Angelique Kerber: ”Det er rart, at de er der, men i sidste ende er man alene”

På tværs af brancher og verdener findes der et mål, der er nemt at oversætte: at udmærke sig. Rolex har i generationer været synonym med den store bedrift – noget man har opnået gennem en dedikeret indsats og en beslutsomhed om hele tiden at blive bedre – og det gør, at Rolex' samarbejde med ambassadører fra en række forskellige områder føles helt rigtigt. I vores fortsatte samarbejde med Rolex kigger vi på disse exceptionelle kvinders fantastiske færd.

Sponseret indhold Af Leah Melby Clinton 14.jun.2018 Mode

Alle elsker et vidunderbarn. Men når en karriere topper efter årevis med hårdt, fokuseret arbejde, gør ventetiden succesen endnu sødere.

LÆS OGSÅ: Lindsey Vonn: "Det gav mig et nyt perspektiv på det hele"

En af de højest rangerede tennisspillere, Angelique Kerber, var den ældste kvinde til at nå ranglistens førsteplads for første gang (i 2016 i en alder af 28 år). Når hun taler om sin sport nu, er der ingen spor af den fnisende, fjollede energi, som ofte kendetegner teenage-vidunderbørn. Hun er en kvinde, der ved, at hun har opnået noget stort, men som ikke er overvældet af det. Kerber ved, hvem hun er, og hvad hun kan præstere.

Og hun har en ægte kærlighed til spillet. ”Jeg har altid godt kunnet lide at spille tennis. Det har aldrig ændret sig,” har hun udtalt. Og selvom hendes succes måske er kommet sent i forhold til andre sportsfolk, har hun aldrig tvivlet i et sekund: ”Jeg har aldrig haft en plan B.”

Om at blive trænet af sine forældre:

”Jeg begyndte at spille, da jeg var tre år. Mine forældre spillede, så jeg voksede op på tennisbanen. Dengang handlede det om at have det sjovt med andre børn, at bevæge sig og bare nyde sporten. Efterhånden begyndte jeg at spille lidt mere intenst, og jeg fortalte dem, at jeg godt kunne lide sporten og at jeg gerne ville blive bedre. Jeg vandt over min mor, da jeg var 12 eller 13. Min far spiller stadig rigtig godt. Jeg ved faktisk ikke, om jeg nogensinde har vundet over ham, for at være helt ærlig.”

Om at beslutte sig for at blive tennisspiller:

”Jeg var også svømmer, da jeg voksede op, og der kom et tidspunkt, da jeg var omkring 15 år gammel, hvor jeg måtte vælge: Skal jeg spille tennis eller svømme? Jeg valgte tennis på grund af mine forældre. Og jeg spillede godt. Jeg vandt over mange gode spillere, som var ældre end mig, og jeg ville gerne være professionel. Det var svært at vælge tennis, men jeg vidste, at jeg stadig kunne svømme. Måske ikke professionelt, men jeg kunne stadig svømme for at holde mig i form. Jeg ville ikke opgive det.”

Om at kæmpe med ensomhed:

”Det handler ikke kun om at spille tennis. Man skal også kunne klare andre ting. Det var ikke nemt. Det var hårdt at skulle rejse væk hver uge og ikke kunne se sine venner. På et tidspunkt rejste jeg verden rundt – det var min drøm, og jeg nød det i fulde drag. Men der var også nogle gange, hvor jeg ikke kunne komme til en vens fødselsdag eller bryllup. Jeg sad alene på mit hotelværelse og tænkte, ”OK, vi kan Skype i fem minutter, men det er så det.” Tennis er en individuel sport, og man er nødt til at finde et team, man kan stole på. Nu har jeg et par venner, som også er tennisspillere, og vi tager ud og spiser middag en gang imellem. Det er rart, at de er der, men i sidste ende er man alene.”

Om sin kærlighed til spillet:

”Når man står på banen og hører publikum heppe, så får man en belønning for alt det hårde arbejde. Når man står der og holder trofæet, så ved man, at alle de ting, man har været igennem, hotellerne man har boet alene på osv., det har været for at nå hertil. Det er det hele værd. Det er den bedste følelse.

”Jeg følger mine fornemmelser, når jeg er på banen. Jeg har en plan og taktik, som jeg taler med min træner om før kampen. Modstanderne er altid forskellige, så i sidste ende forsøger jeg at spille ud fra, hvad mine instinkter fortæller mig.”

Om at vænne sig til at være nr. 1 på ranglisten:

”Det har altid været min drøm: at vinde Grand Slam og blive kåret til verdens bedste spiller. Det har altid været mit mål. Nu, hvor det er sket, er det ikke så nemt at vænne sig til det, at vågne op hver morgen og sige til sig selv, ”Du blev faktisk verdens bedste spiller.” Det tager lidt tid, men det er kun positive følelser. Jeg er også stolt af mit team og alle, som har troet på mig.”

Om at være en del af Rolex-familien:

”Det er en ære, for Rolex har altid stået for traditionel elegance og at gøre sit bedste, hvilket også er meget vigtigt for mig – tennis er en traditionel sport, og jeg gør altid mit ypperste.”

Om at bevare motivationen på toppen:

”Efter jeg blev rangeret som nummer et, ville alle vinde over mig, og det var et pres. De har intet at tabe, og de ved, at de skal spille op til deres bedste for at have en chance imod mig. Men jeg ved, at jeg stadig kan forbedre mit spil, min mentalitet og alle de små ting. Det er en ny udfordring.”

Om at forblive tro mod sig selv:

”Det er vigtigt at holde begge ben på jorden og ikke tænke, at man er en bedre person, fordi man har nået et mål, eller at man er en dårlig person, hvis man taber. At blive rangeret som nummer et i 2016 er ligesom, jeg drømte, at det ville være. Det eneste, der er en lille smule anderledes, end jeg forventede, er alle de ting, jeg skal uden for banen. Når man spiller som barn, tænker man ikke over, at man kommer til at rejse så meget. Man tænker ikke over presset fra medierne, når man er 10 år.

”Man bliver selvfølgelig nødt til at forandre sig en lille smule. Det er nemt at forblive ydmyg, fordi mit team og mine forældre stadig behandler mig på samme måde. Jeg siger altid til dem at det ikke skal behandle mig som en tennisstjerne. De skal bare være naturlige over for mig og ikke være søde, fordi jeg vinder.”

”Nu vil alle gerne vinde over mig, så det er et pres. De har intet at tabe. Jeg er motiveret til at blive på toppen, så længe som muligt.”

Om resultater på og uden for banen:

”For mig var det at vinde to Grand Slam-turneringer det største resultat, fordi jeg pressede mig selv til det yderste. Og OL var også stort for mig. Jeg så det altid, da jeg var ung, og jeg spillede der for første gang for fire år siden i London. At vinde en medalje for Tyskland var noget helt særligt.

”Uden for banen kan jeg godt lide at motivere børn til at spille tennis. Det er en meget traditionel sport. Efter Steffi Graf og Boris Becker var der en lang periode i Tyskland, hvor unge mennesker ikke spillede tennis. Fodbold var og er stadig den største sportsgren. Jeg prøver at vise børnene, at de kan gribe en ketsjer, tro på deres drømme og aldrig give op.”


Henter...