Denise Willenbrack Christensen
SPONSORERET indhold

Sådan bor Birger Christensens CEO, Denise Willenbrack Christensen

I en villa på Frederiksberg, indrettet med kunst, designklassikere og nøje kuraterede detaljer, bor Denise Willenbrack Christensen, 44, hendes mand og deres to børn. Ud over en noget nær perfekt garderobe, er hun også indehaver af titlen som den nye CEO hos det hæderkronede og snart 150 år gamle familieejede modehus, Birger Christensen, der med Denise i spidsen er i gang med lidt af en afpudsning.

Af:: Pernille Rosenkilde Foto: Mikkel Tjellesen
21. mar. 2018 | Bolig | Eurowoman

Beskriv dit hjem?
– Det er indrettet uden for mange møbler. Jeg er omgivet af farver, mønstre og indtryk på mit arbejde, så jeg har brug for ro og rummelighed, når jeg kommer hjem. Jeg er særligt vild med antikviteter, design-klassikere og moderne æstetik, og mit hjem er en blanding af designs fra Poul Kjærholm, Finn Juhl og Arne Jacobsen, mikset med hollandske Muller Van Severens legende univers, Ettore Sottsass' udfordrende formsprog og venetianske spejle. 

Spisebordet og stolene af Poul Kjærholm er husets hjerte. PH Koglen fra Louis Poulsen lyser rummet op, og det venetianske spejl er købt hos Fil de Fer.

LÆS OGSÅ: Vincent Beier om sin favorit-weekend: "Den står på ekstra meget glimmer og så meget highlighter, at en refleks ville være overflødig"

Hvad er dit yndlingsrum i huset?
– Spisestuen med direkte adgang til køkkenet og haven er helt klart husets hjerte. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive så glad for det, fordi jeg faktisk altid har foretrukket et separat køkken. Men jeg sætter stor pris på, at der er plads til alle. Det giver en god energi.

Køkkenet er fra Boform. Skammel fra Normann Copenhagen, glas fra Kosta Boda og krukker fra Rue Verte. Lamperne er fra italienske Il Fanale Girasoli.

Hvad er din favoritting?
– Min lille porcelæns-Buddha, der er gået i arv fra min morfar, som var antikvitetshandler. Den stod altid øverst på hans hjørnechatol, og jeg beundrede den hele min barndom. Da han gik bort, fik jeg lov til at vælge én ting, og jeg valgte den.

Nagelstager i messing og en porcelæns-Buddha, der har tilhørt Denises morfar.

Hvad inspirerer dig til din indretning?
– Jeg har altid rejst meget, og det har hentet inspiration fra mine rejser. Derudover er jeg stor tilhænger af butikker som The Line i New York og Etage Projects, The Apartment og Studio Oliver Gustav herhjemme. Fælles for dem er, at de er gode til at skabe gennemførte miljøer.

LÆS OGSÅ: Isabella Hemmersbach: "Egentlig går jeg ikke særlig meget op i beauty, men dette serum har virkelig gjort meget godt for min hud"

Hvad er din seneste investering til boligen?
– Et Ultrafragola-spejl i akryl med pink neonlys af den meget dygtige italienske designer Ettore Sottsass. Det kommer til at klæde mit walk-in-closet.

Hvad er det næste, du skal anskaffe dig?
– Jeg drømmer om en ny lampe over spisebordet, gerne en smuk og stor Venini-lysekrone, som jeg har fundet hos The Apartment.

Hvad bør der være i ethvert hjem?
– Masser af kærlighed, farver og grønne planter.

Askebæger fra Hermès, sølvsmykker fra Ninna York, bladøreringe fra Marlene Juhl Jørgensen, guldørering med koral fra Corali, perleøreringe fra Céline og ur fra Cartier.

Hvor køber du møbler og nips?
– Jeg har efterhånden købt en del på 1stdibs.com samt auktioner både i ind- og udland.

Påvirker mode og indretning hinanden i dit hjem?
– Helt bestemt. Jeg har lige investeret i et par Céline-tæpper fra A/W 17-kollektionen, som blev båret som accessory af modellerne under showet. Jeg har dog valgt en lidt mere praktisk brug af tæppet, som ligger på min sofa.

Sofa fra Eilersen, tæppe fra Céline, marmorbord af Poul Kjærholm og frugtskål fra Hermès. Plakaterne har Denises mand Kenneth købt i Paris.

Hvordan ser søndag ud hjemme hos jer?
– Min søn på fire år vågner stadig tidligt, så vi har en fast tradition med at cykle til bageren hver søndag, inden hele Frederiksberg vågner. Derefter spiser vi lækkert nybagt franskbrød og venter på, at resten af huset står op.

LÆS OGSÅ: 3 boligtrends du skal holde øje med i 2018

Garderobe

Hvordan vil du beskrive din stil?
– Den kan nok bedst betegnes som minimalistisk, men jeg er ikke bange for at inkludere farver eller mønstre i mit look. Jeg er stor tilhænger af former og silhuetter, så mit outfit er sjældent kedeligt, selv om det ofte er rent i udtrykket.

Tern fra Balenciaga, Céline, Miu Miu og 3.1 Phillip Lim. Stolen er fra Muller Van Severen.

Hvem er din yndlingsdesigner?
– Jeg er stor fan af alt fra Céline, og så har Demna Gvasalia for Balenciaga også fået plads i skabet de seneste sæsoner. Når det kommer til danske designere er Cecilie Bahnsen og AF Agger klare favoritter, der altid finder vej til min hverdagsgarderobe.

Stolen af Poul Kjærholm får godt selskab af tæppe og gul taske fra Céline og logo-taske fra Dior. Leoparden er vintage.

Hvad finder man meget af i din garderobe?
– Jeg har en svaghed for overtøj fra klassiske Mackintosh-frakker til pelse. Min swakarapels fra Birger Christensen, designet af Mark Tan, er en klar favorit denne sæson.

Fra venstre: Marni, Céline, Balenciaga, Céline og sæsonens yndlingsjakke, Mark Tans swakarapels for Birger Christensen.

Hvad skiller du dig aldrig af med?
– Mine to vintage Kelly-tasker fra Hermès. De symboliserer to vigtige milepæle i mit liv. Den første var, da jeg blev forfremmet til global salgsdirektør hos Georg Jensen og den anden, da jeg fik jobbet som CEO hos Birger Christensen.

Vintage Kelly-tasker fra Hermès.

Hvad er en god investering?
– Når jeg har købt noget, jeg har lyst til at have på hver dag. Jeg skal helst kunne slide det op.

Hvad er dit go to-outfit, når du ikke ved, hvad du skal have på?
– Et par Acne Studios-jeans, en kashmirsweater og min Mackintosh fra Céline fungerer altid, også på legepladsen med min søn Vincent.

Anbefalet til dig