Helene Blanche
SPONSORERET indhold

Helene Blanche: "Det, at familie og venner samles omkring et hyggeligt dækket bord, er pynt for mig"

Hjemme hos tekstildesigner Helene Blanche, 41, pyntes der op til jul 1. december og hygges igennem i skærene fra glasprismerne fra hendes oldemors gamle lysekrone, der er spredt i tusind stykker. Men julestemningen er vigtigst.

Af:: Pernille Rosenkilde Foto: Petra Kleis
01. dec. 2018 | Mode | Eurowoman

Hvordan pynter du op til jul?

– Jeg har en forkærlighed for dekadente objekter i glas, træ og sølv, mønstrede tekstiler og duge og servietter, som jeg har samlet og arvet. De kommer allerfinest til udtryk i december og glimter pænere, når der er kulsort udenfor.

Hvornår pynter du op?

– Vores tre børn insisterer på, at vi pynter op 1. december. De er ekstatiske og nostalgiske omkring at gå i kælderen og hive julekasserne frem og at være med til at pynte op, og det er vigtigt for dem, at vi alle sammen er med. Børnene har også hver deres kæmpe julesok til adventsgaver syet i forskellige tekstiler.

LÆS OGSÅ: 7 kvinder, der har gjort en forskel for den verden, vi lever i

Hvad er det vigtigste i din julekasse?

– Jeg har arvet en krystallysekrone fra 20’erne fra min oldemors hjem i Norge. Min mormor gav mig den i kasse, hvor hver eneste lille del var pakket ind, og da den var umulig at samle, har jeg i stedet valgt at bruge hver enkelt del som et glasobjekt, jeg lægger frem på julebordet eller hænger på træet som julepynt. Blade, prismer og blomster, det er ret magisk.

Hvad pynter du dit juletræ med?

– Glaskugler samlet igennem årerne, tekstilornamenter, levende lys og tusindvis af glasprismer fra min oldemors lysekrone.

Er der et no go når det kommer til julepynt?

– Jeg købte engang en plastikgran med kæmpe kugler, som jeg blev i det lykkeligste julehumør af, da jeg købte den, men jeg måtte forære den væk. Plastik fungerer bare ikke, det skal være den ægte vare.

LÆS OGSÅ: Den ultimative gaveguide til kvinder

Har I en særlig juletradition i familien?

– Jeg er vokset op i en familie med mange søskende, hvor vi altid var med i køkkenet. Den tradition har jeg taget med mig, og mine egne børn hygger sig med at være med i køkkenet til jul, hvor vi bager med alle deres kusiner, hører julemusik og ser julekalender på et gammeldags fjernsyn. Vi voksne drikker champagne og spiser delikatesser. I julen må vi få det hele.

Hvad er det smukkeste ved julen?

– For mig handler det mere om den stemning, der drysses ud i hjemmet end selve pynten. Det kan være tændte stearinlys, duften af hjemmebag og julemaden, der simrer på komfuret. Bare det at familie og venner samles omkring et hyggeligt dækket bord, er pynt for mig.

Hvad ønsker du dig i julegave?

– Jeg ønsker mig et middagsstel fra Richard Ginori og et lille nemt kamera til at tage fotos med, så mobiltelefonens kamera kan blive gemt langt væk i skabet.

Anbefalet til dig