"Jeg ville ønske, jeg var gået til gynækolog tidligere"
SPONSORERET indhold

"Jeg ville ønske, jeg var gået til gynækolog tidligere"

03. dec. 2014 | Mode | Eurowoman

For nylig fortalte Thomas Buttenschøns kæreste Cana om få børn med sin HIV-smittede kæreste. Og nu sætter vi fokus på et andet vigtigt tabu, som bør brydes.  

Endometriose rammer ca. hver tiende kvinde i Danmark
. Alligevel er sygdommen et tabu, mange af kvinderne lever med i tavshed trods utrolige smerter. Én af dem var chefredaktør på Eurowoman, Anne Lose. Først for tre år siden fandt hun ud af, hvad der var galt, og hvorfor hun én gang om måneden blev invalideret af kramper og smerter i underlivet. Her kommer hendes fortælling:

Jeg var 11 år, da jeg fik min menstruation. Jeg havde glædet mig virkelig meget. Min veninde havde fået den to måneder tidligere, og jeg havde været sikker på, at jeg aldrig ville få den, så jeg blev så glad, da den endelig kom. Jeg følte mig virkelig voksen.

Men så kom smerterne. Jeg kastede op, og hele min krop var i en slags krampetilstand. Den første gang, jeg fik menstruation, lå jeg tre dage i mine forældres seng. Jeg læste alle fire bind af Borte med blæsten. Så kunne jeg glemme smerterne lidt og drømme mig væk.

Sådan var det hver måned, da jeg var teenager. Jeg syntes, det var mærkeligt, at det skulle gøre så ondt, men jeg tænkte bare, at det var naturligt. At der bare var nogen, der havde stærkere smerter end andre.

Jeg prøvede med p-piller, da jeg ikke var særlig gammel, men jeg blev meget dårlig af dem, så jeg holdt hurtigt op igen og har stort set ikke taget dem siden. Kun enkelte gange for at udskyde menstruationen, hvis jeg skulle ud at rejse i forbindelse med mit arbejde. Det ved jeg godt, man ikke må, men jeg kan ikke sidde i et fly og have så ondt.

Der er ikke nogen, der skal tale til mig eller røre ved mig, når jeg har menstruation. Jeg lukker mig helt inde i mig selv. Man kan kun forstå følelsen, hvis man selv har prøvet det. I dag kan jeg sagtens finde på at fortælle mine kolleger, når jeg har menstruation, for jeg er i en anden verden. Jeg får også hovedpine, og mit humør bliver mærkeligt.

Det har været ret problematisk i mit voksenliv, og jeg har taget virkelig mange smertestillende piller i mit liv for at undgå sygedage. Jeg blev gravid som 25-årig. Det var overhovedet ikke planlagt. Jeg havde en kæreste, men vi boede ikke sammen, og vi brugte stort set aldrig prævention. Der skete jo aldrig noget, og jeg var bare ung og naiv.

Jeg valgte at beholde barnet, selv om jeg var tæt på ikke at gøre det. I de måneder, hvor jeg var gravid og ikke havde menstruation, havde jeg det fantastisk. Jeg var slet ikke stiv i kroppen og havde ikke spændinger som før. Der er mange, der siger, at hvis man har stærke menstruationssmerter, bliver det bedre, når man har født et barn. Det gjorde det overhovedet ikke. Smerterne kom bare tilbage.

Jeg har prøvet alt. Jeg har gået til yoga og pilates og været til fysioterapeut og kinesiolog. Taget alverdens urter og tilskud. Der har indimellem været perioder, hvor jeg har spist virkelig sundt og været rigtig god til at træne, hvor mine smerter slet ikke har været der. Men jeg har aldrig fundet et tydeligt mønster i, hvad der virkede, så jeg røg hurtigt tilbage i mine gamle vaner.

Jeg har tit læst om endometriose, og at sygdommen kan være årsag til kraftige menstruationssmerter, fordi den giver betændelsestilstande i bughulen. Og tanken har da strejfet mig, om det kunne være det, jeg havde, men jeg var aldrig blevet undersøgt for det eller havde tænkt nærmere over det. Jeg havde bare vænnet mig til at have så stærke smerter. Det var noget, jeg havde lært at leve med, og jeg troede ikke, at der var noget at gøre ved det.

Da jeg for ca. halvandet år siden skulle have taget et celleskrab hos min læge, sagde han, at jeg havde en polyp, der skulle fjernes hos en gynækolog. Jeg havde aldrig været til gynækolog før. Heller ikke, selv om jeg har været gravid, for jeg havde aldrig haft brug for det.

Da gynækologen scannede mig, sagde hun med det samme: “Du har jo endometriose.”

Senere fik jeg taget adskillige blodprøver og lavet en kikkertundersøgelse, for at de kunne være helt sikre. Jeg reagerede nærmest med glæde. Jeg tænkte bare: “Jamen, selvfølgelig har jeg det.”

Gynækologen spurgte mig, om jeg havde fået børn, og da jeg svarede, at det havde jeg, sagde hun, at jeg var heldig. Først der gik det op for mig, at det er rigtig svært at blive gravid, når man har endometriose, og det nok er derfor, jeg ikke har fået flere børn. Jeg bliver sandsynligvis heller aldrig gravid igen.

Gynækologen opdagede to store knuder i min livmoder på størrelse med æg – de var opstået pga. endometriosen – og de skulle opereres væk. Jeg blev opereret på Rigshospitalet. Det var ikke så sjovt, men jeg var glad, for jeg tænkte, at de knuder bare skulle ud af min krop.

Jeg var sygemeldt i 14 dage, og der var en masse komplikationer efterfølgende. Jeg blev forstoppet, mit tarmsystem gik helt ned, og jeg måtte indlægges akut under modeugen i Paris. De gav mig p-piller, for det er det eneste, man ved hjælper, men jeg kunne stadig ikke tåle dem. Mit ene ben hævede, og lægerne var bange for, at jeg havde fået en blodprop, så dem stoppede jeg hurtigt med igen.

Jeg ville ønske, at jeg havde fået lavet en gynækologisk undersøgelse tidligere. Det ville have gjort det lettere for mig at forstå og forklare smerterne. Eksperten, som opererede mig, sagde: “I kvinder kan holde til virkelig meget. I har en virkelig høj smertetærskel.”

Jeg kunne have kysset ham, da han sagde det. Der er stadig lidt en tendens til at se ned på kvinder med menstruationssmerter. Mine menstruationssmerter er stadig slemme, men jeg har fundet ud af, at man kan gøre rigtig meget med kosten. Det betyder desværre, at jeg helst skal undgå bl.a. sukker, hvede og rødt kød, fordi det kan forværre den betændelsestilstand, der er årsag til sygdommen.

Det har hjulpet meget at ændre mine kostvaner. Jeg er glad for, at jeg fik diagnosen, for selv om det er en kronisk sygdom, er det rart at få et svar på, hvorfor jeg har haft så ondt de 23 år, jeg har haft menstruation.

Efter denne historie blev bragt i marts 2013 fandt Anne ud af, at hun ventede sit andet barn, Gilbert, som hun blev mor til i 2014, red.

Se symptomer, behandlingsmuligheder og hvad du selv kan gøre ved endometriose

LÆS OGSÅ: Når sex gør ondt: Vylvodyni

LÆS OGSÅ: 10 grunde til at sex er sundt

LÆS OGSÅ: Sådan spiser du dig fra PMS