Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

5 kvalitetsvarer vi køber
5 kvalitetsvarer vi køber

Kvalitetsvarer

5 kvalitetsvarer vi køber

Fødevareskandaler og stor opmærksomhed på dyrevelfærd og gastronomi får os til at gå efter kvalitet frem for (alt for) gode tilbud. Vi er på vej væk fra fem kyllinger for 100 kr. og mod mindre portioner, som til gengæld er af bedre kvalitet.

Engang var kaffe bare kaffe
Fødevareskandaler og stor opmærksomhed på dyrevelfærd og gastronomi får os til at gå efter kvalitet frem for (alt for) gode tilbud. Vi er på vej væk fra fem kyllinger for 100 kr. og mod mindre portioner, som til gengæld er af bedre kvalitet.

Vi skal ikke mere end ti år tilbage, før en kop kaffe bare var en kop kaffe, en øl var enten en special eller en almindelig, og der var i øvrigt masser af det hele. I 2013 er både kaffe og øl nærmest blevet en videnskab på linje med vin. Supermarkederne melder om øget salg af specialøl og særlig kaffe, og folk bruger deres penge på Hansen is af økologisk mælk og ægte æblemost frem for de billige varianter.

– De sidste ti år har der været en stor opmærksomhed om gastronomi og mad i Danmark, som vi ikke har set tidligere – det smitter af på magasiner, tv-programmer osv. og vi bliver virkelig påvirket af al den viden om mad, vi bliver bombarderet med. Og det har forstærket fokus på, hvad vi laver maden af, forklarer Henriette Winther, der er fødevarerådgiver i Økologisk Landsforening og bl.a. beskæftiger sig med danskernes forbrugsvaner.

– Et godt eksempel er netop kaffen, hvor folk i dag vil betale ret meget for en pose kaffe. Oven i købet er der i dag ofte kun 250 gram i, hvor der engang var et halvt kilo. Mel og kornprodukter er et andet eksempel, hvor vi kan se en stor differentiering. Det skal ikke længere være en stor pose med to kilo – nu skal det være en bestemt kornsort malet på en bestemt måde, siger hun.

LÆS OGSÅ: Så er det slut med chokolade

Og der er flere årsager til, at tendensen bevæger sig i den retning.

– For eksempel har der været en del fødevareskandaler – her tænker jeg både på hest i lasagnen og nogle af de kritisable sager omkring svinetransporter. Senest er der Dyrenes Beskyttelses kampagne mod buræg, som fik Kvickly til at fjerne dem fra hylderne. Skandalerne påvirker os til at tage stilling til at ville købe noget, der er lavet ordentligt, siger hun.

– Så er der opmærksomheden omkring madspild. Det er der flere og flere, der bliver bevidste om, og det kan også få folk til at købe mindre ind. Desuden er der den store interesse for vores egen sundhed, der driver en stor del af efterspørgslen på det, vi spiser. Tag sådan et program som magasinet "Bitz & Frisk" på DR1, hvor man følger, hvor råvarerne kommer fra, og hvordan de påvirker vores krop, siger hun og forklarer, at det også spiller ind, at mad er blevet en del af vores personlige identitet.

– Det er blevet et udtryk for, at man tager sig selv alvorligt, når man interesserer sig for, hvad man putter i munden. Folk interesserer sig for varer, der fortæller en historie – og dermed fortæller om dig selv.

LÆS OGSÅ: Efterårets lækreste gæstemenu

Vi vil have en god historie
Jens Juul Nielsen er kommunikationschef hos Coop, og han peger også på, at det, vi køber, spiller en anden rolle end bare at skulle mætte os.

– Vi blevet mere individualistiske og udtrykker os i højere grad gennem vores forbrug, siger han.

Både Jens Juul Nielsen og Henriette Winther peger på, at der sideløbende også er en meget stor discountbølge i Danmark lige nu.

– Vi kan se, at økologien er vokset – også under finanskrisen. Men der er samtidig stor fokus på pris for rigtig mange danskere, siger hun.

Netop discountbølgen er også medvirkende til, at der er mere fokus på kvalitet, mener Jens Juul Nielsen.

– Discountbutikkerne står nu for halvdelen af danskernes dagligvareindkøb, men også her sælger vi i Fakta (som er ejet af Coop, red.) flere højkvalitetsvarer, end vi gjorde for få år siden. Discountudviklingen, hvor det i høj grad handler om de samme varer i alle butikker for at gøre det så billigt som muligt, betyder også et voksende ønske om det modsatte, nemlig varer med autenticitet, varer med en god historie og ikke mindst lokale varer, siger han.

– Et eksempel er øl, hvor salget af specialøl fra mikrobryggerier – hvor to øl kan koste det samme som en hel kasse discountøl – har haft en meget stor stigning. Et andet eksempel er dessertis. Engang var det mest solgte en liter is til 10 kr.. Nu er det kvalitetsis som Hansens og Peters Is, der kan koste op til 100 kr. pr. liter, vi sælger, forklarer han.

– Et tredje eksempel er kyllinger, hvor det store hit tidligere var fem frosne kyllinger for 100 kr. Nu er det kvalitetskyllinger som kyllinger fra De 5 Gaarde, der koster omkring 70 kr. for en enkelt.

Henriette Winther mener, at tendensen "lidt men godt" især gælder for den mere ressourcestærke del af befolkningen.

– Den gælder ikke alle. Der findes forbrugergrupper i Danmark, der er meget lidt optaget af kvalitet.

Chokoladen med en historie
I Toms Ekstra er kakaobønnerne smagsudviklet i træbakker, og de ghanesiske kakaobønder indgår i et uddannelsesprogram, der hjælper dem til en højere kvalitet, mere høst og bedre indtjening. Programmet er lavet i samarbejde med Danida, IBIS, Coop og Source Trust.
Toms Ekstra, 17 kr.

Det særlige mel
Alle er på fornavn med spelt og ølandshveden fra bl.a. Skærtoft Mølle, som er et af de første steder i Danmark, hvor man producerer økologisk mel af høj kvalitet.
Øko-speltmel, 1 kg, Skærtoft Mølle, 25 kr.

Kaffe med god samvittighed
Den særlige bønne, hvor den er dyrket og under hvilke forhold spiller ind, når vi vælger kaffe. Her høstet fra samme mark.
Valparaiso – enkeltmarkespresso fra Guatemala, Esatate Coffee, 200 g, 64 kr.

Lørdagskyllingens afløser
Vi elsker stadig kylling, men den skal have haft et hæderligt liv og være sund for vores krop. Økologisk kylling fra Rose Poultry. Vejl. pris 95 kr.

Øl til maden
Øl er blevet en sag for kendere og måske endda en delikatesse, hvis man finder de rigtige mikrobryggerier. Ørbæk, IPA, 50 cl, 20 kr.

LÆS OGSÅ: Claus Meyer - Dét kan jeg ikke leve uden