Få Louisa Lorangs sundhedstips
SPONSORERET indhold

"Det er også sundhed at have god samvittighed"

Kogebogsforfatter Louisa Lorang går aldrig ned på champagne og parmesan, og så holder hun hverdagen sund, så hun indimellem kan nyde pommes frites og flødekager uden dårlig samvittighed.

Af: Louise Wethke Buch Foto: Anders Schønnemann
23. aug. 2014 | Mad | ALT for damerne

Hvor stammer din passion for mad fra?
Jeg er opvokset med kvalitet. Min mor var meget bevidst om biodynamik, økologi og sundhed. Min far var meget interesseret i smag, nye retter og mad fra hele verden. Jeg spiste couscous, helva og franske oste, fra jeg var helt lille. Men min egen interesse startede faktisk først sent. Da jeg flyttede hjemmefra, var jeg ligeglad med at lave mad.

Hvilken madvare er undervurderet?
Kål, indmad og bælgfrugter. Alle tre ting er superskønne. Kål er blevet hipt og mange spiser efterhånden kål hele året, men indmad og bælgfrugter mangler stadig lidt opmærksomhed.

Hvad er din yndlingsret?
Tacos, skaldyr og kartoffelmadder. Og tatar! Jeg elsker tatar og spiser det nok mindst en gang om ugen.

Hvordan synes du, tilstanden er for den danske madkultur?
Ringe! Generelt er folk fremmedgjorte over for deres mad. Jeg vil gerne kende min mad og spise mad, der er så ren som muligt. Jeg går meget op i økologi og bæredygtighed – og selvfølgelig smag. Jeg er ikke fanatisk, for jeg har masser af laster
– men min hverdag og mine ungers oplevelse af, hvor maden kommer fra, skal virkelig være i orden!

Hvilken mad forbinder du med din barndom?
Ost! Store osteborde og platte kiks var altid en del af selskabet, når vi havde gæster. Jeg elsker stadig ost!

Hvor får du inspiration fra?
En tur på torvet, et simpelt køkken i provinsen, rejser og magasiner inspirerer mig. Jeg er på en måde altid på arbejde, fordi jeg er inspireret af alt fra en fin tallerken til et overdådigt måltid eller en tur i supermarkedet.

Hvad vidste vi ikke var godt på grillen?
Jeg tror, at de fleste synes, det er skægt, at jeg griller salater og sjusser. Men det virker!

Hvad, synes du, smager af sommer?
Nye danske kartofler, danske jordbær og kantareller fra mit hemmelige sted.

Hvilken madvare er altid i dit køleskab?
Parmesan, champagne og en eller anden form for hjemmesylt. Lige p.t. er der to slags kraut, syltede tomater og saltede citroner. Parmesan og champagner er der dog altid!

Hvilken madvare ville du ønske, du kunne holde fingrene fra?
Jeg elsker pommes frites med remoulade! Og så er jeg vild med flødekager. Jeg nyder det uden dårlig samvittighed, men ikke så tit som jeg kunne have lyst til – så ville det gå helt galt.

Hvad betyder sund mad for dig?
Det betyder meget, at min hverdag er sund. Jeg bliver helt flad og energiforladt, hvis jeg ikke får nok grøntsager. Men jeg er ikke fanatisk med noget. Når min hverdag er sund, betyder det, at der er rum til ost, flødeskum, hotdogs og andet, der ellers
ikke er øverst på listen over artig mad. Jeg synes, at balancen er vigtig. Det er også sundhed at nyde og have god dårlig samvittighed, når man spiser.

LÆS OGSÅ: Madredaktøren anbefaler 3 lækre spiseoplevelser