Guldknap
SPONSORERET indhold

By Malene Birger vinder ALT for damernes Guldknap 2013

Årets vinder af ALT for damernes designpris Guldknappen er i år By Malene Birger.

Af: ALT for damerne
23. jul. 2013 | Mode | ALT for damerne

Den 7. august 2013 uddeler ALT for damerne for 29. gang den prestigefyldte designpris Guldknappen. Prisen har til formål at hædre de designere, som har udmærket sig i den danske modebranche. Prisen gives på baggrund af designerens kommercielle succes i det gældende år, evnen til at skille sig ud i branchen og ikke mindst tilgangen til designet i sin helhed.

Vinder af årets Guldknap er By Malene Birger.

Om valget udtaler moderedaktør på ALT for damerne, Line Hindsgaul:


- ALT for damerne er stolte af at kunne give årets Guldknap til By Malene Birger med følgende begrundelse: By Malene Birger får årets Guldknap, fordi hun med store armbevægelser og ryggen til janteloven har formået at forblive på toppen af dansk mode, på trods af en branche i lavkonjunktur. Vi hylder hende for hendes internationale tilgang til modebranchen og hendes kompromisløse og gennemførte stil i alt, hvad hun rører ved. By Malene Birgers kollektioner rammer bredt og rummer alt fra hverdag til glamour og klæder alle typer af kvinder i alle aldre. Derfor fortjener By Malene Birger at modtage ALT for damernes Guldknap 2013.

Sølvtråd til Freya Dalsjø
Siden 2011 har ALT for damerne også uddelt designprisen Sølvtråden, der har til formål at støtte op om nye designere, kunsten og håndværket i branchen, samt brands der har formået at genopfinde sig selv i det gældende år. I år går årets Sølvtråd til Freya Dalsjø.

- Med årets pris ønsker ALT for damerne at vise sin støtte til både kunsten og håndværket i den danske modebranche. Freya Dalsjø får prisen for sin dedikerede og fantasifulde tilgang til design, der i tiden, kan forekomme både modig og drømmende. Med hendes skulpturelle og rå design har Freya på ganske kort tid skabt sig et navn på den danske modescene. ALT for damerne ser et stort potentiale såvel nationalt som internationalt i Freya Dalsjø, siger moderedaktør på ALT for damerne, Line Hindsgaul.

Guldknapshowet afholdes hver sommer under Copenhagen Fashion Week, hvor de to prismodtagere også holder show i forlængelse af prisoverrækkelsen.

LÆS OGSÅ: Flotte kollektioner til Guldknap 2012