rabarber og fisk
SPONSORERET indhold

Rabarber og fisk med soja og ingefær

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Dampet fisk i små papirpakker er en fin og nem måde at kombinere fisken med en masse andre skønne, aromatiske smagsindtryk på.

Af: River Cottage
16. jun. 2014 | Opskrift | Fit living
4 personer

Ingredienser

1 stor porre, trimmet, renset og skåret i tynde skiver
150 g rabarber, trimmede og skåret i tynde skiver
et tykt stykke frisk ingefær på ca. 6 cm, skrællet og skåret i tynde skiver
3 spsk sojasauce
1/2-1 rød chili (ikke for stærk), renset og skåret i tynde skiver (eller et stort nip tørrede chiliflager)
4 tykke fiskefileter, ca. 150-175 g pr. stk.
solsikkeolie, til smøring (hvis du bruger sølvpapir)
havsalt og friskkværnet sort peber

Rabarber har med sin syrlige smag en del tilfælles med citron, hvad angår smagssætning af fiskeretter, og den smager dejligt sammen med ingefær, porrer og den salte soja. Du kan bruge alle slags faste fiskefileter her, lige fra tykke stykker torskefisk – fx kuller eller kulmule – til mere robuste fisk, fx havbars og grå mulle.

Sådan gør du: Forvarm ovnen til 190°.
Kom porrer, rabarber og ingefær i en stor skål. Tilsæt soja, chili, lidt sort peber og en smule salt, og rør godt rundt. Læg fiskefileterne i skålen, vend dem i marinaden, og gnid den godt ind i dem.

Klip fire stykker bagepapir på ca. 45 X 35 cm. Fold hvert ark over på midten, så du får dobbelte ark på ca. 22 1/2 X 35 cm. Lav nu folder på 2 cm langs rektanglernes korte sider, så de lukkes til.

Drys lidt af rabarberblandingen i hver ‘pose’. Læg en fiskefilet ned oveni, og slut af med resten af rabarberblandingen og al marinaden. Fold den sidste åbne side sammen, så pakkerne er lukket helt. (Du kan også bruge sølvpapir til pakkerne: Smør fire ark tykt sølvpapir på ca. 30 X 30 cm, læg rabarberblandingen og fiskene på midten som beskrevet ovenfor, og pak sølvpapiret sammen om fisken. Klem siderne godt sammen, men lad lidt luft blive tilbage indeni, så hvert stykke fisk ligger i en rummelig sølvpapirspakke.)

Læg fiskepakkerne på en stor bageplade. Der skal være god plads imellem dem, så den varme luft kan cirkulere. Bag dem i ca. 15 minutter, eller lidt længere, hvis fiskefileterne er meget tykke.

Åbn forsigtigt en af pakkerne, og tjek, at kødet er gennemdampet, så det nemt kan skilles i flager. Læg derpå fiskepakkerne direkte over på varme tallerkener. Server dem med kogte ris og dampede eller lynstegte bladgrøntsager med hvidløg, fx pak choi.

Opskriften er fra den nye kogebog "Hverdagsmad med frugt og bær fra River Cottage".