Mode
SPONSORERET indhold

”Jeg kan ikke forestille mig et liv uden mode”

Hør, hvorfor Boston og New York står øverst på listen over shoppebyer hos smykkedesigner og medansvarlig i butikken Wettergren & Wettergren, Julie Wettergren, 35. Og hvorfor hun i det hele taget ikke kan undvære mode i sit liv.

Af:: Camilla Larsson Foto: Anitta Behrendt
17. okt. 2012 | Mode | ALT for damerne

Hvor holder du af at shoppe?
"Selvfølgelig Wettergren & Wettergren – der føres alt naturligvis lige efter min smag. Ellers New York og Boston. New York fordi der bare er alt, hvad hjertet begærer – lige fra små fantastiske og finurlige vintagebutikker til kæmpe luksuriøse flagship butikker. Boston, fordi det er sådan en vildt charmerende gammel by med små gamle smykkebutikker, de lækreste skobutikker, inspirerende kunstgallerier og andre særligheder – efterhånden kender jeg alle de små smørhuller rigtig godt, da jeg kommer der meget ofte, fordi hele min svigerfamilie bor der."

Hvilke er dine favoritmærker?
"Forte Forte, Graumann, Stella McCartney og Aiayu. Og af de helt ekstravagante: Balmain og Lanvin."

Hvad betyder mode og stil for dig?
"At beskæftige sig med mode og stil er for mig naturligt, afslappet, og samtidig helt fundamentalt. Jeg er født ind i designverdenen, da begge mine forældre er designere. Ligeledes er min øvrige tætteste familie i branchen, og jeg kunne derfor slet ikke forestille mig et liv uden fokus på mode og stil."

Hvad er god stil?
"For mig er god stil et miks af mange forskellige ting. En lækker og nytænkende måde at sammensætte sit tøj og tilbehør på. At være tro mod sig selv og vide, hvad der klæ’r en og sin figur og at klæde sig i det, man føler sig godt tilpas i. Derudover ikke udelukkende at lade sig diktere af mode, men vise personlighed og mikse nyt, gammelt, dyrt, billigt. Endvidere har det for mig faktisk også noget med charme at gøre. Jeg har f.eks. meget svært ved at få øje på god tøjstil, hvis det sidder på en usympatisk person..."

Hvad ser man dig aldrig i?
"Man skal jo aldrig sige aldrig, men jeg føler mig ret sikker på, at man aldrig kommer til at se mig i lyse shiny nylonstrømper i højhælede sandaler og lange spidse perlemorslakerede negle på hænderne."


Læs også: Mit næste køb: Jeans med zebra-print