Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Colombus Leth

3 opskrifter fra "Byens bedste brød"

Myslistykker

“Alle smagsløg bliver stimuleret med denne bolle; salt, sødt og surt i ét lille stykke. Gode tilmorgenbordet eller som mellemmåltid.”

10-12 styk

20 g gær

3 dl vand

1 tsk salt

1 tsk honning

100 g rugsigtemel

180 g italiensk hvedemel

50 g tørrede abrikoser

50 g valnøddekerner

50 g hasselnøddekerner

50 g mandler

50 g rosiner

evt. havregryn eller

hasselnøddeflager

til pynt

Dag 1:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og honning. Tilsæt melet lidt efter lidt under omrøring sammen med abrikoser skåret i mindre stykker, valnøddekerner hakket meget groft, hasselnøddekerner, mandler og rosiner. Ælt dejen godt sammen på et melstrøet bord. Eller brug røremaskine: Bland vand, gær, salt og honning. Rør mel, frugter og nødder i og ælt dejen langsomt i ca. 8 minutter. Stil dejen på køl med et fugtigt klæde til næste dag.

Dag 2:

Kom myslidejen ud på et bord strøet med lidt mel. Form den til en ca. 3 cm høj, flad firkant. Pensl dejen med vand. Kom eventuelt havregryn eller hasselnøddeflager ovenpå. Skær derefter dejen ud i 10-12 stykker, sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i 1 time til ca. dobbeltstørrelse.

Varm ovnen op til 230 grader med en bradepande i bunden. Sæt bagepladen midt i ovnen, hæld 1 dl vand i bradepanden og skru ned til 200 grader. Bag myslistykkerne i 12-15 minutter.

Naanbrød

“Det kan ikke blive nemmere at bringe fjerne himmelstrøg hjem til spisebordet.”

4 stk.

25 g gær
3 dl sødmælk
1 æg
1 dl yoghurt naturel
1 spsk olivenolie
1 tsk salt
2 tsk honning
600 g italiensk hvedemel
olivenolie til pensling
jomfru i det grønne,
paprika, kommen el.
friske krydderurter til pynt


Rør gæren ud i mælken i en skål. Tilsæt æg, yoghurt, olivenolie, salt og honning. Tilsæt melet og ælt det hele godt sammen til en dej. Lad dejen hæve tildækket i ca. 45 minutter. Del dejen i 4 stykker. Rul dem ud til store flade, lidt aflange brød og læg dem på en bageplade med bagepapir. Pensl brødene med lidt olivenolie og drys med jomfru i det grønne, friske krydderurter, paprika eller kommen. Lad brødene efterhæve i ca. 1 times tid.

Bag naanbrødene i en forvarmet ovn ved 250 grader i ca. 8 minutter, til de er lysebrune.


Serveringstip
Dette brød er meget lækkert, ikke bare til gryderetter - specielt de indiske og pakistanske - men også til frokost. Her er det rigtig skønt til sandwich med for eksempel laks med dild og citron.

Skipper Skræks scones
- med spinat og feta

“Hvem vil ikke gerne være stærk som Skipper Skræk? Sjove til drengenes madpakke. Eller brug dem til brunch: Server dem med skinke og ost og lidt salat i – eller med røræg og bacon til.”

14 stk.

500 g hvedemel

1 tsk salt

½ tsk peber

1½ tsk bagepulver

1½ tsk natron

100 g blødt smør

2 store æg (100 g)

2½ dl kærnemælk

50 g friskhakket spinat

50 g feta

1 æg til pensling

evt. havsalt (Maldon) til drys

Bland mel, salt, peber, bagepulver og natron i en skål og rør det bløde smør i sammen med æggene. Saml dejen med kærnemælken, den hakkede spinat og feta i små stykker. Ælt dejen i 4-5 minutter, til den er glat og har en ensartet konsistens. Stil den på køl i minimum 30 minutter.

Rul dejen ud på køkkenbordet i ca. 2 cm’s tykkelse. Stik scones ud med en udstikker eller et glas med en diameter på ca. 5 cm. Sæt dem på en bageplade med bagepapir, pensl med sammenpisket æg og drys eventuelt med lidt havsalt.

Bag spinatsconesene i en forvarmet ovn ved 200 grader i 12-15 minutter, til de er gyldne og gennembagte.

Se, hvad vi ellers skriver om: Scones, Musli og Bagning