Pizza
SPONSORERET indhold

Ølandshvedepizza

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Ølandshvededejen giver en skøn, saftig pizzabund med ølandshvedens og surdejens dejlige smag.

Af: Claus Meyer Foto: Skovdal & Skovdal/Stine Christiansen
21. nov. 2014 | Opskrift | Fit living
2 pizzaer

Ingredienser

UNG SURDEJ: Se opskriften på surdej her  
BRØDDEJ: Se ingredienser under ølandshvedeboller her
FYLD:
150 g revet Vesterhavsost eller en anden fast ost
TOPPING:
Vi har brugt tyndskåret fennikel, rygeost, citron og tallerkensmækkere på den ene pizza og tynde skiver røget laks og æble drysset med oxalis (lykkekløver) på den anden, men du kan bruge alle slags topping på pizzaerne.

Sådan gør du:

Frisk din opbevaringssurdej op, ca. 8 timer inden du skal lave brøddejen. Se under ølandshvedebollerne s. 78, hvordan du blander ingredienserne og ælter dejen, og hvordan den skal hæve.

Sæt din bage-/pizzasten ind i midten af ovnen og lad den varme med op. Det er vigtigt, at ovnen er brændende varm, når pizzaerne skal bages. Så tænd ovnen ca. 30 minutter, før du begynder at forme pizzaerne.

Sæt den på højeste varme (250- 275° i de fleste hjemmeovne) og gerne på varmluft, hvis din ovn har den funktion.

Læg et stykke bagepapir på en plan flade. Det kan være en pizzaspade, bagsiden af en bageplade eller et stykke hårdt pap, der passer i størrelsen. Del forsigtigt den hævede dej i to dele og hæld den ene del ud på bagepapiret. Dyp hænderne i vand og tryk dejen ud på papiret, så den kommer helt ud i hjørnerne.

Drys halvdelen af osten over. Åbn ovnlågen og skub hurtigt bagepapiret med pizzabunden ind på den varme sten eller bageplade, så varmen ikke slipper ud. Bag pizzaen på højeste varme, til bunden er gylden og sprød, og osten er smeltet og har taget farve. Det tager ca. 10 minutter, men vær opmærksom på, at det kan svinge meget, afhængigt af hvor varm din ovn er.
Lav den anden pizza på samme måde. Fordel toppingen over pizzaerne og server.

Opskriften er fra Claus Meyers nye bog, Meyers bageskole, Alle kan lære at bage, Lindhardt & Ringhof, 300 kr