Fransk vintagehjem
SPONSORERET indhold

Olibrius Vintage: "Vi køber kun det, vi selv har lyst til at beholde"

Med deres fælles passion for franske vintagefund har Dorte og Thomas Lundqvist Bang skabt et hjem, der oser af god stil og sammenhæng. Og så er alt interiør endda til salg i Frederiksberglejligheden.

Af:: Missu Scheidermann Foto: Frederikke Heiberg
05. apr. 2018 | Bolig | Hendes Verden

Kender du det med at komme ind i et hjem, der er så lækkert indrettet, at du får lyst til at få det hele med hjem? Det kan du hos Dorte og Thomas Lundqvist Bang. Bogstaveligt talt. Parret driver sammen ­Olibrius Vintage De Luxe, hvor de sælger vintagefund fra deres mange ture til Frankrig. Boligen fungerer som både hjem og showroom – og alt er til salg. Alt fra reoler til skabe, sengetæpper og vaser.

Ved spisepladsen har bøger og nips fået plads i den gamle industrireol, hvor en udstoppet musvåge troner på toppen. Foto: Frederikke Heiberg. 

Parrets sikre stil opstod som et fælles projekt, da de ­flyttede sammen for fem år siden. Da de mødtes, boede Dorte Lundqvist Bang minimalistisk med hvide vægge, lyse gulve og designklassikere, mens Thomas Lundqvist Bangs boligstil var funktionel, praktisk og "Ikea-agtig".

LÆS OGSÅ: Gammelt og smukt: Kom indenfor i arkitektens blå laboratorium

– Vi skulle finde en indretningsstil, vi begge kunne trives i, for da vi flyttede vores ting sammen, var det en sær blanding. Så vi måtte i gang med at finde de ting, vi begge kunne lide, og vi har fra starten haft den aftale, at hvis den ene ikke kunne lide det, skulle den ­anden lade det gå, siger Dorte Lundqvist Bang.

Den smukke messinggulvlampe med mintgrøn skærm stammer oprindeligt fra Italien og er et af parrets favoritfund. Foto: Frederikke Heiberg.  

Og netop det, at parret skulle flytte sammen og finde deres fælles stil, blev begyndelsen på deres sidebeskæftigelse. Både Dorte og Thomas Lundqvist Bang arbejder til daglig som managementkonsulenter hos DSB, men da de begyndte at finde interiør til deres nye fælles hjem for fem år siden, fandt de ud af, at de begge havde en svaghed for gamle franske sager, gerne med industrielt look.

Det blev i første omgang til en tur til Frankrig for at købe til dem selv, men de blev så bidt af jagten, at de begyndte at købe ind og sælge videre, da de af de første erfaringer havde lært, hvordan man får fragtet for eksempel 500 kilo tunge værkstedsmøbler fra Frankrig til København.

Dorte og Thomas samler på gamle franske glas, som naturligvis pynter rundt omkring i boligen som her i køkkenet. Foto: Frederikke Heiberg.

LÆS OGSÅ: Sæt kulør på din bolig

Douce nuancer

I dag tager parret i weekender og ferier fire til fem gange om året på indkøbsture til Frankrig, og siden begyndelsen har de brugt deres eget hjem som showroom. Det vil sige, at hvis du er interesseret i en vare fra Olibrius Vintage de Luxe, skal du ind i privaten for at se den live.

– Vores hobby er blevet til lidt ekstra business, og det er fedt ­projekt at have som par. Det er blevet vores fælles passion på linje med, at andre par går til badminton eller spiller golf, og vi ville gøre det, selvom vi ikke tjente penge på det. Hvis vi var økonomisk afhængige af det, ville det blive mindre lystbetonet, så vi har en bevidst strategi om, at vi vil være små, siger Thomas Lundqvist Bang.

Der er farvede vægge i hele lejligheden, for Dorte Lundqvist Bang synes, det giver mere ro og en afslappet stemning end de hvide vægge, hun ellers har haft hele sit liv.

Over sengen hænger en gammel Jieldé-væglampe, som de har fået i gave af ejeren af den restaurant i Frankrig, som parrets firma, Olibrius, er opkaldt efter. Sengetæppet er et gammelt teaterforhæng, som er fundet i Rue Verte Plus, mens tøjstativerne er fra en fransk fabrik. Foto: Frederikke Heiberg. 

– Vi tænker i det hele taget mere i farver end i stilarter. Vi kan rigtig godt lide afdæmpede, douce farver, og dem lader vi gå igennem, så de skaber sammenhæng i indretningen. Når man indretter sig med samme farveholdning, kan alle stilarter og ting fra alle tidsperioder spille sammen og gå op i en højere enhed, fortæller Dorte Lundqvist Bang, som beskriver parrets indretningsstil som harmonisk, kvalitetsbåret og æstetisk.

LÆS OGSÅ: Bæredygtighed og genbrug: Indret dit hjem med loppefund

– Vi køber aldrig noget for bare at sælge det. Vi køber kun det, vi selv har lyst til at beholde. Og så har stort set alle vores ting deres originale patina. Mange af de gamle ting bliver efter vores mening alt for restaurerede. 

Gamle slagterkroge fungerer som knagerække i entreen, og en gammel fransk træbænk med hylde under er ideel til sko. Foto: Frederikke Heiberg.

Koekken.jpg

I det ellers stramme køkken bliver de smukke gamle pander og gryder til funktionel dekoration. De er hængt op på et gammelt flasketørrestativ, som er fundet i Frankrig.

Anbefalet til dig