Prada
Foto: James Cochrane | Er hverdagsobjekter i moden kejserens nye klæder eller genistreger? Eurowoman undersøger.
Eurowoman

Hverdagsobjekter i eksklusiv mode

Frederik Lentz Andersen: “Det er det nemmeste og vigtigste greb i modehåndbogen. På side 1 står der…”

Et stykke toastbrød og et råt aluminiumsgulv. På en taske og en nederdel på catwalken i Paris. Hvorfor ophøjer tidens mest eftertragtede designere almindelige hverdagsobjekter til eksklusiv mode? Er det ­kejserens nye klæder eller genistreger? Eurowoman støver ­gammel kunst af og forsøger at finde svaret i et pissoir.

Af Marie Lodberg 26.sep.2017 Mode

Sidste sæson var det en marokkopude, der havde fået en hank og gjorde det ud for en taske. Modellerne gik ned ad podiet hos Balenciaga med den i hænderne, som var det det naturligste i verden, og den var altså stor. Til efterårsshowet 2017 blev læderpuffen erstattet af en værktøjskasse i læder. En af modellerne var oven i købet klædt i en nederdel, der lignede et af de dér rillede aluminiumsgulve, du kender fra lastbilslad og lufthavne. Halsen var prydet af tunge nøgler i en kæde. Og til at holde på alle herlighederne, IKEA-posen, der har fået en luksuriøs opgradering i blåt læder og kan blive din for omkring 14.000 kr.

Karl Lagerfeld transformerede catwalken til et rumskib hos Chanel, og modellerne var klædt på til at tage en tur ud til Mælkevejen med kraver, der var klar til at få skruet en rumhjelm på, og varmeisolerende tæpper om skuldrene.

oewe var i det mere nuttede hjørne og gav modellerne plyskatte og ristede toastbrød i hænderne. Hos Charlotte Olympia var taskerne sammenfoldede aviser.

Vetements gik skridtet videre og viste deres nye kollektion frem i en slags realityshow med arketyper fra gadeplan. Der var punkeren, den hjemløse med soveposen, den fine dame og bikertøsen med scooterhjelm. Det var noget med at blinke en ekstra gang. Var det virkeligt det, der foregik? Til et af modebranchens mest hypede modehuses show? Jo, den var god nok.

Også de danske designere har taget hverdagslivet til sig og trukket diverse artefakter ind i deres kollektioner. Saks Potts har transformeret et berbertæppe til en frakke. Henrik Vibskov har inkorporeret salamipølser i sine kreationer, og Muf10 har lavet sweatshirts med transportfirmaet Frejas logo på brystet.

Hvorfor vil designerne pludselig præge deres kreationer med alt det, vi kender fra hverdagen?

– At hæve billige brugsprodukter til et nyt niveau og tage det tidobbelte for dem er et udtryk for ekstrem arrogance. Men det er også et oprør mod det, designerne selv er en del af. De får os til at tænke over, hvor langt ude det er, at de får os til at betale så mange penge for en gul T-shirt, der står DHL på. Samtidig er det sindssygt opfindsomt. Hver sæson skal designeren genopfinde sig selv, og det er en næsten umulig opgave. I stedet for at gå tilbage i tiden og blive inspireret af svaj i bukserne eller blazere med guldknapper, kigger de på tingene omkring sig og bruger dem, siger Frederik Lentz Andersen, der er Senior Fashion Director hos Eurowoman og Euroman.

Designerne er snedige. Selv om det er nede på jorden-ting og sager, der pynter deres design, koster de kassen.

– Det er kun for de absolutte få, der har råd til det. Det er det nemmeste og vigtigste greb i modehåndbogen. På side 1 står der, "Sørg for det er dyrt, og lav kun få udgaver af det, så skal du nok få opbygget en hype, siger Frederik Lentz Andersen.

LÆS OGSÅ: Sæsonens 16 vigtigste tendenser

Gamle militærskjorter på nye kroppe

Som med så meget andet er det, hvis man, som jeg, er en smule skeptisk over for denne nymodens tendens, et spørgsmål om tilvænning. Måske. Jeg har bare svært ved at forestille mig at klæde mig i en varmeisolerende sølvkappe, transportfirma-T-shirt tilsat råt industrigulv. Jeg er med på, at det handler om at mikse på den helt rette underspillede måde med slidt denim og pæne sko, og jeg skal komme efter dig. Det kan også bare være, at jeg er blevet for gammel, og mit syn på verden er blevet tilsvarende indskrænket. Suk.

– Latterliggør vi os selv ved at have det på? Eller viser det, at vi er nytænkende og favner forandringer? Jeg synes, det tilfører noget tiltrængt humor til moden. Vi lukker en lille smule luft ud af den der fisefornemme verden, siger Frederik Lentz Andersen.

Vent. Jeg har en militærskjorte på, og det er i sin originale udformning en uniform. Det er da om noget et stykke med hverdag. Jeg har alligevel omfavnet tendensen, endda på forkant. For jeg har gået i militærskjorter længe.

– Militærskjorten er noget af det allermest gængse, den er masseproduceret, og hvis jeg skulle vælge kun ét stykke tøj, jeg skulle gå med resten af livet, ville jeg vælge en grøn militærskjorte. Selv om den egentlig er lavet til folk, der skal ud og slå andre mennesker ihjel. Ligesom med bomberjakken og den sømandsinspirerede peacoat. Det er egentlig fuldstændig sindssygt, når man tænker over det, siger Frederik Lentz Andersen.

Der var også dengang i 80'erne, hvor punkerne satte sikkerhedsnåle i hud og læderjakker og stak fødderne i militærstøvler. Og hvad med James Dean, der er i 50'erne trak i minearbejdernes denimbukser? Selv om vi nu nok mener, vi er fremme i skoene i modens verden, var det faktisk kunstnerne, der var først til at bruge hverdagsobjekter i deres værker.

– Begrebet readymades er lånt fra kunstens verden, hvor dadaisterne i starten af 1900-tallet lod anonyme, ofte masseproducerede genstande, indtage kunstens hellige haller. Den franske kunstner Marcel Duchamps Urinal (på dansk Fontæne, og som forestiller en hvid pissoirkumme, red.) fra 1917 er det mest kendte eksempel, siger Nikolina Olsen-Rule, der er kommunikationschef hos Designmuseum Danmark.

LÆS OGSÅ: Derfor er grimt det nye sort

Vigtigt pissoir

– Ordet readymade er i amerikansk sammenhæng også synonym med objekter, der er præfabrikerede fremfor håndlavede. Og hermed rummer begrebet også en ironisk kommentar til ideen om originalitet og kunstneren som geni, siger Nikolina Olsen-Rule.

Det hele startede altså med en pissoirkumme. Som en fransk billedkunstner i 1917 placerede på et kunstmuseum og kaldte kunst. Nøjagtig 100 år senere viste Demna Gvasalia, Balenciagas kreative chef og stifteren af Vetements, værktøjskasser og 'almindelige' mennesker på catwalken og kaldte det mode. Jeg tror, de har ret. Og ved, at jeg ikke bliver yngre.


Henter...