Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Havrekiks
Foto: Stine Christiansen /Skovdal&Skovdal

Havrekiks

Sprøde havrekiks

Havrekiks minder en del om digestive, men kiksen her har mere personlighed, en meget delikat måde at knase på og en fin, frugtig smag af rørsukkeret.

Havrekiks
ca. 30 stk.

250 g blødt smør
200 g groft rørsukker
5 g potaske
½ dl kold mælk
1 æg
3 g salt
250 g groftvalsede havregryn
340 g hvedemel

1. Rør smør og sukker sammen i en skål. Opløs potasken i mælken – rør godt, til der ikke er klumper i blandingen. Rør mælken i smørblandingen sammen med æg, salt, havregryn og hvedemel. Undgå at ælte dejen for meget, for så risikerer du, at kiksene flyder ud under bagningen.

2. Læg dejen i en plastikpose eller en plastikbøtte med låg, eller pak den ind i et stykke køkkenfilm, og lad den hvile i køleskabet i mindst 30 minutter.

3. Vend dejen ud på et meldrysset køkkenbord, tryk den lidt flad med hænderne, og læg den mellem to stykker bagepapir, som du har drysset med lidt mel. Rul dejen ud til en tykkelse på ca. 4 mm, og fjern det
øverste stykke bagepapir. Du kan bage dejen i et helt stykke og brække den i mindre bidder, når den er bagt færdig, eller du kan udstikke dejen til kiks med et glas eller en udstikker i din yndlingsform. Hvis du bruger en udstikker, så flyt kiksene over på det stykke bagepapir, som du fjernede.

4. Flyt bagepapiret med havrekiksene over på en bageplade, og bag dem ved 180 grader, til de er gyldne. Det tager ca. 15 minutter. Flyt kiksene over på en bagerist, og lad dem køle af.

TIP
Spis den med solbærmarmelade på, med koldt smør eller bare, som den er.