Museer, musik, teater og arkitektur i Aarhus
Foto: Frederik Lentz Andersen
Eurowoman

Museer, musik, teater og arkitektur i Aarhus

Aarhus for begyndere: 10 steder, du skal kende

Kald den hvad du vil – Aarhus, Århus eller Smilets By. Byen har både lækker musik, kunst, arkitektur og kaffe. Her er din personlige guide.

Af Stinne Kaasgaard 18.maj.2017 Mode

Artiklen er et del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aarhus. Magasinet er sponsoreret af Bestseller.

Et paradis af en biograf, Skandinaviens største bibliotek, et museum kun for kvinder og en af landets bedste festivaler. Her er 10 gamle og nye klassikere plus det løse, som du ikke rigtig har været i Aarhus, hvis du ikke har besøgt.

LÆS OGSÅ: Aarhus' bedste restauranter: 10 steder, du skal gå efter

Det nye Moesgaard Museum, også kendt som MOMU, er gravet ned i en skråning. Museet stod klar i 2014 og er tegnet af Henning Larsen Architects.

Moesgaard Museum

Det gør ikke så meget, at du ikke har den store interesse for arkæologi og etnografi, hvis du overvejer at besøge Moesgaard Museum, i folkemunde også kaldet MOMU, lidt syd for byen. Godt nok er det kulturhistoriske museum specialiseret i netop de emner, men siden museet blev genopført af Henning Larsen Architects i 2014, er det blevet en attraktion i sig selv. Museets 16.000 m² er gravet ind i en skråning nord for herregården Moesgaard, og fra bygningens græsdækkede tag kan du slå dig ned og se ud over landskabet, som er designet af Kristine Jensens Tegnestue. I dag kaldes museet i øvrigt MOMU i folkemunde. Vi lover, at du er mere interesseret i moselig, runesten og ringbrynjer, når du forlader museet, end da du kom.

Den Gamle By

Er du træt af stål og beton og alt det, der er lidt for moderne? Så er Den Gamle By, som er en af Aarhus’ mest kendte og elskede attraktioner, stedet for dig. Find din indre historienørd frem, og træd ind i en tidslomme, hvor du bl.a. kan opleve 70’er-kvarteret med folkevogne og kollektiver og høre levende musik på Jazzbar Bent J. Du kan også rejse tilbage til 20’ernes dunkelt belyste fortove, telefoncentraler og gavlreklamer, eller gå på opdagelse i den ældste del af Den Gamle By. I hele det historiske område møder du mennesker fra de forskellige tidsperioder, som bl.a. henter vand ved brønden eller kører dig rundt i hestevogn. Den Gamle By har desuden hele året rundt koncerter, udstillinger og aktiviteter og huser mindre indbyggede museer. For nylig åbnede den permanente udstilling ’Aarhus Fortæller’ om byens historie fra vikingetid til nutid. Når du er mæt af indtryk, kan du passende hænge ud i den omkringliggende Botanisk Have, som med sit kuperede terræn, små vandløb og mange intime hjørner er ideel til alt fra familiefrokoster til første date.

Fra verdensstjerner som Frank Ocean til danske upcoming navne som Bisse. NorthSide Festival har noget for enhver smag.

Northside Festival

Frank Ocean, Radiohead, James Blake, Liss, Lana Del Rey, Grace Jones, Nick Cave, Iggy Pop, Beach House, The Prodigy – og Thomas Helmig. Der er god grund til, hvis andre af landets store festivaler skæver misundeligt mod Aarhus. Den aarhusianske NorthSide Festival lagde ud med et beskedent besøgstal på 5.000 og en enkelt dag med musik, da festivalen åbnede i 2010. Siden er det steget til 35.000 i 2016 og et tre dage langt program med internationale stjerner, der får flere og flere til at støvsuge Airbnb for en ledig lejlighed i midten af juni. For i Aarhus sover du hjemme, når du er til festival. Snupper et lynbad og oplader din telefon, inden du vender tilbage til musikken, ren og veludhvilet. Gummistøvler og soveposer hører så meget sidste århundrede til. Må vi bede om affaldssortering, økologisk mad og østers- og champagnebar, tak. Årets festival finder sted 9.-11. juni.

Vinterbadere, nøgenbadere, blebørn og teenagere elsker at kaste sig i vandet og slikke sol ved Den Permanente Badeanstalt.

Den Permanente

Der er plads til alt fra bare bryster og modne mænd i speedos til g-strenge, solariebrune kroppe og børn smurt ind i sand og vaffelis på den mest populære badeanstalt i Aarhus. Den Permanente Badeanstalt, eller Den Permanente, som den kaldes af lokale, er en old school badeanstalt fra 1932 med livreddere, aflukkede omklædningsrum og kiosk. Har du hang til kolde gys, kan du melde sig ind i Vinterbadeklubben Jomsborg, som med over 5.000 medlemmer er en af Danmarks største.

Lynfabrikken og Filmby Aarhus

Du tager en gammel industribygning, indretter den med bl.a. beton, træ og inspirerende farver, propper en håndfuld kreative unge mennesker ind i den og slutter af med en tagterrasse, hvor du selvfølgelig serverer eminent kaffe. Det er efterhånden 15 år siden, Lynfabrikken åbnede i en gammel fabriksbygning i Vestergade midt i Aarhus. Men selv om stedet ikke er en af byens ældste institutioner, er den alligevel med til at tegne Aarhus og give byen den dér newyorker-vibe, der får den til at hæve sig selvsikkert over andre større provinsbyer. Her kombineres designbutik og kaffebar med kontorlokaler for kreative, ualmindelig inspirerende mødelokaler, som kan lejes, og en oase af en tagterrasse. Kreativitet finder du også i Filmby Aarhus, som trods navnet beskæftiger mange andre end filmfolk. Her arbejder flere end 500 mennesker fordelt på 80 firmaer med bl.a. apps, film, design, reklame og sociale medier, og stedet huser desuden den internationale lederuddannelse KaosPiloterne.

Aarhus Teater har kastet sig over den nordiske mytologi i samarbejde med Det Norske Teatret i Oslo. Den spektakulære forestilling ’Edda’ er teatrets bidrag til kulturbyåret.

Aarhus Teater

Det er svært at overse den over 100 år gamle kæmpestore teaterbygning i jugendstil, som ligger midt mellem Aarhus Havn og Store Torv. Arkitekten bag er Hack Kampmann, som også har tegnet andre af byens markante bygninger som Marselisborg Slot, Toldboden og Aarhus Katedralskole. Teatret byder både på klassiske forestillinger som musicalen ’Jesus Christ Superstar’ og Holberg-komedien ’Erasmus Montanus’ og nyskrevne teaterstykker. I år bidrager Aarhus Teater til kulturbyåret med den musikalske forestilling ’Edda’ i samarbejde med Det Norske Teatret i Oslo. Forestillingen er baseret på dramatikeren Jon Fosses gendigtning af mytologiske tekster fra Island, og musikken leveres af komponisten Arvo Pärt i samarbejde med den amerikanske søskendeduo CocoRosie.

Ikonisk og helt sin egen. Den lille kunstbiograf Øst for Paradis, som selvfølgelig ligger i Paradisgade, viser film, der er værd at se.

Øst for Paradis

’Øst for Paradis’ er titlen på en filmklassiker fra 1955 med James Dean i hovedrollen, baseret på John Steinbecks roman. I Aarhus er Øst for Paradis dog først og fremmest byens eneste art cinema-biograf. Den blev grundlagt i 1978 af en lille håndfuld filmentusiaster, der savnede en biograf til de film, der ikke normalt nåede frem til byens biografer, og er i dag ejet af to søstre. Det varede ikke længe, før Café Paradis blev tilknyttet, som siden har markeret sig som legendarisk stambar og morgenværtshus for mange aarhusianere under kælenavnet Den Sidste.

Se Aarhus fra oven gennem et slør af regnbuens farver på taget af kunstmuseet ARoS. Værket ’Your Rainbow Panorama’ er skabt af Olafur Eliasson.

ARoS

Fotografen Robert Mapplethorpe, der var Patti Smiths sjæleven, har været udstillet der. Det samme har Tal R, Joana Vasconcelos, Edvard Munch, Shirin Neshat og en lang række andre danske og internationale kunstnere. Museets samling huser 300 års dansk kunst og moderne international kunst, heriblandt værker af P.S. Krøyer, J.F. Willumsen, Asger Jorn og Vilhelm Lundstrøm. Aarhus Kunstmuseum, der blev etableret i 1859 og er det ældste danske kunstmuseum uden for København, flyttede i 2004 ind i en ny bygning tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects og skiftede navn til ARoS. I dag er museet et moderne vartegn for byen. Det skyldes ikke kun den imponerende kunstsamling, men også museets ydre fremtoning, som i 2011 blev udsmykket med et gigantisk værk af den danske kunstner Olafur Eliasson. ’Your Rainbow Panorama’ er hele 52 meter i diameter og svæver på tynde søjler 3,5 meter over bygningens tag, og du kan opleve værkets farvede glasbeklædning indefra, mens du har udsigt over byen i alle regnbuens farver. Lige fra åbningen af det nye museum i 2004 tiltrak ARoS stor opmærksomhed med Ron Muecks imponerende skulptur ’Boy’, som forestiller en 4,5 meter stor dreng iført underbukser. I år er udstillingerne ’The Past’, ’The Present’ og ’The Future’ værd at se. De er en del af serien ’The Garden’ og foregår hhv. på selve museet, i byrummet og langs kysten med temaer som landskabshistorie, den globale udvikling og bæredygtighed.

Skandinaviens største offentlige bibliotek ligger på havnen i Aarhus. Dokk1 blev opført i 2015 og indeholder, ud over bøger, fantastiske kunstværker af bl.a. Elmgreen & Dragset og Kirstine Roepstorff.

Dokk1

Egentlig er det bare et folkebibliotek. Men hvorfor nøjes med støvede bøger og lysstofrør, når man kan bygge Skandinaviens største offentlige bibliotek og største danske kulturbyggeri siden Operaen i København? Dokk1 har siden sin åbning i 2015 givet rejseskribenter fra hele verden såvel som danske turister og lokale én grund mere til at knuselske den jyske hovedstad. Biblioteket er, som ARoS, tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects, og som med alt andet kommunalt byggeri er 1 % af byggesummen brugt på kunstnerisk udsmykning. Du kan bl.a. opleve en fiktiv asiatisk storby i form af 178 lyssatte huse, som bærer titlen ’Magic Mushrooms’ og er udført af den danske kunstnerduo Elmgreen & Dragset. Kunstneren Kirstine Roepstorff, som i år repræsenterer Danmark ved biennalen i Venedig, har stået for værket ’Gongen’, som er Nordeuropas største rørklokke. ’Gongen’ er koblet op til en knap på Skejby Sygehus, som nybagte forældre kan trykke på, når deres barn er kommet til verden. Herefter vil klokken ringe i Dokk1, så man på den måde fejrer, at en ny aarhusianer er kommet til. Snart er det tredje store værk, bronzeskulpturen ’Poseidon’, desuden færdigt. Det er skabt af kunstnergruppen A Kassen. Dokk1 er placeret helt ned til haven, så du kan svinge benene ud over kajen, når du trænger til en pause, eller nyde udsigten fra en af de mange læsepladser indenfor.

Hvis du interesserer dig for feminisme og fortællinger om fascine­rende kvinder, skal du besøge Kvindemuseet. Se fx den nye permanente udstilling om køn og stereotyper.

Kvindemuseet

Museet begyndte egentlig som en græsrodsbevægelse tilbage i 80’erne på skuldrene af 70’ernes rødstrømpebevægelse i byen. Formålet var dels at samle historie og viden om kvindeliv, dels at skabe arbejdspladser for netop kvinder. Men det, der kunne være endt som et klenodie af lilla bleer, batik, fællessang og slidte kampråb, er i dag mere aktuelt end nogensinde. Museet har nemlig formået at følge med tiden med bl.a. udstillinger om virtual reality-porno i 3D, fokus på kvindeliv i lyset af modetendenser og en aktiv Instagram-profil. I marts åbnede en ny permanent udstilling, ’Køn redelighed – Gender Blender’, som forsøger at finde kunstens svar på, hvorfor piger leger med dukker og ikke biler, hvad det vil sige at være transkønnet, og hvorfor kroppen er et vigtigt tema.

Glem ikke ...

Hvis du vil føle dig som en lokal i Aarhus, skal du lære, at Spanien ikke kun er et land syd for Frankrig, men et gadenavn og en badeanstalt. Du skal også glæde dig til en hel uge om­kring 1. september hvert år, hvor byen fyldes af glade mennesker til Aarhus Festuge. Fra teenagerne, der dingler med benene ud over kajen på Den Spanske Trappe, mens de drikker papvin, til det modne publikum, som nyder en af Nordeuropas største kunst- og kulturfestivaler. Du skal besøge Tivoli Friheden alene pga. navnet og deres Fed Fredag-koncerter, og du skal se dronning Margrethe og prins Henriks smukke sommerresi­dens Marselisborg Slot og Domkirken, som er den længste og højeste kirkebygning i Danmark. Når du er helt træt i benene af al den sightseeing, kan du slå dig ned i Universitetsparken, som er Danmarks største ege­træs­park med bl.a. friluftsauditorium med plads til 3.000 mennesker og to kunstige søer. Selve Aarhus Universitet og campus er i øvrigt også et kig værd i sig selv. Det er tegnet af Kay Fisker og C.F. Møller.


Henter...