DIY: Her er 4 opskrifter på skønhedsprodukter, du selv kan lave
SPONSORERET indhold

DIY: Her er 4 opskrifter på skønhedsprodukter, du selv kan lave

Du kan sagtens pleje kroppen med lækre og effektive produkter og samtidig tænke naturlige ingredienser, bæredygtighed og zero waste ind i din skønhedsrutine. Nemlig ved at lave produkterne selv. Her får du fire opskrifter fra bogen ”Naturlig beauty”.

Af:: Cecilie Blaksted Foto: Cecilie Svensson
16. feb. 2021 | Mode | ALT for damerne

Bodyscrub

scrub.jpg

Du kan på ingen tid blande en portion naturlig bodyscrub, som du kan bruge med det samme. Prøv denne opskrift – den kaster lidt selvforkælelse over en helt almindelig hverdagsmorgen.

Til 1 bad:

  • 1 spsk sukker
  • ½ spsk havremel
  • 1 tsk kaffegrums
  • 10 dråber tea tree-olie (kan erstattes med hvilken som helst æterisk olie)
  • sesamolie (tilfør olie, indtil blandingen har fået en pasta-agtig konsistens)

Grej:

  • måleske til at afmåle ingredienser
  • skål til at blande i
  • ske

Sådan gør du:

Bland alle ingredienserne sammen i en skål. Smør scrubben på kroppen og massér – gerne i retning mod hjertet. Lad scrubben sidde i 5 minutter, så de blødgørende olier får tid til at virke. Skyl den af.

Bodyoil

oil.jpg

En skøn bodyoil kan holde huden blød hele dagen. Her er opskriften på en nem en af slagsen, som både kan bruges på våd og tør hud.

Ingredienser:

  • 2 spsk sesamolie
  • 2 spsk avocadoolie
  • 2 spsk arganolie
  • 2 spsk jojobaolie
  • 10 dråber æterisk olie, f.eks. lavendelolie

Grej

  • måleske til at afmåle ingredienser
  • skål til at blande i
  • ske
  • lille flaske som beholder (f.eks. en glasflaske fra en købeolie)
  • eventuelt en tragt

Sådan gør du:

Bland alle olierne sammen i en skål. Når de er blandet godt sammen, putter du dem over i en beholder. De kan også hældes direkte ned i beholderen og blandes dér ved at ryste. Nu kan du tage en smule i hænderne og smøre på hele kroppen.

Læs også: 3 smukke makeup-looks: Sådan skaber du dem selv

Sæbebar

sæbebar.jpg

Vil du lave din egen sæbebar, der effektivt og skånsomt fjerner fedt og snavs i både håret og på huden, så prøv at lave denne koldrørte sæbe. Processen er lidt omstændelig, men øvelse gør mester.

Til 12 sæbebarer:

  • 132 g vand
  • 60 g kaustisk soda
  • 210 g kokosolie (kokosolie giver en hård og rensende sæbebar)
  • 100 g olivenolie
  • 50 g shea butter
  • 20 g avocadoolie
  • 20 g castor-/ricinusolie
  • 10 ml lavendelolie (kan udelades)

Grej:

  • decilitermål og køkkenvægt til at afmåle ingredienser
  • sikkerhedsbriller
  • gummihandsker
  • 2 plastik- eller glasskåle til at blande
  • isstav
  • blender
  • træske
  • 12 muffinforme

Sådan gør du:

Første step er at iføre dige sikkerhedsbriller, gummihandsker (skal kunne tåle syre og base) og lange ærmer. Sørg desuden for, at du har ro omkring dig (væk med børn og dyr) og har mulighed for at ventilere eller åbne et vindue. Start med at hælde vand (koldt vand, minimum stuetemperatur) i en skål, og så tilsætter du kaustisk soda stille og roligt – og IKKE omvendt.

Det er meget vigtigt, da du kan risikere en lille eksplosion! Det er en stærk basisk blanding, som du bør undgå at få på huden (hvis du er i tvivl om hvorfor, så er der en smuk scene i filmen ”Fight Club”, som illustrerer det ganske fint!). OBS! Hav eddike i nærheden til at hælde på huden for at neutralisere kaustisk soda-blandingen, hvis uheldet skulle være ude.

Lad kaustisk soda-blandingen køle af i skålen i cirka 10 minutter. Blandingen skal ned omkring 40 grader. Du kan måle med et termometer eller mærke uden på skålen. Nu skal du blande olierne.
Smelt de hårde olier i enten et vandbad eller en gryde ved meget lavt blus. Bland alle olierne sammen i en større skål, og så er vi klar til næste step.

Nu skal kaustisk soda-blandingen ned i olieblandingen. Hæld den afkølede kaustisk soda-blanding gennem en si over dine blandede olier. Sien er til for at sikre, at der ikke er nogle klumper af ikke-opløst kaustisk soda.

Så skal der blendes! Du skal nu bruge din stavblender til at blande det hele sammen og lave sæbe. Bliv ved med at blende, indtil blandingen begynder at danne lidt ”gardiner” (kaldet trace på engelsk, hvis du googler) på kanten af skålen. Det kan tage alt fra 3-10 minutter afhængigt af mængden. Du vil opleve, at farven på blandingen går fra klar til mere cremet. Det er olierne, du putter i sammen med din kaustisk soda-blanding, som bliver saponificeret (forsæbet). Blandingsforholdet er vigtigt og afgørende for, hvordan din sæbe ender i forhold til pH-værdi og mildhed.

De næste ingredienser, der skal i nu, er dem, der gør sæben personlig. Det skal ske, når blandingen har ”gardiner”, og sæben er kølet af, men også inden den bliver for tyk. Alle ekstra ingredienser som æteriske olier og andre aktive ingredienser skal derfor stå afmålt og klar til at blive puttet i. Tilsæt en smule lavendel som aromaterapeutisk effekt, eller hold sæbebaren helt enkel. Du kan bare bruge en træske til denne del af processen. Prøv at undgå at få for mange luftbobler i din blanding.

Hæld nu sæben over i muffinformene, og lad dem ligge et tørt sted (stuetemperatur), til de er størknede. Det tager cirka 24 timer. Et til to døgn senere kan du tage sæbe- barerne ud af formerne. Læg dem samlet et tørt sted i mindst 4-6 uger. Først dér vil de være klar til brug, tilpas hårde og færdige med den egentlige forsæbnings-proces, hvor pH-værdien er dalet til et mere balanceret niveau, som er mildere for huden.

Læs også: De her skønhedsprodukter udgør det komplette toiletskab

Deodorant

Vil du gerne undgå parfume og andre stoffer fra købedeodoranter, kan du lave din egen og skræddersy den med de æteriske olier, du og din hud bedst kan lide.

Ingredienser:

  • 3 spsk sheasmør
  • 2 spsk kokosolie
  • 3 spsk natron
  • 2 ½ spsk arrowroot
  • 1 spsk hvidt kaolinler
  • 8 dråber æterisk olie (f.eks. lavendelolie og kamilleolie eller tea tree-olie og pebermynteolie)

Grej:

  • måleske til at afmåle ingredienser
  • varmt vandbad (eventuelt også et koldt vandbad med isterninger til nedkøling)
  • ske til at røre med
  • cremebeholder (genbrug eller fra ny)

Sådan gør du:

Smelt sheasmør og kokosolie i et vandbad. Tag skålen af varmen, og tilsæt de øvrige ingredienser. Rør lidt, mens blandingen køler af, evt. i et koldt vandbad med isterninger. Det er vigtigt for konsistensen, at den bliver helt kold. Når blandingen begynder at blive mindre flydende i konsistensen, hælder du den over på din beholder og sætter den i køleskabet. Rør løbende, mens den er på køl, så natronen ikke falder til bunds. Nu er den klar til brug. Brug en mængde på størrelse med en negl, og varm den eventuelt op mellem fingrene, inden du påfører den.

Anbefalet til dig