opskrift cottage pie

Foto: Line Thit Klein Skøn mad som på en engelsk pub - her får du de lækre opskrifter på blandt cottage pie og fish and chips.

opskrift cottage pie

Mad som på en engelsk pub: Sådan laver du cottage pie og andre lækre retter

Savner du en bid af England, som i frokost på pubben, så tryl selv de elskede klassikere frem i dit køkken. Her får du opskrifterne på lækker engelsk pub mad, så du kan trylle både cottage pie, cornish pastry, fisketærte og selvfølgelig fish and chips frem hjemme i dit eget køkken. Alle opskrifter er til fire personer og du finder dem lige her. Velbekomme!

opskrifter-engelsk-pub-mad.jpg

Inviter venner og familie på en ekstra lækker søndagsfrokost med rustik og gedigen pubmad. Her har vi lavet både fisketærte, cottage pie, cornish pastry og fish and chips. Rigtig lækker comfort food på en grå og trist dag. Du får alle opskrifterne her - og bare rolig, de er slet ikke svære at lave. Så på med forklædet og ud i køkkenet. Husk at servere din engelske pub-frokost eller aftensmad med en rigtig god øl til. Cheers!

1. Fisketærte

Nem og lækker spise, som også børn plejer at være vilde med. Her får du opskriften:

Tid: 1 time
1 rulle butterdej smør til formen
1 æg

Fyld:
ca. 500 g hvid fisk
100 g røget hellefisk
ca. 300 g knoldselleri i store tern
1 spsk smør
2-3 porrer, alt efter størrelse

Bechamelsauce:
2 spsk smør
3 spsk mel
ca. 6-7 dl mælk
½ tsk salt og friskkværnet peber
ca. ½ tsk revet muskatnød (kan udelades)

Sådan laver du fisketærte

  1. Start med at lave bechamelsaucen ved at smelte smørret i en gryde, tilsæt melet, og rør grundigt sammen til en opbagning.
  2. Tilsæt mælken lidt efter lidt, og smag til med salt og peber og evt. lidt revet muskatnød. Sæt til side.
  3. Skær fisken ud i mundrette stykker, og skær hellefisken i små bidder. Skær porrerne i skiver, og steg dem let bløde i smørret.
  4. Smør et ildfast fad, og læg skiftevis fisk, porrer og knoldselleri i fadet.
  5. Hæld bechamelsaucen over, og læg butterdejen ovenpå, skær overskydende kanter af. Pynt evt. med rester af butterdejen (se billede).
  6. Er bechamelsaucen stadig meget varm, inden den hældes på fisken, så vent lidt med at lægge butterdejen ovenpå, da den ellers nemt kan i stykker.
  7. Pensl overladen af tærten med et sammenpisket æg, og bag tærten i ca. 40 min ved 180 grader, til den er sprød og gylden i overladen. Servér rygende varm, evt. med en grøn salat.

2. Cottage pie

Engelsk klassiker som varmer skønt på en råkold efterårsdag. Her får du opskriften på en lækker cottage pie, som du selv kan lave derhjemme.

Tid: 1 time og 30 min.
2 spsk olie
1 stor skefuld smør
500 g okse- eller lammekød i små tern, alternativt hakket
1 stort løg i tern
2 gulerødder i skiver
23 stængler selleri i skiver
2 dl varm kalve- eller kyllingefond
1 dl rødvin
½ tsk tabascosauce
2 spsk tomatpuré
2 spsk ketchup
2-3 stængler frisk timian
salt og peber
mel eller maizena til jævning
ca. 600 g kartofler + olivenolie til at dryppe over

Sådan laver du cottage pie

  1. Varm olien op i en gryde eller højsidet pande, og tilsæt smørret. Brun kødet over høj varme ad to omgange, og sæt det til side i en skål.
  2. Hæld evt. lidt mere olie på panden, og svits løgene, indtil de er bløde og gennemsigtige, tilsæt gulerødder og selleri, og lad grøntsagerne stege under omrøring et par minutter ved middelhøj varme.
  3. Tilsæt kødet, og hæld rødvin og fond på, tilsæt tabascosauce, tomatpuré, ketchup, timian og 1 tsk salt og lidt peber, og lad retten simre under låg i 30 minutter.
  4. Jævn saucen med 1 tsk mel rørt op i lidt vand, den skal op at koge før den tykner.
  5. Skær kartoflerne i meget tynde skiver, og smør en ildfast gryde med låg eller et fad med rigeligt smør.
  6. Læg kartoffelskiver i bunden, så den er dækket, og hæld kødet på.
  7. Dæk med kartoffelskiver lagt så tæt, at saften fra kødet ikke fordamper, og dryp olivenolie over.
  8. Bag i 45 min, de sidste 15 uden låg eller sølvpapir over.

3. Cornish pastry

Briternes svar på den indiske samosa eller den russiske pirog.

Tid: 40 min.
2 ruller færdigkøbt tærtedej
1 sammenpisket æg til pensling

Fyld:
1 stort løg i små tern
200 g kartofler, brug gerne bagekartofler
200 g oksekød i tern
125 g pastinak
50 g frosne ærter
2 spsk frisk timian
salt og peber
evt. en smule tørret chili
100 g smør

Sådan laver du cornish pastry

  1. Skær kartofler og pastinak i tern på ca. 1 x 1 cm, og skær ligeledes kødet i små tern.
  2. Bland kød, grøntsager (også ærterne), og krydr med salt og peber, timian og evt. en smule tørret chili.
  3. Skær tærtedejen ud i cirkler med en diameter på 12 cm, og pensl kanten med det sammenpiskede æg.
  4. Læg en skefuld af fyldet på den ene side af dejcirklen, og fold den anden ind over.
  5. Tryk siderne sammen med bagsiden af en gaffel, og pensl den halvmåneformede pastry med æg.
  6. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 25-30 min, til de er gyldne og sprøde.
  7. Spis dem varme, evt. med lidt chilisauce til at dryppe ned i det varme fyld.

4. Fish and chips

Luksusfastfood med guldtilbehøret: en syrlig tartarsauce. Se her, hvordan du laver fish and chips.

Tid: 1 time 
5 bagekartofler
ca. 1 liter vegetabilsk olie til friturestegning
ca. 800 g fiskefilet, f.eks. torsk, kuller eller lange i mellemstore stykker

Øldej:
2 ½ dl mel
2 tsk maizenamel
¼ tsk bagepulver
½ tsk hvidløgspulver
½ tsk paprika
½ tsk fint salt
ca. 1 ½ dl kold øl

Tartar:
1 dl god mayonnaise
1 spsk yoghurt naturel eller skyr
2 spsk finthakkede cornichoner
1 spsk hakkede kapers
½ tsk dijonsennep
2 spsk hakket frisk dild salt og peber

Tilbehør: citron i skiver

Sådan laver du fish and chips

  1. Skræl kartoflerne, og skær dem i stænger, skyl dem i koldt vand ad et par omgange, indtil vandet er klart. Kog i letsaltet vand i ca. 5 min, og dup dem helt tørre.
  2. Rør tartarsaucens ingredienser sammen, og sæt den på køl.
  3. Bland de tørre ingredienser til øldejen, og sæt til side.
  4. Varm olien op i en gryde til ca. 125 grader, dvs. når et lille brødtern bliver gyldent på ca. 30 sekunder.
  5. Steg fritterne ad et par omgange, de skal have ca. 5 min og må kun blive smukt gyldne. Tag dem op med en hulske, og lad dem dryppe af på køkkenrulle.
  6. Sæt temperaturen op til ca. 190 grader, (et brødtern bliver brunt på et par sekunder). Steg fritterne igen, til de er brune og mørkegyldne.
  7. Pisk melblandingen med øl, til dejen minder om tyk pandekagedej. Dyp fisken i dejen, og steg den gylden i olien fra før.
  8. Servér fisken med kartofler og tartarsauce.
Se, hvad vi ellers skriver om: Fisk, Engelsk mad og Tærte