Prins Henrik og dronning Margrethe
Foto: Getty Images/Dennis Morton Prins Henrik og dronning Margrethe indtager Kina med stil, stor krave og striber i 1979.

Sådan indretter dronning Margrethe sig

Som barn gav dronning Margrethe 2. ikke meget for prinsesserne i eventyrerne, for hun sad hverken på silkepuder eller klædte sig i storslåede kjoler. Som regent har hun til gengæld foldet sig ud i en prægtig garderobe, ligesom eventyrene er blevet et af fikspunkterne i en kunstnerisk praksis, der spænder over alt fra maleri og decoupager til interiør og fantasifulde balletscenografier. Vi tegner et portræt af dronning Margrethe i anledning af hendes 80-års fødselsdag.

Efter brylluppet mellem den britiske tronfølger prins William og Kate Middleton sad redaktionen på russisk Vogue i Moskva og scrollede igennem billederne af de prominente gæster. Modefotografen Mario Testino var der, designeren Victoria Beckham, popstjernen Elton John, den spanske dronning og Monacos fyrstepar. Men det var ikke dem, som tryllebandt redaktionen. Det var tværtimod en gråhåret kvinde iklædt en skarp lyseblå frakke med matchende fascinator, en diamantbesat Marguerit-broche og klar rød læbestift, som fascinerede. For hvem var denne kvinde, som var ankommet alene, og som i et stjålent øjeblik stod udenfor Westminster Abbey og fik sig en smøg for øjnene af hele verden? De unge kvinder begyndte en omfattende research, der ledte dem til et portræt malet af popkunstneren Andy Warhol i 1985, et sort-hvidt fotografi af et ungt filmstjernelignende ægtepar, som stod i en have og tændte hver deres cigaret ved samme lighter og en lang række billeder af en sej dame i farvestrålende rober, som aldrig lignede nogen anden, når hun trådte ind i en balsal. Kvinden hed Margrethe, fandt de ud af. Dronning Margrethe 2. af Danmark. 

LÆS OGSÅ: Dronning Margrethe: "Man skal ikke bruge Dannebrog til hvad som helst"

Kort tid efter det royale bryllup var den russiske moderedaktør til en middag i London, hvor jeg fik hende som borddame, og her fortalte hun, at russisk Vogue havde dedikeret en artikel til den danske majestæt, fordi hun var “such a badass,” og det kunne jeg – helt ærligt – kun give hende ret i. For i sine snart 80 år, først som prinsesse, så tronarving og nu regerende monark, har dronning Margrethe i den grad markeret sig, ikke kun som royal kransekagefigur, men som en kreativ udøvende kunstner, en modig scenograf og kostumedesigner og med en helt unik garderobe, der ikke lader sig diktere af modens skiftende luner, men som understreger en personlig stil, der er elegant, storslået, excentrisk og farverig. 

Dronning Margrethe 1.jpg

Dronning Margrethe, da hun stadig var prinsesse, på bondegårdsbesøg i 1966. Allerede dengang forstod hun at klæde sig på til lejligheden.

En lille solstråle

Dronning Margrethe blev født kun en uge efter den tyske besættelse af Danmark og kom med sin far Frederik 9.’s ord til at symbolisere en “lille solstråle, som hjalp os over mørke tider.” Prinsesse Margrethe blev hun kaldt, men selv var hun ikke så vild med de prinsesser, hun hørte om i H.C. Andersens eventyr.

“Jeg skulle ikke have noget med prinsesser at gøre: Som barn tager man jo alting for pålydende, og når vi hørte om prinsesser, der sad på silkepuder og gik med silkekjoler og krone på hovedet, så vidste vi naturligvis, at det var noget sludder – for det gjorde vi jo ikke,” har dronning Margrethe fortalt til Berlingske. H.C. Andersen blev ikke desto mindre en af hendes yndlingsforfattere, sammen med Karen Blixen og J.R.R. Tolkien, der på forskellig vis fik stor indflydelse på hendes kunstneriske side. En side, der ifølge hende selv manifesterede sig allerede, da hun var skolepige, og lærerinden havde stillet en lille blå glasvase frem og sat nogle morgenfruer i. Prinsesse Margrethe gik i gang med farverne og huskede senere tegningen som værende “ganske spændende,” hvilket hendes mor dronning Ingrid måske også syntes, for den blev hængt op i hendes garderobe, hvor den hang til hendes død i 2000. I forbindelse med en udstilling på Arken i 2012, fortalte dronning Margrethe i en samtale med kunstneren Martin Bigum, at tegningen nok var et varsel om fremtidens glæde ved maleri og farver.

“Når jeg ser på den i dag, tænker jeg, at ja, det er jo en barnetegning, men jeg var ved at have fat i noget allerede. Jeg var klar over, at det er et rigtigt billede. Blomsterne står ordentligt, og man kan se, at det er tykt glas. Der er mere end én blå farve i det,” forklarede hun om billedet, der blev malet, da hun gik i 2. klasse. 

Dronning Margrethe5.jpg

Smuk som en statue med blomsterkrans om hatten i 1974. 

Nogle år senere ændrede prinsessens omstændigheder sig markant, da hun som 13-årig blev arving til tronen, fordi forældrene ‘kun’ havde fået piger. Det skete ved en folkeafstemning i 1953, og den unge kvinde skulle forberedes til en dag at blive den regerende monark. Men kunsten blev ikke lagt på hylden, hvilket for første gang blev offentligt kendt i 1970, hvor hun som kronprinsesse tegnede sit første frimærke til Julemærkehjemmene. Hun var 30 år gammel, mor til to små drenge og havde en fyldt kalender. Men alligevel kastede hun sig over J. R. R. Tolkiens mammutværk Ringenes herre, der inspirerede hende til en lang række eventyrlige illustrationer, som hun endte med at sende til forfatteren under pseudonymet Ingahild Grathmer. Tolkien havde fået mange forespørgsler fra kunstnere, som bad om at få lov til at illustrere bøgerne, men dronning Margrethes billedunivers tiltalte ham. Inden hans død i 1973 nåede de at udveksle en håndfuld breve, og i 1977 blev eventyrene genudgivet med hendes illustrationer. Det var fem år efter, hun var blevet dronning af Danmark, og 11 år efter hun havde mødt den franske ambassadesekretær Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat, som hun giftede sig med i 1967.

Dronning Margrethe og Henrik.jpg

Han er min! Prinsesse Margrethe triumferer ved offentliggørelsen af forlovelsen med Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat 5. oktober 1966.

Dronning med stil

Kigger man på billederne af det unge par er det svært ikke at bemærke, hvordan prinsesse Margrethe gik fra at være en elegant omend lidt underspillet skønhed med hang til kort hår og lyse kjoler til en mere internationalt udseende og raffineret kvinde med langt hår opsat i skulpturelle frisurer og pangfarvede kjoler. 

Ved den officielle bekendtgørelse af forlovelsen trådte tronfølgeren frem i en ærmeløs A-formet kjole i sitrende rosa. Henrik var i tredelt jakkesæt, og sammen var de som taget ud af en romantisk Hollywood-film. Senere på året viste hun sig i en nærmest Pucci-inspireret printet kjole i gule, grønne og blå nuancer og med en solgul stråhat på hovedet. I 1967 blev parret gift, hun iklædt en skulpturel og meget modernistisk, hvid silkekjole i såkaldt prinsesse-snit og med en skarp lige udskæring, der ledte blikket hen på moderens Marguerit-broche, som sad lige under brystet. 

LÆS OGSÅ: 14 gange Margrethe har bevist, at hun er den ultimative modeblogger-dronning

Kjolen var syet af Jørgen Bender, som også leverede kjoler til tidens største filmstjerner, men jeg har alligevel svært ved at komme i tanke om et mere glamourøst par i datidens Danmark. Mere forelskede og mere internationale. De ikke alene klædte hinanden, den danske tronfølger og den franske elegantier, det er også, som om hun blev modigere i sin tøjvalg og på en eller anden måde begyndte at vokse ind i rollen som Danmarks kommende dronning. En rolle, der blev hende tildelt, da Frederik 9. døde 14. januar 1972. 

“Kong Frederik 9. er død, længe leve dronning Margrethe 2.,” lød statsminister Jens Otto Krags stemme dagen efter fra balkonen på Christiansborg Slotsplads. En sortklædt dronning Margrethe stod ved hans side, og 10 dage efter, med danskerne som vidner, vandrede dronning Margrethe, dronning Ingrid, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie bagved farens kiste iklædt ens sorte frakker, sorte slør og hvide perlekæder på vej til Roskilde Domkirke. Mange år senere fortalte dronning Margrethe, at syersken i hendes frakke havde glemt en knappenål, der stak hende i låret, og som først blev fjernet, da de kørte mod København igen. Hun fortrak ikke en mine, men fremstod som det storslåede symbol på magt, kontrol og elegance, som hun siden har været for Danmark. Især når det har handlet om gallakjolerne, hvor hun aldrig har været bleg for at folde sig ud. 

Dronning Margrethe4.jpg

“Jeg kan godt lide, når der er lidt sus,” har dronningen udtalt om sine kjoler. Her med franske anemoner.

“Jeg har det bare bedst med de store kjoler,” fortalte dronning Margrethe i bogen Dronningens kjoler fra 2012, hvor hun gennemgik sin garderobe. “Jeg kan godt lide, når der er lidt sus.” Men det er slet ikke dækkende for det massive udtryk, som dronningen mestrer i sin garderobe. Se hende i en solgul brokade under sit første statsbesøg i Sverige i 1973 (side 37) eller i den pistaciegrønne silkekjole, som hun bar på Preben Hornungs portræt i 1981. Det er en kvinde, som selv i international sammenhæng ikke er bange for at tage chancer og skille sig ud fra mængden. I 1987 bestilte hun en af Erik Mortensens grafiske Balmain-kjoler, som hun bar til et dansk-fransk kulturudvekslingsarrangement på Børsen i København, og så er der den dramatiske mørke Uffe Frank-kjole, som hun bar til sin 60-års fødselsdag, en marineblå tyldrøm med et mønster af sølvtråde. Hun er storslået, teatralsk og iøjnefaldende. Ofte med kæmpe skuldre og dekadente pelse. Aldrig er man i tvivl om hendes status, men legesygen er altid i behold. Fx på den pink, rosa og orange sag, som hun samarbejdede med skrædderen Mogens Eriksen om i 2000. “Det er sjovt at bruge farverne,” forklarer hun i Dronningens kjoler. “Tingene skal hænge ordentligt sammen farvemæssigt; enten skal det clashe morsomt, eller også skal det matche ordentligt. To forkerte røde farver bliver jeg dårlig af. Men er de rigtige forkerte, er det sjovt. Hvor Yves Saint Laurent har vist vejen, at man kan sætte pink og orange sammen – det kan jeg godt lide.”

Dronning Margrethe8.jpg

En solstråle, kaldte Frederik 9. sin datter. Hun lever stadig op til navnet.

Kunst og kærlighed

Og farverne er netop kendetegnende for dronningen. Både når de matcher, og når de clasher. I fysiske manifestationer eller på det mere symbolske plan, hvor parløbet mellem hende og prins Henrik favnede hele paletten af både kærlighed, kultur og kunst. I 1981 oversatte de sammen den franske filosof Simone de Beauvoirs Alle mennesker er dødelige under pseudonymet H.M. Vejerbjerg, og i 2000 overraskede de danskerne med en fælles udgivelse af prins Henriks digtsamling Cantabile illustreret med dronning Margrethes fantasifulde decoupager. En teknik, hvor hun gennembladrer kunstmagasiner og auktionskataloger, klipper figurer og klistrer dem sammen til nye nærmest surreelle landskaber og billeder. “Denne bog tilegner jeg min elskede hustru,” står der på en af de første sider, og det er svært ikke at læse digtet Morgenkys som en hyldest både til hustruen, kærligheden og erotikken, når han i sidste vers skriver: 

“Dit blik, din livfulde midje, vil skælve i favntagets gys, mens jeg fletter lysternes vidje, ind i morgenens perlemorslys.”

Dronning Margrethe7.jpg

Print, prikker og pangfarver under den franske sol i 1993.

Læsningen står for egen regning, da ægteparrets kunst jo netop er det. Kunst, som måske, måske ikke, trækker på et levet liv, balancerende mellem menneske og regent, men som alligevel åbner et personligt rum mellem dronningen og danskerne, som er ganske unikt. I 2013 kom vi endnu tættere på parret, da kunstmuseet ARoS åbnede udstillingen Pas de deux royal med malerier, skulpturer og decoupager samt en hel afdeling dedikeret til dronningens mange scenografiske arbejder for Tivoli-balletterne Nøddeknækkeren og Den standhaftige tinsoldat. Senere kom kostumerne til Hyrdinden og Skorstensfejeren til Danmarks Radio og Det Kongelige Teaters Et folkesagn, som også eftertiden betragter som en kreativ succes. 

LÆS OGSÅ: Fra gravhunde og bridge til ægteskab og ensomhed: 11 citater fra prins Henrik om alt det, han elskede og foragtede

Med den kunstneriske praksis følger kritik, som den udøvende dronning Margrethe også har mærket. “For mit eget vedkommende har jeg set på de anmeldelser, jeg har fået, og lagt dem, der var helt negative til den ene side og lagt dem, der var meget, meget positive til den anden side, og så sagt: “Et eller andet sted derimellem er det nok,” forklarede hun Martin Bigum i 2012. “Der var nogle af de negative, som gik mere på. “Hvad fanden bilder konen sig ind? Hold kæft, og reger.” Der var sådan en lille undertone af, at “hun skal ikke komme her og tro, at hun kan være kunstner.” Der tænkte jeg ”Ups! Nej! Det skal ikke få mig ned med nakken.”

Dronningens slotte

Og det ville være synd, for hun er virkelig skæg at følge. I samarbejdet med den danske sangerinde Oh Land, som hun nu har skabt balletterne Askepot og Snedronningen med, eller illustrationsopgaverne, som hun har skabt til Karen Blixens Syv fantastiske Fortællinger eller H.C. Andersen-filmen De vilde svaner, hvor hun både stod bag kostumer og decoupage-scenografien. Det er et skørt univers, magisk og krøllet og med tråde både til fortiden og til dronningens nutid. Og måske er det også en af årsagerne til, at hun gennem snart otte årtier har kunnet fastholde både vores nysgerrighed, vores respekt og vores affektion. Fordi hun under det myndige ydre og de helt tydelige magtsymboler afslører en rig indre verden, som både morer og inspirerer.

Snedronningen.jpg

Dronningen og sangerinden Oh Land (tv.) til premieren på Snedronningen, som hun har lavet scenografi og kostumer til, i Tivoli, 2019. 

Helt tydeligt blev det, da hun i 2017 viste os i rundt i Dronningens slotte i DR-serien af samme navn, hvor hun med sin lille håndtaske over skuldrene åbnede dørene til det ene farverige rum efter det andet på Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg og Graasten Slot. Et rum var pink og gammelrosa, et andet lyseblåt med mønstret tapet. Her var sofaer betrukket i Josef Franks eventyrlige tekstiler for Svenskt Tenn, røde puder og lange mintgrønne gange. Grøn velour og gyldne gobeliner, storslåede blomsterbuketter og farverige broderede puder, skabt af dronningen selv til de rum, hvor hun i mange tilfælde selv har stået for både indretningen af og farveholdningerne i de vilde stuer. “En gang imellem beslutter jeg mig for, at nu skal jeg gøre noget, som er mere douce og tilbageholdende i farverne,” forklarer hun. “Og når jeg så er næsten færdig med det, så tænker jeg “nej,” og så ryger der en orange pude ind.”

Selv mener hun, at hun er blevet vildere og modigere med alderen, og det var, som om en ny generation af unge danskere med serien fik øjnene op for den nu ældre dame, som bestemt ikke har dukket nakken for hverken alderen, ansvaret eller kritikerne. En påfugl iblandt gråspurve, som har mestret den utrolige opgave at skabe sin egen unikke rolle uden at give køb på hverken kant, personlighed eller livsglæde. 

Eller som hun selv har sagt om de farver, hun bruger i sine malerier. “Jeg blander mig frem. Alt det grønne, jeg har malet, har jeg selv blandet. Jeg ejer ikke en tube grøn. Det er vanvittig sjovt at opdage, at man med en skarp kadmiumgul, en okkergul og så sådan en pftaloblå og en koboltblå, at med de fire kan man lave alt det grønne, som vorherre har fundet på. Og så kan man en gang imellem putte lidt brunt i, hvis man synes, den bliver for ren og pæn.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Dronning Margrethe, Livsstil og Kunst