SPONSORERET indhold
Vidunderlig walesstang med hvid chokoladecreme & Daim
En klassisk walesstang går man aldrig galt i byen med, men det smager også fantastisk at peppe den op med Daim.
6 personer |
Total: en time, 5 min |
Arbejdstid: 30 min
Ingredienser
1½ dl vand
60 g smør
85 g hvedemel
2 tsk sukker
1 knivspids salt
2 æg (str. L)
Hvid chokoladecreme:
1 blad husblas
175 g hvid chokolade
2 dl piskefløde
½ vaniljestang
Fyld og pynt:
4 spsk hindbærmarmelade
100 g hindbær
100 g brombær
1 Daim chokoladebar evt. frysetørrede hindbær
Sådan bager du walesstang med hvid chokolade - creme og daim:
- Hvid chokoladecreme: Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter. Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål.
- Opvarm fløde og vaniljekorn i en gryde til lige under kogepunktet. Tag gryden fra varmen, hæld fløden over chokoladen i skålen, og lad det stå i 1 minut.
- Rør i midten af skålen med en dejskraber, til chokoladen er smeltet, og cremen samler sig og bliver ensartet. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i cremen.
- Dæk skålen med husholdsningsfilm, og sæt cremen på køl i ca. 4 timer, eller til den er helt kold.
- Walesstang: Varm vand og smør op i en gryde, til det når kogepunktet. Tilsæt mel, sukker og salt, og rør kraftigt, til dejen slipper grydens kanter.
- Tag gryden af varmen, og lad dejen køle af i 5 minut - ter. Tilsæt 1 æg ad gangen, og pisk godt med et piskeris, til dejen samler sig.
- Tænd ovnen på 180 grader. Hæld dejen i en sprøjtepose med stjernetylle, og sprøjt den ud til en aflang stang i et snoet mønster. Stangen skal måle ca. 15 x 30 cm.
- Bag stangen i 35 minutter, og åbn IKKE ovnlågen under bagningen, da vandbakkelsen så kan falde sammen. Tag stangen ud, og lad den køle af på en bagerist.
- Smør marmelade i en bred stribe på midten af walesstangen.
- Pisk chokoladecremen luftig med en elpisker i 1-2 minutter – pas på, at den ikke skiller. Hæld cremen i en sprøjtepose, og sprøjt den ud på walesstangen.
- Pynt med hindbær, brombær, grofthakket Daim samt evt. lidt frysetørrede hindbær.
De bedste tips til en god walesstang:
Mange har nok prøvet at lave mislykkede vandbakkelser. De 2 mest almindelige fejl er:
- Dejen er for tynd - der er brugt for meget æg.
- Dejen er ikke bagt længe nok, og falder sammen.
- Bag walesstangen samme dag, som den skal serveres. Ellers falder den sammen og bliver blød.
- Vandbakkelsesdejen til walesstangen kan opbevares i en plasticpose 1 uge på køl og 1 måned i fryser.
- Hvis kringlen alligevel er blevet blød, kan den (dden fyld) bages sprød ved 210 grader i ca. 5 min.
Vandbakkelser laves af en afbagt dej. Samme dej bruges til at koge melboller til suppe. På fransk hedder dejen „choux-dej“, der betyder, at dejen har været varm. Det er vigtigt, at dejen køles af, inden æggene tilsættes – ellers hæver den ikke.
(Kilde: Hjemmet)