3 kvinder: Se vores sneakersamling
SPONSORERET indhold

3 stilfulde kvinder: Se vores sneakersamling

Foto: Louise Damgaard
13. aug. 2014 | Mode | Eurowoman

Synes du selv, at du har mange sneakers? Så har du vist ikke mødt de tre kvinder, hvis sneakers-samling, vi har haft fornøjelsen af at opleve.

Se mere på de næste tre sider...

Stine Lindholm Pedersen 

Den 34-årige indehaver af sneakerbutikken ­Naked og Nakedcph.com ejer selv omkring 150 par ­sneakers. Hendes store drøm er, at Karl ­Lagerfeld og Nike en dag samarbejder.

Hvad består din samling af?
"Indtil jeg var 14 år, boede jeg i henholdsvis Paris og Californien og fik en forkærlighed for den urbane stil, længe inden den slog igennem herhjemme. Da jeg var 24 år, startede jeg butikken Naked og følte det som mit kald at sørge for, at folk herhjemme kunne få de produkter, jeg selv søgte. Det var en succes, og stille og roligt fik jeg opbygget en bred samling, der er vokset væsentligt med tiden. Jeg har en del fra Adidas, Nike og Asics og er meget til det sort-hvide og simple basic – det er dem, jeg bruger allermest."

Hvad er dit favoritmærke?
"Jeg er klart en Nike-pige. Det er det brand, jeg er vokset op med i Californien, som var sol, sommer, neon, acid washed jeans og sneakers. For mig er Nike specielt gode til at relancere eller nyfortolke modeller fra 90'erne, hvorimod andre mærker hele tiden laver nyt. Det kan både være en fordel og ulempe, men jeg elsker, at Nike holder fast i det gamle og i traditionerne, hvilket bringer minderne frem fra min ungdom."



Hvor langt er du nogensinde gået for et par sneakers?
"Jeg er nok ikke den bedste at spørge, da jeg igennem mine butikker har tilgang til det meste. Derfor er jeg heller ikke køtypen, men respekterer virkelig dem, der gør det. Når vi har releases, overnatter folk udenfor, og vi har engang delt morgenbajere ud til dem, der kom direkte fra en bytur kl. tre-fire om natten for at stå i kø."

Hvad er perlen i din samling?
"Der er to. Det ene par er fra Asics og er fra et samarbejde med sneakerbutikken Hanon. Designet er virkelig veludtænkt, og den bordeauxrøde og karrygule farve komplementerer hinanden supergodt, mens den kridhvide sål bryder med det mørke. Pløsen – tungen – er splittet på midten, hvilket gør den væsentlig anderledes. Det andet par er et par sølvfarvede Air Max 1, som jeg fandt på Net-a-porter.com sidste år. Jeg har aldrig gået med de to par sko og nænner det heller ikke. De kommer til at forblive i æsken.

Hvad er dit drømmekøb?
"Jeg er kæmpe Chanel-freak og håber, at Karl Lagerfeld og Nike en dag laver et samarbejde. Hans stil er sort-hvid, enkel og med et twist af noget skørt – præcis hvad jeg elsker. Hvis det en dag skete, ville jeg stå i kø."

Hvad er den bedste sneakerbutik i Danmark?
"I Naked er vi dygtige til det, vi laver, og vi køber ind, så vi rammer et bredt publikum. Vi blander limiterede sko med det mainstream, og så er vi servicemindede og har en stor viden om de sko, vi sælger. Alle er velkomne."

Og i udlandet?
"Flight Club, der ligger i New York og L.A., har uendelig mange sneakers. De sælger videre for samlere, og der er alt lige fra 2.500 dollars sko til det mere mainstream. Jeg har været der en milliard gange. Det er som en slikbutik."

Hvor shopper du online?
"Colette.fr har en god, men lille samling af quirky sneakers. De er især gode til limiterede sko."


Læs mere på næste side...


LÆS OGSÅ PÅ ALTFORDAMERNE.DK: 12 nøglekøb til den sporty stil

Nadja Meyer

Med en lille samling på 15 par fra mærker som Spring Court og Céline har 79-årige Nadja ­Meyer, stifter af Nadja Meyer Agency, måske en af ­Danmarks mest unikke sneakers-samlinger. Ifølge hende selv har hun 'sko på hjernen'.

Hvad består din samling af?
"Sneakers, der har karakter. Jeg går op i materialer, sjove mønstre og flotte farver. Det er altafgørende, når jeg handler alt til min garderobe. Jeg har altid haft sko på hjernen. Min mand var skofabrikant, og han importerede flere mærker til Skandinavien. Jeg faldt for mit første par fra Céline i Milano for 25 år siden, og dem både har jeg og går stadig i. Dengang var sneakers ikke en del af gadebilledet, som de er nu. I dag ser man ikke andet, når man vandrer ned ad Strøget."

Hvad er dit favoritmærke?
"Jeg har ikke noget favoritmærke som sådan. For mig betyder det ikke noget, om sålerne er røde eller moderne lige nu, så længe de er anderledes og passer ind i mit univers. Nogen synes, jeg er fjollet, men jeg synes, det er sjovere at skille sig ud på trods af min alder. Jeg har dog noget for Comme des Garçons – jeg har bl.a. et par sneakers fra deres samarbejde med Superga. "



Hvor langt er du nogensinde gået for et par sneakers?
"Jeg er ikke gået langt for et par sneakers, men for omkring 20 år siden faldt jeg for et par helt unikke af slagsen fra Yohji Yamamoto i Paris. Jeg vidste, de ikke kunne fås herhjemme, så jeg slog til, da jeg fandt dem. De er sorte med rødt blomsterprint på snuden og ligner slet ikke noget, man kan få i dag."

Hvad er perlen i din samling?
"Jeg er meget glad for mine Jil Sander-sneakers, som jeg købte under en modeuge i Milano for fem-seks år siden. De er grå med en plateau-lignende sål, og så er de fantastiske at gå i. Jeg ville aldrig købe et par sneakers uden at have en god fornemmelse, når jeg træder ned i dem."

Hvad er dit drømmekøb?
"Jeg har ikke noget konkret drømmekøb, da jeg for det meste shopper impuls."

Hvad er den bedste sneakerbutik i Danmark?
"Jeg går på opdagelse i Københavns gader og stopper, hvis der er noget, der siger mig noget, men jeg finder det også morsomt at se på nyhederne fra de store modehuse hos Kassandra, hvor min datter slæber mig med."

Og i udlandet?
"Jeg er inspireret af Colette i Paris, som jeg synes køber fantastiske sko ind. Jeg købte et par sneakers med printede stiletter på i en tilfældig lille no name-butik i Dubai, og da jeg besøgte Colette efterfølgende, havde de dem magen til."

Hvor shopper du online?
"Jeg shopper aldrig online og foretrækker fysiske butikker, som jeg gerne vil støtte op om."


Læs mere på næste side...


LÆS OGSÅ: Net-a-porter lancerer Net-a-SPORTER.com
Nikoline Flindt

Nike er favoritten, og så drømmer den 24-årige salgsassistent hos Wood Wood om et par helt særlige hvide sneakers til samlingen, som ­fore­løbig tæller omkring 45 par.

Hvad består din samling af?
"Jeg har været fascineret af sneakers, siden jeg var teenager, og aldrig følt mig særlig godt tilpas i stiletter, ballerinaer eller andre 'fine' sko. Jeg har prøvet et par gange, men er altid endt med et par sneakers på fødderne. Jeg begyndte for alvor at samle for syv år siden, og langsomt, men sikkert, er samlingen blevet større. Den består både af nye modeller og samleobjekter, og der er alt lige fra old school Vans til de nyeste Nikes. Jeg har købt mange af dem på ferier til USA, hvor udvalget er større, sejere og mere specielt. "A woman with good shoes is never ugly.""

Hvad er dit favoritmærke?
"Jeg har mange favoritter, men mine yndlingssneakers er fra Nike. Udvalget er kæmpe, og farverne falder ofte i min smag."

Hvor langt er du nogensinde gået for et par sneakers?
"Jeg har aldrig stået i kø for et par sneakers, men jeg ledte efter et par Nike Lunar Chukka Wowen i sort med hvid sål i halvandet år. Jeg havde set dem på en af mine venner og kunne ikke slå dem ud af hovedet. Jeg søgte dag ud og dag ind på nettet og måtte til sidst indse, at det var håbløst. En dag efter arbejde kom jeg hjem til en ventende pakke på mit spisebord. Jeg anede ikke, hvad det var, åbnede pakken, og deri lå de uopnåelige Nike-sko. De var endelig mine takket være min søde kæreste, som gjorde mig til en meget lykkelig pige."

Hvad er perlen i din samling?
"Mine ultimative yndlingssko er førnævnte Nike Lunar Chukka Woven – dem passer jeg rigtig godt på. Modellen er meget klassisk og nem at bruge til alt. Jeg har dem også i Lunar Flyknit Chukka-udgaven."

Hvad er dit drømmekøb?
"Sneakers er helt klart min passion, og for tiden drømmer jeg om at udvide min samling med et par Air Jordan Retro 12 Drake x OVO Air Jordan, der er helt hvide med små fine detaljer af guld, som lige giver det der ekstra pift. De må meget gerne blive en del af min samling, da de er helt perfekte til bare brune ben og sommertøj."

Hvad er den bedste sneakerbutik i Danmark?
"Wood Wood har et godt udvalg fra Adidas, Nike, Y3 og New Balance. Footlocker på Strøget er også begyndt at få et godt udvalg, og så er der selvfølgelig Rezet Store i Rådhusstræde."

Og i udlandet?
"RIF LA i downtown L.A. er jeg kæmpe fan af. De sælger limited editions og specielle releases. Mange af deres sko kommer fra ekstreme samlere, der køber alt, hvad de kan få fat i."

Hvor shopper du online?
"Hvis jeg shopper online, er det oftest på Ebay.com eller Caliroots.com. Ellers kan jeg anbefale Sivasdescalzo.com og Sneakers­nstuff.com.


LÆS OGSÅ: Mød 3 samlere: Sneakers, Smykker og Louis Vuitton