Skru ned til middel varme, og vend skiverne jævnligt. Steg, til de er gyldne og sprøde. Afdryp flæsket på et stykke køkkenrulle, inden det serveres.

4. Vend rodfrugterne med gedeost, citronskal og frisk basilikum. Server rodfrugtsalaten med stegt flæsk.

TIP: Flæsket kan også tilberedes i ovnen. Læg da flæsket på en rist i en bradepande, og steg ved 225 grader i ca. 15 min., til de er gyldne. Vend skiverne, og steg, til de er helt sprøde.


Nordafrikansk kylling med abrikoser og spinat

Til 4 personer
Denne nordafrikanskinspirerede ret kan med fordel tilberedes i forvejen, vent dog med at tilsætte spinat til lige før servering.

Tid: ca. 40 min.

1 god kylling
½ dl hvedemel
1 spsk. smør
1 spsk. olie
salt og peber
3 rødløg
1 rød chili
2 fed hvidløg
1 kanelstang
3 kardemommefrø
5 dl hønsebouillon
12 tørrede abrikoser
1 bakke frisk babyspinat, 100 g

Tilbehør:
kogte ris eller groft brød
__________

1. Rens kyllingen, og parter den i 6-8 dele. Tør kyllingen med køkkenrulle, og vend stykkerne i melet.

2. Varm olie og smør i en stor stegegryde, og brun kyllingestykkerne. Krydr med salt og peber, og tag kyllingestykkerne op, efterhånden som de er brunet.

3. Skær løgene i både. Flæk chilien, og skrab kernerne ud. Hak chilien fint.

4. Kom løg, chili, presset hvidløg, kanel og kardemommefrø i gryden, og steg et par minutter. Kom kyllingen tilbage i gryden. Hæld bouillon på, og lad kyllingen simre under låg ved svag varme i ca. 20 min.

5. Kom abrikoser i gryden, og kog i yderligere ca. 5 min.

6. Skyl og rens spinaten godt. Tilsæt spinat, og lad den falde sammen. Smag til med salt og peber, og server med kogte ris eller groft brød.

TIP: Hvis retten skal række til mange, så brug kyllingelår i stedet.

 


Henter...