Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Annika Sörenstam om at være ekstremt genert: "Jeg tænkte, det var bedre at tie stille"

På tværs af brancher og verdener findes der et mål, der er nemt at oversætte: at udmærke sig. Rolex har i generationer været synonym med den store bedrift – noget man har opnået gennem en dedikeret indsats og en beslutsomhed om hele tiden at blive bedre – og det gør, at Rolex' samarbejde med ambassadører fra en række forskellige områder føles helt rigtigt. I vores fortsatte samarbejde med Rolex kigger vi på disse exceptionelle kvinders fantastiske færd.

Hun var på vej hjem med flyet – Southwest, sæde 36C – da kaptajnen annoncerede det over højttaleren. Annika Sörenstam havde netop vundet U.S. Women's Open 1995, den svenske golfspillers første professionelle sejr i USA, og nu vidste alle ombord på flyet det. "Jeg gemte mig på toilettet," husker hun. "Jeg kunne ikke lide opmærksomheden."

LÆS OGSÅ: Lydia Ko: ”Det har gjort, at jeg er vokset ikke blot som spiller, men også som menneske”

Sörenstam holdt lav profil i en måned bare for at slippe for medierne, men hendes lammende generthed (da hun var yngre, ville hun hellere blive nr. to end at skulle holde sejrstale) blev til sidst overvundet af hendes kærlighed til spillet. Da hun trak sig tilbage i 2008, var Sörenstam næsten uovervindelig og havde sat sit præg på sporten som den eneste kvinde, der havde spillet en runde under 60 slag, og den første kvinde i mere end 50 år, som konkurrerede på PGA Tour. Sörenstam er nu mor til to og bor med sin familie i Orlando. Hun er fuld af taknemmelighed for det, hun har lært på sin vej, og hun har opbygget ANNIKA Foundation for at give håbefulde unge golfspillere, primært unge piger, en mulighed for at få deres egne succeshistorier – og ranke ryggen og være stolte.

Om hvordan hun blev introduceret for golfbanen:

"Jeg dyrkede forskellige slags sport, men det var mine forældre, som introducerede mig for golf. Vi gik ud på golfbanen. Jeg havde en yngre søster – vi spillede ikke, men sad i nogle trækvogne, mens mine forældre trak os. Atten huller er langt at trække en vogn, så de efterlod os ved et hul og sagde: "Her er nogle penge til is," hvorefter de kom tilbage 45 minutter senere og trak os på vognen igen. Der gik et par år, og så begyndte vi at putte [da jeg var otte-ti år]. Men vi var ikke medlemmer – man skal købe et medlemskab til hvert familiemedlem – så den daglige leder, en gammel mand, kom ud og sagde, "I må ikke putte her." Så løb vi vores vej, og en halv time senere stod vi igen og puttede. Så kom han igen ud og sagde, "I må ikke putte her." Det var min introduktion."

Om at vokse op som datter af sportsudøvere:

"Min mor var i golfklubmester. Hun spillede også basketball, og min far dyrkede nærmest alt: atletik og håndbold, som er mere populært i Europa. Vi dyrkede altid sport, og det var meget konkurrencepræget, uanset om vi spillede kort eller Yatzy. Jeg spillede fodbold og tennis, fra jeg var fem år. Jeg syntes, at golf gik for langsomt. Der var ikke ret mange børn, der spillede golf på det tidspunkt, og jeg syntes, at det var en sport for gamle mænd!"

"Fra en tidlig alder var min frygt for at blive set og hørt meget stærk. Jeg tænkte, at det var bedre at tie stille."

Om at forelske sig i golf helt ubemærket:

"Da jeg var 16 år, indså jeg, at min baghånd ikke var god nok, og når man har tabt 6-0 og 6-1, mister man gejsten. Men jeg blev bedre og bedre til golf.

"Mine forældre havde en stor kælder – altså en rigtig, rigtig stor kælder; jeg kunne slå bolden mere end tyve meter – og en vinter købte jeg et net og en måtte. Jeg spillede tennis, og rullede så nettet ned og slog til golfbolde. Jeg tilbragte timevis i kælderen efter skole med at øve tennis og golf, men det blev efterhånden mere og mere golf.

"Jeg arbejdede på min teknik og havde af en eller anden grund ikke noget imod at slide i det. Jeg syntes, det var sjovt. Så da sneen begyndte at tø, og vinteren var forbi, var jeg ikke så rusten, fordi jeg havde slået til golfbolde hele vinteren. Og så blev jeg inviteret til at spille for landsholdet på prøve. Jeg fik mulighed for at komme til Spanien og spille rigtig golf, og det var sådan, jeg blev fuldgyldigt medlem af landsholdet i en alder af 18 år.

Om at være ekstremt genert:

"Fra en tidlig alder var min frygt for at blive set og hørt meget stærk. I skolen rakte jeg ikke hånden op for at svare på spørgsmål, for hvis jeg sagde noget forkert, troede jeg, at alle ville grine ad mig. Jeg tænkte, det var bedre at tie stille.

"På golfbanen, var jeg bange for at skulle holde en vindertale, og at alle skulle kigge på mig – det var ikke noget, jeg havde det godt med. Men på vej hjem i bilen tænkte jeg, hvorfor øve sig så meget og så smide det hele væk?, jeg vidste, at jeg var nødt til at arbejde med det."

Om at overvinde frygt og generthed:

"Mine forældre lagde en plan. De ringede til turneringslederen for den næste turnering og blev enige om, at alle spillerne skulle sige noget, så du kan nok forestille dig... 'Jamen, jeg vandt jo ikke,' sagde jeg. 'Det ved vi godt', svarede de. 'Men vi vil gerne have, at du siger et par ord.' Jeg var skrækslagen. Mit herte var ligesom i en tegnefilm. Det var ved at springe ud af brystet på mig.

"Min far sagde, 'Tag en golfkølle med op på scenen, det vil få dig til at slappe af.' Så det gjorde jeg. Det var sikkert ikke den mest elegante tale, men jeg klarede det. Der indså jeg, at der er nogle ting i livet, som man måske ikke kan lide og ikke har det godt med, men hvis man skal komme videre, må man klare det og få det bedste ud af det. Men du kan nok forestille dig, at da jeg vandt min første store turnering i 1995, U.S. Open, så var det slut med at gemme sig."

Om at håndtere sin pludselige berømmelse:

"Det var svært. Jeg var selvfølgelig ovenud lykkelig – at vinde U.S. Open var en drøm, der gik opfyldelse. Men pludselig ville folk vide, 'Hvor bor den unge dame?', 'Hvem kommer hun sammen med?', 'Hvad er hendes livret?'

"Før handlede det om mit spil, og nu gik det pludselig meget stærkt! Det var ikke opmærksomheden, jeg var ude efter. Jeg var der, fordi jeg elskede at spille, og jeg vidste, at jeg kunne blive bedre, og var meget fokuseret på at nå mine mål."

"Da jeg var på toppen, tænkte jeg: 'Godt, men jeg er ikke færdig. Måske er der ingen, der har opnået det her endnu, men jeg kan nå længere.'"

Om at inspirere andre gennem sin historie:

"Jeg indså, at jeg nåede ud til folk, uden at jeg egentlig var klar over det: blot gennem spillet, gennem mine handlinger, ved at være en ung kvinde og forfølge en drøm, der måske ikke var den mest oplagte ting for en pige fra Sverige at kaste sig ud i. Sverige er ikke kendt for sine golfspillere, så jeg tror, at det åbnede nogle døre, og andre så, at hårdt arbejde betaler sig. Det var noget, de kunne bruge i deres eget liv.

"Så jeg besluttede mig for at drage fordel af opmærksomheden. Det tændte mig at sige, "Hvis jeg kan gøre det, kan alle gøre det." Det handler om beslutsomhed, viljestyrke, tålmodighed og hårdt arbejde. Jeg følte, at jeg havde sejrene til at kunne tale om det, fordi jeg havde været igennem det."

Om at nå et legendarisk niveau for kvinder i golf:

"Man kan ikke bare ændre en teknik, og så se resultater med det samme. Det er en livsstilsændring. Det kræver, at man er 100% engageret, og man skal kunne klare både op- og nedture.

"Der var mange, som sagde, 'hun hører ikke til her.'"

"Men man skal også være realistisk: Jeg så på mig selv og vidste, at jeg kunne gøre det. Da jeg blev nummer et, mente folk i starten, at jeg var færdig, at nu var det slut. Men jeg nåede toppen og tænkte, "OK, men jeg er ikke færdig. Måske er der ingen, der har opnået det her endnu, men jeg kan nå længere."

Om at skrive PGA Tour-historie som kvindelig deltager:

"Da jeg fik muligheden [for at konkurrere i 2003 Colonial], tøvede jeg ikke, fordi det for mig ikke handlede om at bevise, at kvinder kan spille imod mænd. Det handlede mere om, at jeg havde været nummer et i nogle år, og jeg ledte efter måder at blive bedre på.

"Mange sagde, 'Hun hører ikke til her,' og 'Hun tager pladsen fra andre,' eller 'Jeg spiller ikke, hvis hun gør,' men jeg prøvede bare på at passe mine ting. Jeg blev inviteret, så jeg ville have mest muligt ud af det. Jeg skulle ikke bevise noget. Jeg var der for at lære, og jeg synes, at jeg fik nogle bedre år efter den oplevelse.

"Når jeg ser tilbage på min karriere, så tænker jeg på den uge som en af mine tre bedste – ikke på grund af resultatet, for jeg klarede ikke cuttet – men fordi jeg lærte en hel masse om mig selv: Her var en genert pige, som engang kludrede i det med vilje i sin klub derhjemme – og nu spillede hun mod mænd. Jeg satte bevidst mig selv i den situation."

"Jeg var en ældre mor, så jeg havde stor erfaring – ikke med børn, men med mig selv."

Om at stifte familie sent i sin karriere:

"Jeg var meget heldig, at jeg kunne have en karriere og stifte familie samtidig. Jeg var en ældre mor, så jeg havde stor erfaring – ikke med børn, men med mig selv, og jeg var meget tilfreds med at skubbe den del til side. Det havde altid handlet om Annika. Nu handlede det om dem og min familie, og det havde jeg det fint med."

Om ofte at foretrække at være en ensom ulv i sin sport:

"Nogle spillere er meget sociale og snakkesalige, og de sidder altid sammen i omklædningsrummet. Det er deres stil. Det er så nemt at ligge under for gruppepres: Det er der mange, der gør, men det gjorde jeg ikke. Det var ofte lettere at gøre tingene på min egen måde, for så var jeg mere tro mod mit hjerte i stedet for at prøve at være noget for en anden."

Om en særlig betydningsfuld milepæl:

"I 1995 var jeg Rookie of the Year. For det første vidste jeg ikke, om jeg nogensinde ville vinde en golfturnering, så jeg kunne ikke rigtig se mig selv med kvalitetssponsorer. Men pludselig opbyggede Rolex og jeg et venskab og partnerskab. Det er klart, at det gav min selvtillid et løft at blive udvalgt af nogen af den kaliber, og jeg var meget stolt over at være ambassadør. For mig personligt var det en stor anerkendelse.

Om at acceptere at trække sig tilbage:

"Til sidst følte jeg, at jeg havde besteget Mount Everest. Jeg var på toppen. Der var ingen højere tinde for mig, og da indså jeg, at jeg ikke havde motivationen eller sulten til at blive ved. Jeg havde nået toppen og var blevet så god, som jeg kunne blive.

"Det blev hårdere mod slutningen, hvor jeg vandt 13 turneringer på et år. Det var mit bedste år, og jeg husker, at jeg nytårsaften tænkte på det kommende år, og tænkte, '14 turneringer... det gør mig helt træt.' Jeg er ikke en person, der kan sidde stille, og jeg vil blive ved med at være aktiv, indtil jeg ikke kan gå længere. Der var andre bjerge, jeg gerne ville bestige, men jeg måtte gå ned fra mit konkurrence-bjerg for at begynde på de andre rejser."

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Karriere og Psykologi