En uventet trend blev spottet på catwalken i Milano
En ren, pletfri hud har i lang tid været et statussymbol på linje med dyre designertasker og ikke mindst været et must for modeller. Men på ét show på Pitti Uomo-modeeventet i Milano var der i år bevidst skruet op for urenhederne på catwalken. Hvad skal det nu betyde?
En helt ren, pletfri hud har længe været et nærmest uomgængeligt ideal blandt kendisser, modeller og it-piger og -drenge. De dækker bumserne, manipulerer Instagram-billederne og får dyre ansigtsbehandlinger for at slippe af med ujævnheder i hudens yderste lag, og det modsatte tilfælde, at man ligefrem efterstræber et bebumset udseende, ses så godt som aldrig.
LÆS OGSÅ: Denne seje kvinde bliver ny chefdesigner hos Dior
Det var ikke desto mindre netop det look, den malaysiske designer Muto Guo gik efter, da han viste sin debutkollektion på herremodeeventet Pitti Uomo i Milano for nyligt. Her var de unge modeller, som præsenterede Guos kollektion, sminket med falske bumser, rødmen og urenheder, der understregede det nørdede teenagelook, som tøjet også signalerede.
– Bumser og udslæt er på mode nu! skrev en af Muto Guos stylister efterfølgende i et instagramopslag og postede billeder af modeller med falske bumser og røde urenheder, mens The Cuts' Kathleen Hou, med en snert af ironi, skrev:
– Vask ikke dit ansigt, for bumser er cool nu.
Billeder fra showet. Foto: Rex Features / All Over Press.
Den nørdede original er moderne
Det er dog næppe bumserne i sig selv, som er moderne, men i højere grad det samlede look hos Guos modeller, som var klædt og sminket som geeky unge mennesker på den svære grænse mellem barndommen og voksenlivet – et look, som for tiden også dyrkes hos store modebrands som Gucci og det hypede Vetements.
LÆS OGSÅ: Verdens modigste modehus opfordrer kvinder til at turde mere
Øverste to: Fra Guccis SS16-kollektion. Foto: Digital Catwalk. Nederst: Fra Vetements SS16-kollektion. Foto: Camera Press.
Men selvom modellerne måske først og fremmest vækker minder usikre, hormonramte ungdomsår, kræver looket faktisk en god portion selvtillid at bære som voksen. Kultursociolog Emilia van Hauen har tidligere udtalt til Eurowoman om det nørdede look hos Gucci:
- Med den nørdede kvinde kører Gucci ikke på det yndige og indladende, tværtimod handler det om, at du er original. Den originalitet kræver ret meget af kvinder, for vores sociale værdi har altid været forbundet med, at vi er lækre, og her går du den modsatte vej, som nørd. Det er et udtryk for, hvor ligestillede vi er blevet. Vi har ikke brug for, at andre synes, vi er tiltrækkende. Vi har brug for at lave det, vi synes er spændende, og skabe vores egen plads i samfundet.
LÆS OGSÅ: Bekræftet: Hedi Slimane forlader Saint Laurent
LÆS OGSÅ: Nyt, dansk brand sætter tempoet... helt......ned
LÆS OGSÅ: Den russiske modemafia er i gang med at indtage verden