Hot dog-hundehoveder fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Hot dog-hundehoveder

Hot dog med vuf i!

Af: Runa Pihlmann Foto: Runa Pihlmann
15. feb. 2016 | Mad

Min søn ville gerne have nogle af sine små venner til frokost, og da menuen stod på hot dogs, besluttede jeg mig for at bage brødene selv.

Prøv også min opskrift på focacciabrød TRYK HER!

Efterhånden er jeg faldet over disse nuttede hundehoveder flere steder, men her er min version. De er både enkle og sjove at lave, og så ser det altså ret fornøjeligt ud, når først vovsen får en pølse i munden.

De små gæster havde selskab af deres forældre ved bordet, og smilet bredte sig hos både børn og voksne, da de fik øje på hundehovederne. Vuf og go’ fornøjelse med bageriet af de varme hunde!

10 stk.

Arbejdstid: 30 min.

Bagetid: 12-14 min.

1 dl vand (lunkent) 

2 dl letmælk

25 g gær (½ pk) 

1 spsk. sukker (eller honning) 

1 tsk. salt

2 spsk. smør (smeltet) 

350 g hvedemel

100 hvid hvede (eller grahamsmel) 

1 æg (til pensling) 

Pynt:

20 sorte oliven

 

1. Lun vand og mælk i en gryde (ca. 37 grader), hæld blandingen i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, salt og smeltet smør og herefter hvedemel og hvid hvede lidt efter lidt. Ælt dejen godt sammen til blød ensartet konsistens.

2. Lad dejen hvile tildækket i en halv times tid.

3. Ælt dejen kort igennem på et meldrysset bord, og del den i 10 lige store stykker. Form hvert stykke til en flad og lidt aflang bolle. Læg dem på en bageplade med bagepapir. Lav et lille skråt klip med en saks i hver ende af bollerne, så det ligner hundeører. Lad bollerne hæve i en halv times tid til dobbelt størelse.

4. Pynt hver bolle med 2 halve sorte oliven som øjne og en hel oliven som snude. Pensl bollerne med sammenpisket æg.

5. Bag bollerne ved 200 grader i 12-14 min., til de er lysebrune.

 

Tip: Flæk bollerne, og kom en pølse og evt. ketchup og sennep i.