Der er stadig kun ét kropsideal, der dominerer i modebranchen - hvorfor?
Vi har talt med modebranchens aktører for at finde ud af, hvorfor branchen konsekvent bruger modeller med de samme mål. Særligt designerne er dog ikke meget for at tale om lige netop dét: Af de 15 designere eurowoman.dk har kontaktet, har kun 3 ønsket at stille op til interview om, hvordan de udvælger modeller.
Selvom der de seneste år synes at have været voksende fokus på sundhed og diversitet blandt modeller i modebranchen, er de kvindelige, danske topmodeller fortsat skåret efter de klassiske modelmål, som de har set ud i årtier: De er høje, de er slanke, og de passer en størrelse 34-36 i tøj.
Det fremgår af en opsamling af offentligt tilgængelige data på 963 kvindelige modeller fra de fire førende danske modelbureauer Scoop Models, Unique Models, 2PM og Elite foretaget af sitet dreammodels.dk. Tallene viser blandt andet, at danske modeller i gennemsnit er mellem 177 og 178 centimeter høje og i gennemsnit har målene 82-61-89 (bryst-talje-hofte).
Efterspørgslen på modeller, der falder uden for disse mål, er, ifølge de modelbureauer eurowoman.dk har talt med, mindre end efterspørgslen på andre typer af modeller:
– Jeg ville personligt have flere modeller på mine hylder, der var større eller bare anderledes end dem, vi normalt bruger, men de bliver ikke efterspurgt. Hvis jeg har en model, der er fem-ti centimeter større, så bliver hun ikke booket, siger Jaqueline Friis-Mikkelsen, som er direktør i Unique Models.
LÆS OGSÅ: Ekspert: Vi bliver syge af at spejle os i modebranchens idealer
Ifølge Else Skjold, som er adjunkt med speciale i mode, brugerstudier og bæredygtighed på Designskolen i Kolding, er modellernes størrelse en fuldstændigt indarbejdet del af, hvordan "maskineriet i modebranchen kører":
– Det handler om den måde, vi producerer og formidler tøj på, hvor vi i lang tid er gået imod en større standardisering. Alle kollektioner sys op i de samme størrelser, typisk 34-36, og så er det de kollektionsprøver, der kommer på messer, i magasiner og på runway – fordi det er den billigste måde at gøre det på. Det betyder, at de modeller, der bliver brugt, skal kunne passe de størrelser, hvilket selvfølgelig kommer til at præge udbuddet af modeller. Så hele systemet spænder ben for sig selv, siger hun.
Er "plejer" ved at dø?
Modebranchens indbyggede "sådan plejer vi at gøre"-logik gør det svært for branchen at omstille sig til en større diversitet blandt modellerne, mener Else Skjold:
– Det kan godt lyde som praktikaliteter. Men den dybereliggende årsag er jo, at modebranchen er en af de mest konservative brancher overhovedet. Man har en forståelse af mode som en ganske bestemt ting, og så kan det ikke være andet end dét. Det, man altid hører, når man diskuterer det her, er, at mode handler om drømme. Men man kunne jo godt argumentere imod og sige, jamen, er det ikke en lidt fattig drøm? Verden omkring tøj er jo meget større end den snævre modedrøm, som også kommer fra en ganske bestemt del af verden, nemlig Vesteuropa og måske nærmere bestemt Paris, siger hun og tilføjer, at det ser ud som om, at netop branchens konservatisme kommer til at blive udfordret i den kommende tid:
LÆS OGSÅ: Den store guide: Sådan bliver du bedre til at passe på dit tøj, din stil – og på verden
–Det, vi ser nu, er jo, at det her "vi gør, som vi plejer" ikke virker så godt længere. Folk er trætte af det. Modebranchen har masseproduceret og standardiseret sig selv ad helvede til, kan man sige. Det er simpelthen så meget standard, at det ikke længere passer til nogen, siger hun.
Tal fra Dreammodels.dk. Graferne bygger på en opsamling af offentligt tilgængelige data fra 963 kvindelige modeller fra de fire førende danske modelbureauer Scoop Models, Unique Models, Elite og 2PM.
Ifølge hende kommer kontrasten mellem modebranchens kropsidealer og den mangfoldighed af kroppe, der skal købe og gå med tøjet, til udtryk i prøverummene, hvor tøjet simpelthen får mange forbrugere til at føle sig forkerte:
– Der er en stor skandinavisk undersøgelse, der viser, at langt størstedelen af alle mennesker over 40 har store problemer med at finde tøj, der rent faktisk passer til deres krop. Og det hænger fuldstændigt sammen med brugen af modeller. Tøjet er lavet med en ung, androgyn modelkrop i tankerne. Og sådan er der bare ikke ret mange voksne, der ser ud.
"Heksejagt" gør emnet svært i branchen
Internt i branchen er der ingen tvivl om, at diskussionen er ømtålelig. Af de 15 designere eurowoman.dk har kontaktet, har kun tre ønsket at stille op til interview om, hvordan de bruger og udvælger modeller til shows, look books, kampagner og webshops. Syv svarede nej tak til at deltage, fem vendte aldrig tilbage på forespørgslen.
Dårlige sager og en ikke særligt konstruktiv debat har gjort designerne trætte, er buddet fra Mark Kenly Domino Tan, som er en af de designere, som har sagt ja til at stille op til interview:
– Jeg synes, at det er godt, at der kommer fokus på det, men den måde, det har været bragt i fokus på tidligere, har bare ikke været særligt konstruktiv. Jeg er også i tvivl om, hvor meget forskel, det har gjort. Der har jo været de her få sager i Danmark, hvor det virkelig ikke har været rart, og hvor folk har følt sig hængt ud. Modellen fra Cover-sagen arbejder jo nærmest ikke i Danmark længere på grund af det. Når det bliver sådan en heksejagt hver gang, så er det klart, at folk klapper i, siger han.
Han tror, at den eneste gode vej til et mere rummeligt kropsideal i branchen er, at den enkelte designer tager mere ansvar.
– Jeg tror ikke, at man kommer så langt med krav, mål og kvoter. Jeg tror, at alle må tage et ansvar for at blive mere individuel i sin måde at vælge modeller på, siger han.
LÆS OGSÅ: Diskussion: Skal modeller under 18 forbydes at gå catwalk?
Peter Damgaard, direktør i modelbureauet 2PM er enig i, at det formentlig er tonen i debatten, der har skræmt designerne væk.
– Der har været en meget ensidig vinkling i denne debat med en masse generaliseringer og beskyldninger om, at den og den person er syg eller for tynd. Det, tror jeg, har fået mange designere til at holde sig væk.
Men når designerne ikke vil tale, falder det hele tilbage på bureauerne, og det er ikke det rigtige sted at parkere diskussionen, mener han:
– Alle modellerne går jo til casting, inden de får jobs. Så det er jo designerne selv, som i sidste ende afgør, om de får et tyndt, langt cast, siger han.
Størrelse 36 er standard
En stor del af grunden til, at modellerne stadig har så forholdsvist enslydende mål i dag er, at alle kollektioner bliver syet op i én størrelse, som så bliver sendt ud til magasiner, brugt til fotoskydninger og på catwalken. Den størrelse er typisk størrelse 36, ifølge de designere og eksperter eurowoman.dk har talt med.
– Det er sjældent noget, folk, der ikke er i branchen, tænker over, men det er faktisk både dyrt og bøvlet at få lavet kollektionsprøver. Så vi er meget bundet af de størrelser, vi laver dem i. Vi laver altid vores prøver i en størrelse 50 for herrer og størrelse 36 for kvinder. Og man kan så diskutere, om det er de rigtige størrelser, men sikkert er det i hvert fald, at vi ikke bare sådan lige kan få syet op i en masse forskellige størrelser. Desuden er det de størrelser, indkøberne ofte passer, og de vil typisk gerne prøve tøjet, når vi holder kollektionsfremvisninger, siger designer Mads Nørgaard.
Han mener, at han selv prøver at være meget bevidst om de signaler, han sender med de modeller, han bruger til shows og kampagner, og at hans brand gerne må være med til at skubbe til de krops- og kønsidealer, som er i branchen:
LÆS OGSÅ: Nyt, dansk brand sætter tempoet... helt......ned
– Vi er jo udemærket godt klar over, at modeverdenen er en drømmefabrik. Der er ikke nogen i Danmark, som køber tøj, fordi de virkelig har brug for tøj. Det betyder, at det, vi viser, skal være forførende og fantastisk. Men forførende og fantastisk kan man jo være på mange forskellige måder. Og der vil vi gerne bidrage til at prøve at skubbe lidt til de skønheds- og kønsidealer, der er i branchen. For der er nemlig nogle ret firkantede normer for, hvordan man er en smuk kvinde, og hvordan man er en smuk mand i dag. Og det er da kedeligt, siger han.
Mads Nørgaard har, for at undgå at være bundet til kollektionsprøvestørrelserne, eksperimenteret med at vente med at holde shows og fremvisninger, til hele kollektionen var klar. Sådan bliver det for eksempel med brandets undertøjskollektion, som skal præsenteres til august.
– Så har vi alle størrelser, og det betyder også, at vi kan vælge nogle modeller, der har nogle lidt andre mål, end dem, som typisk passer en størrelse 36.
Modelbureauerne: "Et internationalt look" er efterspurgt
De designere, vi har talt med, fortæller alle, at mål ikke betyder ret meget for dem, når de udvælger modeller – udover at det selvfølgelig er vigtigt, at modellerne kan passe kollektionsprøverne. I stedet bliver personlighed og et interessant look ofte fremhævet som afgørende faktorer i forhold til, om en model bliver valgt til et job. Fra Won Hundreds Teuta Kastrati lyder meldingen for eksempel:
– Vi har et tæt samarbejde med det kreative bureau Moon International, hvor vi sammen udvælger modeller, der passer ind i de forskellige temaer, som har inspireret til designet for hver sæson. Det er ofte en længerevarende proces, hvor vi bruger en del tid på at finde de rette profiler. Vi vil gerne udvise mangfoldighed, og derfor kigger vi ofte efter forskellige typer. Dette kan eksempelvis være gennem street casting eller udvælgelse gennem modelbureauer.
Hos både Unique Models, Scoop Models og 2PM oplever man imidlertid netop, at modellerne har de mål, de har, fordi det er det, der bliver efterspurgt fra kunderne – bookingbureauer, magasiner og designere. Efterspørger branchen piger med et hoftemål omkring 90 cm og et taljemål på 60, så får den det, lyder det.
Mange af de danske modeller fra undersøgelsen arbejder ikke kun i Danmark, men har det flere af bureauerne betegner som "et internationalt look", der giver adgang til jobs for store, internationale kunder som blandt andet Prada, Gucci og Louis Vuitton. Det er ofte dem, som får stor eksponering – også i magasinerne, som skal kunne vise de internationale topmodeller, hvis de vil være "med på beatet", som Bente Lundquist, direktør i Scoop Models og tidligere model, udtrykker det.
– Vi har forskellige kategorier af modeller, blandt andet også nogen med større hoftemål og kvindelige former, som laver en masse andre store opgaver, og de laver også modeserier for magasinerne. Men de går ikke Louis Vuitton, Prada, Gucci eller andre lignende shows. Tøj vises endnu engang flottest på en høj slank, gazellelignende pige på catwalken. Og magasinerne ville få et stort problem, hvis ikke de kunne vise topmodellerne, der går de store shows og laver de store kampagner, for de skal jo være relevante for deres modeinteresserede, danske kunder.
LÆS OGSÅ: Hvor "conscious" er H&M?
Flere af bureauerne mener først og fremmest, at det er de internationale kunder, der er med til at skubbe idealerne i en meget smal retning, mens oplevelsen er, at de danske kunder ofte udtrykker omtanke i forhold til modellernes sundhed.
– Min oplevelse er, at Danmark er et skønt land at være model i. Vi har ikke nogen designere herhjemme, som syr alt op i en størrelse 34 og gerne vil have, at modellerne skal være tynde, purunge og afpillede. Tværtimod. Vi oplever ofte, at folk siger: "Hun må endelig ikke være for tynd." De vil selvfølgelig gerne have, at de ser "internationale" ud, så de også kan sammenligne sig med de udenlandske designere, men miljøet herhjemme er behageligt at være i, er mit indtryk. Problemet er større, så snart modellerne skal til udlandet og arbejde. Der bliver stillet nogle andre krav, siger Peter Damgaard.
Modemagasinerne er også med til at skabe en efterspørgsel på en særlig type af modeller, siger flere af modelbureauerne. Derfor har vi også talt med vores egen chefredaktør Anne Lose, som fortæller, at hun oplever, at Eurowoman de seneste år har arbejdet med at bruge en mere mangfoldig gruppe af modeller i magasinet:
– Mange ting har betydning, når vi vælger modeller til forsider og modeserier. De skal have et look, der passer til Eurowoman – gerne sundt, lækkert og ose af personlighed. Vores modeller skal kunne passe internationale kollektionsprøver, så de kan passe tøjet, vi bruger i magasinet – det er vi selvsagt afhængige af. Vi er blevet meget mere bevidste om valget af modeller de seneste år, fordi tiden har ændret sig. Vi tænker over at få aldersgennemsnittet op og have diversitet i forhold til deres look. Gennem den seneste tid har vi haft en mor, Kronprinsessen, sangerinden Kwamie Liv og Beyoncé på forsiden, og lige nu har vi tre forelskede par fra 20-60 år på. Det er vigtigere end nogensinde for os, at vi kan noget forskelligt, og at et lækkert look ikke er noget entydigt, siger hun.
Vil forbrugerne overhovedet have diversitet?
De seneste par år har debatten om diversitet i modebranchen fyldt tiltagende meget, både på nettet og internt i branchen. Mange forbrugere efterspørger åbenlyst mere rummelige kropsidealer, og flere brands og magasiner har også fulgt med kampagner og modeserier med diversitet i fokus. Ikke desto mindre tvivler flere aktører i branchen på, hvor reel efterspørgslen i virkeligheden er:
– Den der efterspørgsel efter diversitet, som folk taler om, har jeg godt nok svært ved at mærke. Der er nogle brands, der begynder at løsne lidt op for størrelserne, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der er en udvikling i gang, hvor alle lige pludselig vil have mange forskellige og større størrelser. Det oplever vi ikke, siger Jaqueline Friis-Mikkelsen.
Mads Nørgaard er heller ikke sikker på, om folk rent faktisk, når det handler om, hvad de vil bruge deres penge på, vil have diversitet:
– Jeg ved ikke, om det er sandt, at folk gerne vil have diversitet. Jo, det er noget, folk siger. Men jeg ved ikke, om de rent faktisk vil have det. Folk ved jo godt, hvad de får. De ved, hvad de får, hvis de køber I-D Magazine, som viser en større grad af mangfoldighed, og de ved, hvad de får, når de køber Vogue. Og gæt, hvad der sælger mest! Der er en masse snak om det her, men tingene er jo også, som de er, både på grund af branchen, men også på grund af en masse forbrugere, som er med til at fastholde det. Om det var intentionen eller ej.
LÆS OGSÅ: Ung model taler ud om body shaming i modebranchen i ny video
Ifølge Else Skjold er den store forhindring for diversitet dog næppe forbrugerne, men derimod branchen, der endnu ikke ved, hvordan den skal omstille sig:
– Jeg tror egentlig, at det handler meget om, at man ikke rigtig ved, hvordan man skal få tag i det. Lige nu sidder mange og venter på de få modige, som stikker hovedet frem. Og hvis nogen så lykkes med det, vil flere hoppe med. For der er jo ingen tvivl om, at rigtig mange i dag brænder inde med alt for meget tøj, fordi der er et stort fokus på, at alt skal være nyt, og at alt skal være standard. I stedet for at lave tøj, som folk rent faktisk bliver glade for, og som passer til dem og deres krop. For der er rigtig mange frustrerede mennesker i dag, der kan ikke genkende sig selv i modemagasinerne og ikke kan finde noget tøj, der sidder pænt, fordi det slet ikke er lavet til dem.
I denne uge sætter eurowoman.dk fokus på kropsidealer i modebranchen. Vi taler blandt andet med designere, modelbureauer og med vores egen chefredaktør om udvælgelse af modeller, og om hvorfor der ikke er en større mangfoldighed i forhold til mål og størrelser på de modeller, som bliver brugt i kampagner, i magasinernes modeserier og på catwalken.
LÆS OGSÅ: "Når jeg køber tøj, kan jeg bedst lide at kunne se, røre og prøve det"
LÆS OGSÅ: En uventet trend blev spottet på catwalken i Milano
LÆS OGSÅ: Denne seje kvinde bliver ny chefdesigner hos Dior
FAKTA
BAGOM ARTIKLEN:
- Eurowoman.dk blev af kommunikationsbureauet Dreammodels.dk gjort opmærksom på en opsamling af tal på danske, kvindelige topmodeller. Tallene viste, at danske modeller, på trods af det øgede fokus på diversitet i modebranchen i medierne, stadig har meget ens mål og stadig fortrinsvist er høje og slanke.
- Herefter kontaktede vi forskellige aktører i branchen, for at de kunne give deres bud på, hvorfor der ikke er mere diversitet i forhold til modellernes mål. Vi interviewede også vores egen chefredaktør på Eurowoman, Anne Lose, om vores brug af modeller, fordi vi også selv er en del af modebranchen og blandt dem, der præger efterspørgslen på modeller.
- Vi beskæftiger os i artiklen udelukkende med kvindelige modeller, idet de tal, vi har fået, kun handler om kvinder, men vi anerkender, at mandlige modeller og mandlige modellers trivsel er en præcis lige så vigtig debat.
FRA STREGTEGNING TIL MAGASINMODEL:
Eurowomans chefredaktør Anne Lose beskriver forløbet fra designidé, til tøjet havner i magasinernes modeserier:
"Det begynder med, at designeren får en idé. Den idé bliver typisk til en stregtegning, og den tegning skal så laves til et produkt. I den proces er første skridt at konstruere en prøve, der typisk bliver syet op i hvidt hørstof eller lærred i en standardstørrelse. Det ville nemlig være både dyrt og besværligt, hvis man skulle til at sy op i flere forskellige størrelser hver gang.
Prøven skal så tilpasses, og derfor har de store modefirmaer typisk fitting-modeller, som har nogle standardmål, så de kan passe tøjprøverne. Når hele kollektionen er klar bliver den syet op i én størrelse, som, i hvert fald hos de store, toneangivende modehuse, som vi beskæftiger os meget med her på Eurowoman, vises på shows, hvor alle indkøberne er til stede. Derfor skal alle de modeller, de booker til disse shows, også kunne passe netop den størrelse.
Efterfølgende laver modehusene så en look book eller en kampagne, som når ud til både indkøbere og presse. Her bruger man ofte de samme tøjprøver, som også har været vist til shows. Det, man skal huske, er, at tøjet endnu ikke er gået i produktion – det er kun syet op i én størrelse.
Herefter skal pressen, som nu har set tøjet, til at planlægge, hvordan vi skal vise det for vores læsere. Et magasin som Eurowoman har en produktionstid på omkring 4 måneder, så når vi låner tøjet til magasinerne, er det for det meste ikke i butikkerne endnu. Vi låner derfor tøjprøverne fra modehusene og booker modeller, som passer de tøjprøver, vi har lånt. Og det har naturligvis indflydelse på, hvilke modeller vi vælger til magasinet i sidste ende."