Citronmuffins med rosmarin fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Citronmuffins med rosmarin

Rosmarin hører ikke kun til i det salte køkken. Prøv at komme finthakkede rosmarinblade i disse saftige og friske muffins med citron og marcipan.

Af:: Runa Pihlmann Foto: Runa Pihlmann
28. sep. 2015 | Mad | Hjemmet

Hjemme hos mig finder rosmarin oftest vej til en pizza eller et focacciabrød. Men efter at have stødt på den skønne urt på et par restauranters dessertkort, besluttede jeg mig for at eksperimentere lidt.

Prøv også min opskrift på cheesecake med citron og blåbær - TRYK HER

Citron og rosmarin er et velkendt match, så jeg ville prøve at forene dem i disse muffins, der også har fået et skud marcipan. Resultatet er super delikat, da smagen af rosmarin blot giver kagerne et spændende twist.

Jeg håber, du har mod på at prøve dem – det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg bruger rosmarin i de søde sager. Måske man skulle prøve at proppe det i en chokoladekage…

12 stk.

Arbejdstid: 30 min.

Bagetid: ca. 20 min.

125 g smør (blødt) 

125 g rørsukker

½ vaniljestang

2 æg (str. L) 

100 g marcipan

125 g mel

1 tsk. bagepulver

¼ tsk. salt

1 citron (øko) 

5 kviste rosmarin (ca. ½ dl) 

Glasur:

1 æggehvide (evt. pasteuriseret) 

ca. 3 dl flormelis

½ tsk. citronsaft

Pynt:

små rosmarinblade

1. Pisk smør, sukker og kornene fra vaniljestangen lyst og luftigt. Tilsæt æggene, ét ad gangen, og vend revet marcipan i dejen.

2. Bland mel, bagepulver og salt sammen i en anden skål. Sigt det i dejen, og vend rundt med en dejskraber.

3. Riv citronskallen fint, og kom den i dejen sammen med citronsaft og helt finthakkede rosmarinblade (blend dem evt. i en minihakker). Vend kort rundt i dejen til ensartet konsistens.

4. Fordél dejen i smurte muffinforme.

5. Bag kagerne ved 180 grader i ca. 20 min. Lad dem afkøle på en bagerist.

 

Glasur:

6. Pisk æggehviden stiv med en elpisker. Sigt flormelis i, og tilsæt citronsaft. Pisk i mindst 5 min., til glasuren er tyk og blank.

7. Kom en klat glasur på kagerne, og pynt med rosmarinblade.