Paris Hilton
SPONSORERET indhold

Sådan gør du en god investering, når du skal have et nyt ur

Klokken slår, tiden går. Med det rette ur kan du ende med en god investering, der holder sin værdi mange år frem. Og måske endda stiger.

Af:: Kristian Hindø-Lings Foto: Nicky Loh/Getty Images
05. jun. 2020 | Mode | Eurowoman

Selv om stemningen i samfundet tydeligt bærer præg af, at vi skal lægge stressen på hylden og leve i nuet, er det stadig vigtigt at have tjek på tiden. Og hvis du, ligesom os, forsøger at lade iPhonen ligge mest muligt i tasken, er et smukt ur en god idé – så kan du både holde styr på tiden, pynte dit håndled og investere dine penge klogt.

LÆS OGSÅ: 8 ting, du skal vide om Cartier

Det er de helt små detaljer, der tæller, når et ur skal gennem nåleøjet og forhåbentlig ende op som en god investering. Detaljer som for eksempel urskivens design, remmens struktur eller sammensætningen af materialer er væsentlige. For slet ikke at tale om, hvilket urmærke du investerer i.

Vi har allieret os med en af tidens bedst klædte mænd, hvis håndled altid bærer på smukke urer. Han hedder Frederik Lentz Andersen og er kreativ direktør i bureauet Working Holidays.

Den gode investering

”Hvis du skal investere i et ur, er det som udgangspunkt en god idé at vælge et urmærke, der er nemt at sælge igen, og som ikke taber sin værdi ved brug. Rolex, Cartier, IWC og Omega er gode eksempler på disse urmærker. Sørg for at købe et ur med automatisk eller håndoptrukket værk. De batteridrevne ure har haft deres tid, og det ser ikke ud til, at den kommer igen,” siger Frederik Lentz Andersen og fortsætter:

”Køber du et ur fra nyt, skal du typisk op i en prisklasse, der hedder 30.000-40.000 kr. plus, for at uret ikke skal falde for meget i værdi ved brug, hvis det skal være en livslang investering.”

Skal mit ur købes brugt, vintage eller fra nyt?

Der er både fordele og ulemper ved at købe et brugt ur, og der kan være mange fælder. For selv det trænede øje kan det være næsten umuligt at se, hvilket værk der gemmer sig i urkassen. Frederik Lentz Andersen uddyber:

”Urene er efterhånden lavet så godt, at de skal åbnes, for at man kan se, om der er tale om et ægte ur eller en kopi. Og så er der de ure, der kaldes Frankenstein-ure, hvor der er tale om et delvist ægte ur sammensat af uægte dele. Det er typisk et vintage-ur, hvor der er pillet ved værket,” forklarer urfanatikeren, som anbefaler, at du ved køb af et dyrere brugt ur, indleverer det til en troværdig forhandler, der kan lave en professionel verificering af uret. Prisen for en verificering svinger lidt, men ligger typisk omkring 500-1.000 kr., og de kan være givet godt ud, hvis du ønsker at sælge det igen på et tidspunkt.

Køb, salg og vurdering af dit ur

De primære måder at købe et brugt ur på er enten hos en autoriseret forhandler, hos en ikke-autoriseret forhandler, på auktion eller på nettet. Her har Frederik Lentz Andersen også nogle relevante råd, når du skal købe et ur, der skal blive til en god investering.

”Det er umiddelbart sikrest at købe brugte ure hos autoriserede forhandlere,” fastslår han og forklarer, at prisen kan være en smule højere, men til gengæld er du ikke i tvivl om, hvad du får for pengene. ”Med i handlen følger et troværdigt certifikat, der garanterer urets ægthed. En vigtig detalje, hvis du ønsker at sælge det igen. Herhjemme følger typisk et til to års garanti med, når man køber et ur hos en autoriseret forhandler som for eksempel Klarlund, Ole Mathiesen og Hvelplund,” siger Frederik Lentz Andersen.

Herudover findes der i Danmark også en række ikke-autoriserede forhandlere, der til gengæld har opbygget et godt renommé, som man må formode, at de ønsker at bevare. Det er urmagere som Franz Jaeger & Me, Krognos og Ravnkilde, hvor du kan stole på, at du går derfra med et ægte ur. ”For du ved jo, hvor du kan finde dem, hvis noget er galt,” fastslår Frederik Lentz Andersen.

Frederik Lentz Andersen.

Til gengæld anbefaler han dig at være mere påpasselig, når du handler på nettet. For her er det nemmere at blive snydt.

”Chancen for at dit brugte ur har fejl, er uægte eller delvist uægte, er højere, når du handler igennem private på nettet. Benyt derfor websteder som for eksempel Chrono24, hvor de tilbyder at lade handlen gå igennem dem for et gebyr på 2,5 % af købsprisen. Hvis uret ikke bliver leveret eller ikke svarer til annoncens beskrivelse, kan købsprisen tilbagebetales,” siger Frederik Lentz Andersen og afslutter: ”Der kan også være gode køb at gøre ved auktionshandler. Her kan Bruun Rasmussen anbefales. Deres vurderingsmand, Kristian Haagen, er landets mest troværdige urekspert, så her burde du trygt kunne handle.”

Vi krydser fingre for en god investering, og at du får et lykkeligt liv med dit ur.

Anbefalet til dig