Svampetærte og kornsalat
Foto: Martin Dyrløv Den bedste tærte med tilbehør!

Svampetærte og kornsalat med æble og radiser

Sæt en velsmagende tærte og en fyldig salat på bordet. Både tærte og salat kan laves i god tid, og opbevares i køleskab. Lun tærten før servering.

printer Print
clock Total: en time
plate 4 personer

Tærtebund:

  • 125 g durumhvedemel
  • 125 g hvedemel
  • ½ tsk. groft salt
  • 125 g koldt smør
  • 3-4 spsk. koldt vand

Fyld:

  • 2-3 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie eller smør
  • 400 g svampe (se tip nederst)
  • 1 spsk. frisk timian
  • ¼ liter piskefløde
  • 3 store æg
  • 1 dl cremefraiche 38%
  • 75 g revet ost
  • salt og peber

Kornsalat:

  • 175 g perlebyg eller perlespelt
  • 4-6 stilke bladselleri
  • 2 æbler
  • 1 bundt radiser
  • 1 håndfuld bredbladet persille
  • 1 citron (øko)
  • 4 spsk. jomfruolivenolie
  • salt og peber

Sådan gør du:

  1. Tærtebund: Kør de to slags mel og salt sammen med koldt smør i en foodprocessor. Saml dejen med koldt vand, pak den ind, og læg den i køleskab.
  2. Rul dejen ud, og læg den i en tærteform eller springform (24 cm). Prik bunden med en gaffel, og sæt den i fryseren i 20 min. Forbag tærtebunden ved 200 grader i 15 min.
  3. Fyld: Pil skalotteløg og hvidløg, og hak dem fint. Steg dem bløde på en pande med olie eller smør i 5 min.
  4. Tilsæt de istandgjorte/ituskårne svampe, og steg under omrøring i 5 min. Krydr med timian, salt og peber, og tilsæt fløden. Kog det i et par min., og hæld det i en skål til afkøling.
  5. Pisk æg og cremefraiche sammen, og rør det i svampecremen. Tilsæt revet ost, og smag til med salt og peber. Hæld fyldet i tærtebunden, og sæt den midt i ovnen ved 180 grader i ca. 45 min. til cremen har sat sig.
  6. Kornsalat: Kog kornperlerne efter pakkens anvisning. Hæld dem i en sigte, og skyl med koldt vand.
  7. Rens selleri, æble og radiser, og snit dem fint. Skyl og pluk persillen. Bland med de kogte kornperler, og tilsæt fintrevet citronskal, 1-2 spsk. citronsaft, olivenolie, salt og peber.
  8. Servér tærten varm eller lun med salaten som tilbehør. 

Tip:

Du kan f.eks. bruge markchampignon, østershatte, bøgehatte, shitake. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Aftensmad, Tærte og Hovedret