Alashdair Willis
SPONSORERET indhold

Alashdair Willis: "De er jo alle steder og ikke bare på landmænd på mudrede marker"

Den kreative direktør for Hunter, kendt for de ikoniske gummistøvler, er en rolig og taknemmelig mand. Han er selvfølgelig også gift med designeren Stella McCartney, som han har fire børn med.

Af:: Marie Lodberg Foto: Andreas Houmann
13. okt. 2017 | Mode | Eurowoman

Hvordan starter du bedst dagen?
– Jeg vågner altid af mig selv klokken seks, og så mediterer jeg i et kvarter. Jeg elsker morgener. Det gør min hustru ikke. Så det er mig, der vækker børnene, sørger for morgenmad og får dem sendt i skole. Jeg har nærmest allerede haft en halv arbejdsdag, inden jeg møder ind på kontoret. Det passer mig godt, jeg nyder det. Jeg forsøger altid at starte min dag med positiv energi og gør mig umage med at bevare den i løbet af dagen.

Meditation... Hver morgen?
– Så vidt muligt, ja. Indtil for et par år siden var jeg enormt skeptisk over for meditation. Jeg kommer fra Nordengland, og vi er generelt ret skeptiske. Men folk blev ved med at sige, at jeg burde prøve det, og jeg er kommet til at holde meget af den stund. Når du har travlt med arbejde og familie, er det vigtigt med tid til dig selv, også selv om det bare er 15 minutter.

Hvordan lærer man at finde ro?
– Du bliver nødt til at fortælle dig selv, at uanset hvad du kommer ud for i løbet af dagen, vil livet gå videre, og uanset hvilken situation du står i, vil der altid være nogen, der kæmper mere end dig. Det handler om at være taknemmelig for, hvor du er lige nu. Lige nu er vi her i fine København på en dejlig café, og det er holdt op med at regne. Det er jeg taknemmelig for.

Jeg troede, du ville synes, at regn er en god ting. Du lever jo af den?
– Jeg blev også meget glad på vej herhen, hvor jeg så to i Hunter-gummistøvler. De er jo alle steder og ikke bare på landmænd på mudrede marker. Det gør mig stolt. Vidste du, at de er håndlavede, og at det tager tre en halv dag at lave sådan et par støvler? Men uanset hvor meget vi elsker de gummistøvler, skal Hunter ikke kun være baseret på dem. Derfor laver vi nu også regnfrakker, rygsække, sneakers og sandaler. Brandet er 160 år gammelt, og det skulle gerne kunne holde 160 år mere.

Hvad ville du lave på en regnvejrsdag?
– Jeg ville høre musik. The Smiths. Morrissey er en af mine all time-helte. Ham og David Bowie. Jeg kunne også finde på at sætte Radiohead eller Brian Wilson på.

Og så en kop te?
– Nej, kaffe. Altid kaffe. Jeg forsøgte at holde op i et halvt år, men jeg savnede det for meget.

Hvad laver du ellers, når du holder du fri?
– Vi bor i Vestlondon ved Notting Hill Gate, ikke så langt fra Portobello Market, så området er fuldstændig pakket i weekenderne. Heldigvis tager min familie og jeg i vores sommerhus, der ligger to timers kørsel fra London, så ofte vi kan. At vågne op på landet lørdag morgen er den største luksus. Der er intet pres, der hviler på dig. Jeg er vokset op på landet, ligesom min hustru, og vi vil gerne give vores kærlighed til naturen videre til vores børn.

Hvor er dit favoritsted at spise morgenmad?
– The Wolseley i Piccadilly i London. Der er en god atmosfære og altid et godt miks af London-typer og turister. Fyrene, der har stedet, har ramt interiøret perfekt og rekrutterer de bedste folk. Måske er det ikke verdens bedste morgenmad, men det er lige meget, for det er rummet og energien, jeg kommer der for.

Anbefalet til dig