Sunde bananbrød med blåbær fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Sunde bananbrød med blåbær

Sundt og lækkert mellemmåltid.

Af:: Runa Pihlmann Foto: Runa Pihlmann
15. sep. 2014 | Mad | Hjemmet

Jeg elsker at trække i gummistøvlerne og cykle hen til min hemmelige ”blåbær-mark”.  Den ligger i Sverige få kilometer fra vores lille hytte. Her er store, flotte blåbær, så langt øjet rækker. Og på blot én busk kan jeg snildt plukke flere håndfulde af de sunde og lækre blåbær.

Når alle tupperwarebøtterne er fyldt, sætter jeg dem i cykelkurven og cykler hjem med min fangst. Bærrene bruger jeg bl.a. til smoothies, is, i tærter og muffins. Og dem, jeg ikke når at få brugt, ryger i fryseren.
Nogle af blåbærrene har jeg brugt som pynt på disse små bananbrød. Du kan også vælge at blande dem i dejen, men så er det svært at undgå et halvblåt brød, og det kan altså godt se lidt sjusket ud. Men smagen er selvfølgelig den samme.

Brødene indeholder ingen sukker og er geniale som et lille mellemmåltid, til morgenmad eller i picnickurven. Min søn er overbevist om, at han spiser kage, når jeg sætter bananbrødene på bordet, så han får – til sin store overraskelse – lov at spise to.

Ca. 12 stk.
Arbejdstid: 30 min.
Bagetid:
15 min.

65 g speltmel
(eller grahamsmel)
50 g hvedemel
25 g havregryn
½ vaniljestang
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
1 nip salt
1 æg
1 spsk. rapsolie
1 spsk. skyr
(eller yoghurt naturel)
2 modne bananer
Pynt:
100 g blåbær

1. Bland speltmel, hvedemel, havregryn, kornene fra vaniljestangen, bagepulver, natron og salt sammen i en skål.

2. Pisk æg og olie godt sammen, og tilsæt skyr.

3. Blend bananerne med en stavblender til ensartet masse, og bland med æggemassen.

4. Vend melblandingen med æggemassen med en dejskraber til ensartet konsistens.

5. Fyld dejen i papirforme eller små, smurte muffinforme. Pynt med friske blåbær, som du trykker lidt ned i dejen.

6. Bag bananbrødene i ca. 15 min. ved 175 grader. Tjek med en tandstikker, om de er gennembagt. Afkøl dem på en rist.

Prøv også min opskrift på sunde bananmuffins TRYK HER