Modest Wear og Hijab Fashion
SPONSORERET indhold

Fransk modelegende: ”Islamiske” kollektioner undertrykker kvinder

En af fransk modes grand old men, Pierre Bergé, kritiserer brands, der laver kollektioner og kampagner målrettet muslimske modeforbrugere, for at være med til at undertrykke kvinder. Kritikken skaber debat i den internationale modeverden.

Foto: Dolce & Gabbana
05. apr. 2016 | Mode | Eurowoman

En slank, ung kvinde i spidse stilethæle, designersolbriller, gulvlang kjortel og sort silkehijab poserer alvorligt med en dyr håndtaske knuget ind til sig. Hun er et af Dolce & Gabbanas ansigt udadtil: (Købe)stærk, modebevidst – og muslim.

Flere mærker er i de seneste år begyndt at målrette kollektioner og kampagner specifikt efter en muslimsk køberskare. "Hijab fashion" og "modest wear" er bare nogle af de betegnelser, der knytter sig til bølge, som udover Dolce & Gabbana tæller brands som Uniqlo, DKNY og H&M. Marks and Spencer er seneste brand til at hoppe med på vognen. De har lanceret en såkaldt "burkini", som er en fuldfigursbadedragt med hætte til de, der gerne vil være tildækkede, når de bader.

Tendensen møder ikke desto mindre nu kritik fra uventet kant. Den berømte, 85-årige modemand Pierre Bergé, medstifter af Yves Saint Laurent, kritiserer designerne for at være med til at undertrykke kvinder med deres tildækkede kollektioner.

LÆS OGSÅ: Her er Yves Saint Laurents nye kreative direktør

– Det er skandaløst, udtaler han ifølge The Guardian til radiostationen Europe 1.

– Modeskabere bør ikke have noget at gøre med islamisk mode. Designere skal gøre kvinder smukkere og give dem frihed, ikke samarbejde med diktatorer som pålægger dem at bære denne afskyelige ting, som skjuler kvinder og får dem til at lave et liv i skjul.

 

Marks Spencers”burkini” har skabt stor debat i og uden for modebranchen. Foto: Marks SpencersHighstreet-mærket Uniqlo har lanceret en hel linje af ”modest wear”. Foto: Uniqlo. 

Burkini eller ej
Pierre Bergé beskylder mærkerne for at lancere kollektioner og kampagner målrettet religiøse kvinder blot for at tjene penge:

– Modeskabere, som tager del i undertrykkelsen af kvinder, burde stille dem selv nogle spørgsmål.

– Giv afkald på pengene og have nogle principper, tilføjer han, ifølge The Guardian.

Han har for nyligt fået opbakning fra blandt andre filosof og feminist Elisabeth Badinter, som i Le Monde taler om at "boycotte" mærkerne.

LÆS OGSÅ: Louboutin udvider sin "Nude"-kollektion

På den franske blog Oumma.fr kalder man Bergés kritik for hyklerisk, og fremhæver hvordan Yves Saint Laurent selv har haft hovedtørklæder med i deres kollektioner, allerede i vinteren 1976.

Remona Alý skriver ligeledes på The Guardian under overskriften "If I want to buy a burkini from M&S, I bloody well will" et forsvar for modehusenes forsøg på at tilpasse sig det voksende muslimske modemarked: 

– Jeg forstår virkelig ikke behovet for igen og igen at tage magten fra muslimske kvinder. Den eneste person, som bør have ejerskab over en kvindes krop er hende. Hvis jeg har lyst til at købe en burkini fra M&S, så gør jeg det. Hvis andre har lyst til at købe en bikini, så tænk engang, er det også muligt! Bergé plaprer løs om frihed, men der hvor undertrykkelsen begynder er, når man tager valgfriheden væk. Jeg tror desværre, ironien preller af på ham.

Ifølge Fortune forventes det, at markedet for mode til muslimske kvinder når 484 milliarder dollars i 2019 – en fordobling i forhold til 2013. 

LÆS OGSÅ: Laura vil lave luksusmodens svar på Airbnb

LÆS OGSÅ: Her skal du shoppe, hvis du tager både design og miljø alvorligt

LÆS OGSÅ: Katie Meade bliver verdens første beauty-model med Downs syndrom